De af jer, der følger med ovre på Instagram, ved, at jeg har haft noget af en oplevelse her i efteråret. Jeg var ikke klar over det selv, men jeg har åbenbart gået og gemt på en skriveblokade.
Jeg skrev Sfærernes musik for et stykke tid siden, og kreativt set er det nok det mest anstrengende stykke arbejde, jeg har udført indtil nu. Givende, men udmattende. Da jeg havde skrevet romanen, var jeg slidt op. Jeg skrev en til bagefter, som jeg sidder og redigerer nu. Den er god, ingen tvivl om det, men det var frygteligt svært at skrive den. Og da jeg satte sidste punktum i den, kunne jeg simpelthen ikke mere.
Det var ikke, fordi jeg ikke prøvede, men ordene flød bare ikke. Jeg havde en masse fremragende ideer, men jeg havde ikke lyst til at skrive én eneste linje. Til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte, at måske var jeg bare færdig med at skrive. Sådan helt færdig.
Indtil den 31. oktober. Jeg ved præcis, hvornår det skete – det er ikke noget, jeg finder på. Da jeg gik i seng den 30. oktober, kunne jeg godt mærke, at noget var anderledes. Da jeg vågnede op næste morgen, var alle kreative sluser pludselig åbne igen. Mere åbne, end de nogensinde har været før. Siden da har jeg skrevet halvdelen af en ny roman. Det har taget mig en måned og ni dage.
Jeg bliver nærmest høj, hver gang jeg tænker på det, og for at det ikke skal være løgn, er Sfærernes musik lige blevet anmeldt. Jette Holst har givet den fem ud af fem stjerner ovre på bogrummet i en utroligt fin og klar anmeldelse (Jette, hvis du læser med, så har du har fuldkommen ret med hensyn til Rued Langgard).
Nogle gange er det bare, som om tingene klapper. Jeg gør, hvad jeg kan for at følge med og nyde det.
Aske Munk-Jørgensen 