Category Archives: Uncategorized

Sfærernes musik anmeldt

De af jer, der følger med ovre på Instagram, ved, at jeg har haft noget af en oplevelse her i efteråret. Jeg var ikke klar over det selv, men jeg har åbenbart gået og gemt på en skriveblokade.

Jeg skrev Sfærernes musik for et stykke tid siden, og kreativt set er det nok det mest anstrengende stykke arbejde, jeg har udført indtil nu. Givende, men udmattende. Da jeg havde skrevet romanen, var jeg slidt op. Jeg skrev en til bagefter, som jeg sidder og redigerer nu. Den er god, ingen tvivl om det, men det var frygteligt svært at skrive den. Og da jeg satte sidste punktum i den, kunne jeg simpelthen ikke mere.

Det var ikke, fordi jeg ikke prøvede, men ordene flød bare ikke. Jeg havde en masse fremragende ideer, men jeg havde ikke lyst til at skrive én eneste linje. Til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte, at måske var jeg bare færdig med at skrive. Sådan helt færdig.

Indtil den 31. oktober. Jeg ved præcis, hvornår det skete – det er ikke noget, jeg finder på. Da jeg gik i seng den 30. oktober, kunne jeg godt mærke, at noget var anderledes. Da jeg vågnede op næste morgen, var alle kreative sluser pludselig åbne igen. Mere åbne, end de nogensinde har været før. Siden da har jeg skrevet halvdelen af en ny roman. Det har taget mig en måned og ni dage.

Jeg bliver nærmest høj, hver gang jeg tænker på det, og for at det ikke skal være løgn, er Sfærernes musik lige blevet anmeldt. Jette Holst har givet den fem ud af fem stjerner ovre på bogrummet i en utroligt fin og klar anmeldelse (Jette, hvis du læser med, så har du har fuldkommen ret med hensyn til Rued Langgard).

Nogle gange er det bare, som om tingene klapper. Jeg gør, hvad jeg kan for at følge med og nyde det.

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Ny roman – Sfærernes musik

Min nye roman udkom den 21. september. Og jeg er vildt stolt af den. Det siger jeg selvfølgelig hver gang, jeg udgiver en ny bog, sidder der nok nogle trofaste læsere og tænker nu – så hvad gør Sfærernes musik til noget særligt?

Den er noget særligt, fordi alting lykkedes, da jeg skrev den. Det er en følelse, de fleste af os sikkert kender. Når det hele bare virker. Den der følelse af to kosmiske puslespilsbrikker, som klikker sammen, som om de har ligget der siden tidernes morgen og bare ventet på, nogen skulle komme og sætte dem sammen.

Jeg er stolt over alle mine bøger, men denne fornemmelse af en kunstnerisk ide, der bliver forløst præcis, som den så ud i sindet, inden jeg skrev bogen – det er noget specielt.

Og hvad handler den om?

Sfærernes musik følger Mark Matthew Pont. Mark vokser op i Canada. Han kommer fra trange kår, og hans far forsvinder tidligt i livet. Mark er til gengæld godt begavet, og det lykkes ham at komme på universitetet.

Selvom tingene ser ud til at gå i den rigtige retning for Mark – at få en universitetsuddannelse i 1935 var en stor ting – kæmper han med at finde sig selv. Hans tag på verden er løst, og han føler sig frygteligt ensom.

Læseren ser Mark i tre glimt. Som ung studerende i 1935, som lektor på universitetet i 1942 og som pilot på en jagerbomber i Nordatlanten i 1944. Hver af disse enkeltstående dage er vigtige for Mark. Tilsammen fortæller de en sammenhængende historie. En historie om ensomhed og lykke, om kærlighed og om, hvad der skal til for at gøre et menneske komplet.

Sfærernes musik er flere ting på én gang. Det er en krigsroman. Det er kærlighedsroman. Det er en roman om livsfilosofi, og det er en roman om identitet.

Sfærernes musik, Dreamlitt, udkommet 21. september 2020
Køb bogen her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Sfærernes musik, Uncategorized

Gamle venner nomineret til Årets Horrorroman

Da jeg skrev Gamle venner gik jeg helt sikkert og gemte på nogle honnette ambitioner om at komme i betragtning til prisen for årets danske horrorroman. Enhver so synes bedst om sine egne grise, som min svigermor plejer at sige.

Bogen kom ud i september 2019. Tiden gik. Folk begyndte at anmelde den, og det var dejligt, specielt fordi de generelt lod til at synes rigtigt godt om den.

Gamle venner nomineret til Årets HorrorromanOg så tænkte jeg egentlig ikke videre over det med årets horrorroman. Indtil det til min kæmpe fornøjelse gik op for mig, at Dansk Horror Selskab havde sat min bog på longlisten til prisen.

Prisudvælgelsen foregår på den måde, at man kan byde ind med forslag til longlisten. Når longlisten er offentliggjort, bliver der stemt om, hvilke fem titler, der skal på shortlisten, og derefter voterer en jury på fem uafhængige dommere om, hvilken bog der skal vinde.

Vinderen bliver offentliggjort den 28. marts til Krimimessen i Horsens, men allerede nu føler jeg, at jeg i virkeligheden har vundet. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg vinder prisen, naturligvis. Det er simpelthen et spørgsmål om, at jeg føler mig som en vinder.

Og hvorfor gør jeg det? 

Det gør jeg, fordi Gamle venner lige nu befinder sig på en shortlist sammen med værker af Nikolaj Johansen, Kim Leine, Patrick Leis og John Kenn Mortensen. Jeg mener: Kim Leine, for pokker! De her folk er jo rigtige kunstnere.

Nu sidder der sikkert nogen af jer derude og tænker ”jamen, du er jo også en rigtig forfatter, Aske”  (tak, det er meget venligt), men det er sådan med det her kunstneriske arbejde, at for mig er det en sær blanding af uselviske ambitioner, storhedsvanvid og voldsomt selvhad. 

Jeg spekulerer ofte over, hvornår jeg mon en dag begynder at føle mig som en ægte forfatter. På ethvert givet tidspunkt er svaret normalt ”om cirka tre bøger til”.

Men lige nu, i disse dage, hvor jeg går og venter på juryens afgørelse den 28. marts, er jeg måske helt nede på at sige om cirka 2 bøger.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Uncategorized

Retfærdig vold anmeldt

Retfærdig-Vold_Cover_webRetfærdig vold er blevet anmeldt, og hold da op, en anmeldelse! Jeg håbede absolut på, at folk kunne lide min krimi, men jeg bliver alligevel vildt stolt over de her flotte ord!

Kan man næsten blive andet, når de skriver sådan her: “Retfærdig vold er en rigtig ‘page turner’, fyldt med uhygge, spænding, konflikter, intriger, usikkerhed og kærlighed.”

Anmeldelsen ligger ovre på Skoleogliv.dk, som også interviewede mig i vinter, og hele anmeldelsen ligger her
.

 

Skriv en kommentar

Filed under Retfærdig vold, Uncategorized

Retfærdig vold på Krimimessen

Retfærdig-Vold_Cover_webRetfærdig vold er på gaden om et øjeblik, den 16. marts. Det er ikke nogen hemmelighed. I hvert fald ikke for de af jer, der følger med på enten min Instagram-konto eller min Facebook.

Retfærdig vold er en krimi, og jeg er super stolt af den. Den har været undervejs i et par år nu, og det er fantastisk at se mit arbejde bære frugt.

Jeg har altid været storforbruger af krimier med en klar overvægt af den skandinaviske variant af genren: Henning Mankell, Arne Dahl, Elsebeth Egholm, Jussi Adler Olsen, Camilla Läckberg er eksempler på noget af det, jeg har slugt med stor fornøjelse. Jeg har også en hel armfuld Anne Cleeves stående som en fremragende engelsk udgave af nordic noir.

Jeg er tosset med den måde, krimigenren – og i særdeleshed den skandinaviske krimi – siger noget om alt muligt andet end bare selve krimigåden på. Krimien indeholder – når den er bedst – al den samfundskritik, som westerngenren og science fiction-romanerne skjulte under en kappe af tjubang og eventyr for eksempel i USA under McCarthy.

Den gang havde kunstnerne valget mellem at rette ind og gøre, som politikerne ville have, eller få ødelagt deres karrierer. Helt så galt står det ikke til i dag, i hvert fald ikke lige for tiden her i Danmark, men så meget desto mere grund til at skrive noget, der giver folk noget at tænke over.

Så da jeg skrev Retfærdig vold, var min ambition selvfølgelig at skrive en krimi, der havde noget på hjerte ligesom mine forbilleder. Det håber jeg på er lykkedes for mig.

I kan komme forbi Krimimessen i Horsens den 17. og 18. marts og få signeret et eksemplar, hvis I er interessede i at finde ud af, hvad det hele handler om:

  • Lørdag  kl. 11.00 til 12.00 i Magasinet, stand 4, og
  • Søndag kl. 11.00 til 12.00 på Dreamlitts stand

Jeg glæder mig til at se jer!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Retfærdig vold, Uncategorized