Tag Archives: skriveproces

Ny roman

Min nye roman er meget uhyggelig.

Jeg har skrevet en horrorroman. Og ikke nok med det, jeg har også skrevet kontrakt om at få den udgivet.

Der er frygtelig lang tid, til den kommer ud. Hvis min redaktør og jeg holder os til vores produktionsplan, bliver den udgivet i efteråret 2019. Men det er stadigvæk helt vildt!

Jeg ved godt, at hver eneste gang, jeg får noget udgivet, skriver jeg, at det er helt vildt. Denne gang prøvede jeg virkelig at lade være. Men jeg kan ikke komme uden om det. For jeg synes, det er helt VILDT!

Det er en fantastisk fornemmelse at skrive en bog, sende den til et forlag og møde en redaktør, der tror på projektet. Når jeg sætter mig og skriver en roman, er det jo ikke for at blive rig eller berømt – så skulle jeg have valgt noget andet at kaste mig over. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. der dukker historier op i hovedet på mig, som kræver at blive fortalt, og det bedste i verden er , når nogen får en god oplevelse ud af at læse den historie.

Jeg håber ikke, jeg nogensinde holder op med at have det på den måde. Heller ikke selvom mye roman ikke nødvendigvis vil være en god oplevelse forstået som “god” eller “behagelig”. For strengt taget håber jeg jo, Gamle venner (det er arbejdstitlen) bliver en rigtig ubehagelig oplevelse. Ellers ville det jo ikke være ordentlig horror.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Gamle venner, Skriveprocessen

Enden på begyndelsen. Måske.

Sidst på sommeren blev jeg færdig med råteksten til den krimi, jeg går og pusler med at skrive. Efter at have klappet mig selv på ryggen lagde jeg det væk et langt stykke tid og læste så hele molevitten igennem igen.

Det var en overraskende positiv oplevelse at gense historien efter at have ladet den gære i et stykke tid. Historien gav mening. Mere end jeg havde regnet med. Intrigen hang  sammen, og sproget var okay og nogelunde ensartet på trods af hvor lang tid, jeg havde brugt på skriveprocessen.

Men træerne  vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For naturligvis var der ting, der ikke fungerede. Kapitler, der skulle skrives om. Plothuller, der skulle fyldes ud og kapitler, der skulle skrives, for at dynamikken fungerede.

Så jeg satte mig til at redigere og gennemskrive. Og den proces har simpelthen været utrolig langstrakt. Da jeg læste manuskriptet igennem, printede jeg det ud og lavede mine rettelse i hånden (af en eller anden grund er det sådan, jeg fungerer bedst). Og den bunke papirer har ligget og stirret anklagende på mig på skrivebordet i evigheder. I en periode føltes det som om, den overhovedet ikke blev mindre. Måske blev den endda lidt større somme tider.

Nu er jeg næsten i mål. Jeg mangler at skrive to korte passager, der skal fungere som overgange til andre kapitler. Maksimalt ti sider.

tired

Jeg har lovet mig selv at være færdig inden jul, og måske, bare måske kan det lade sig gøre. Jeg har det som en marathonløber, der nærmer sig målstregen. Og ikke et af de der fancy marathoner. Ikke sådan noget med Berlin eller New York eller sådan noget. Et provinsmarathon. Om efteråret. I regnvejr. Tænk Galten. Eller Viby Sjælland.

Men det meste udmattende er faktisk at tænke på, at det her dårligt nok er enden på begyndelsen, for nu – næsten – at citere Winston C-funk. For når jeg nu får skrevet de omtalte ti sider, er jeg kun lige nået til betalæsningen. Nu skal jeg til at bede nogen om at læse manuskriptet igennem. Og deres nådeløse blik vil finde alskens ubehageligheder, jeg ikke selv har fundet. Og så får jeg det hele retur og skal skrive det igennem igen. Og så skal jeg læse det hele en gang til, og tage stilling det altsammen på ny. Og skulle jeg komme så langt, er der stadig én uoverskuelig udfordring foran mig. Jeg skal have bogen antaget på et forlag.

 

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skriveprocessen, Skytten

Forfatterfrenzy, Bibelstyle

Jeg er i en situation, jeg nærmest aldrig har været i før. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ordene vælter ud af mig for tiden. Der foregår så meget, at jeg benhårdt bliver nødt til at prioritere, hvad jeg arbejder på. Der er nemlig ikke tid til, at jeg kan nå at lave det hele.

Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.

Jeg har tidligere skrevet om at prioritere mit arbejde. De råd, jeg gav i den post, er sådan set stadigvæk råd, jeg selv følger, men når jeg tidligere har haft brug for at tage stilling til, hvad jeg skulle arbejde på og ikke arbejde på, har mine prioriteringer været af langt mere beskedent omfang.

Det er de ikke længere.

Den øgede arbejdsmængde gør også, at min research er blevet langt mere omfattende, og også temmeligt meget mere farverig. Pt. venter jeg med spænding på, at mit lokale bibliotek får 2002-oversættelsen af de nytestamentlige apokryfer hjem, fordi jeg har brug for at kontrollere en reference i Jakobs Fortestamente.

Yep. That’s how I roll.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skriveprocessen

Scrivener og skriveprocessen

Jeg skrev et indlæg for nogen tid siden om Scrivener, et program jeg var begyndt at bruge i mit arbejde. Jeg var meget begejstret for det dengang, og det er jeg stadigvæk. Faktisk så meget, at jeg nu bliver nødt til at skrive en update for at bekræfte, at jeg stadigvæk er begejstret.

Årsagen til at jeg downloadede programmet var, at jeg havde kimen til et romanmanuskript liggende. Og når jeg skriver liggende, så mener jeg virkelig liggende. Jeg var nået nogle tusinder ord ind i det, og så var det steget mig over hovedet. Min måde at arbejde på, kan jeg se nu, hvor jeg i stedet for Word bruger Scrivener, passede ikke godt til et program som Word, der forudsætter, at man begynder at skrive i den ene ende af et dokument og arbejder sig kontinuerligt ligeud for så at slutte i den anden. Jeg havde svært ved at bevare overblikket over historien, og uden overblik er det svært at bevæge sig videre eller arbejde kreativt. I hvert fald for mig.

Jeg indså på et tidspunkt, at jeg blev nødt til enten at skrive manuskriptet færdigt, eller (den anden mulighed var langt mindre tillokkende) holde op med at tale om det. Så det blev altså at skrive det færdigt. Med Scrivener. Og hvilken forskel det har gjort. Historien vokser. Jeg har overblik over mit manuskript og dets struktur. Jeg har et godt greb om mine personer, deres psykologi og deres motivation, og jeg kan løbende ændre på historien i takt med at plottets interne logik ændrer sig og kræver det.

Faktisk ser det hele så lyst ud, at jeg regner med at have skrevet historien færdig i april næste år, med god tid til redigering og gemmen-det-væk og finden-det-frem-igen for at læse det med nye øjne.

Bum. Nu er det sagt. Nu kan det ikke trækkes tilbage.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen

Selvpineri

Jeg havde en oplevelse forleden dag, som satte mit forfatterarbejde lidt i relief for mig. Som jeg tidligere har skrevet om, går jeg og gør mig nogle erfaringer med at arbejde med emner, der berører mig selv som person. Ikke forstået sådan, at noget af det, jeg skriver, handler om mig selv – for det gør det på ingen måde – mere således, at jeg leder efter følelser og reaktionsmønstre, jeg kan genkende, fordi jeg ved at internalisere eller opleve følelserne på egen krop får et stærkere produkt ud af det, jeg skriver. Det lyder måske som en selvfølgelighed for nogen, men jeg har brugt ret mange år af mit liv på at synes verfremdung, postmodernisme og i det hele taget det at være blasé, bare var det bedste i hele verden.

Mimose

Mimose

Men altså – det der med følelser, det er godt, for såvidt som det er ret frugtbart for mig at skrive på den måde. På den anden side er mit problem, at jeg er temmeligt berøringsangst med nogle af de emner, jeg tager op. For let’s face, det er sgu’ ikke ret morsomt at skrive om ting, du selv, helt privat, synes, er skideforfærdelige. Det har jeg funderet en del over, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, jeg har brugt en del tid på at undgå at skrive visse passager, simpelthen fordi jeg syntes, det var så trist at udsætte mine personer for de ting, de skulle gå igennem. Og det har igen afstedkommet, at jeg måske antydningsvist har syntes, jeg var lidt vel, nåja – berøringsangt.

Men en eller anden modningsproces (forråelse?) må jeg nu alligevel have gennemgået. I en samtale fornylig fortalte jeg henkastet min kone om plottet i en novelle, jeg desværre ikke kan fortælle jer om, fordi den ligenu deltager i en konkurrence, hvor bidragene er anonymiserede. Men kort fortalt, så ender historien ikke så godt for min hovedperson. Og det fortalte jeg hende altså hen over middagsbordet. Jeg tænkte ikke videre over, at jeg fortalte det til hende, og jeg blev lidt forundret, da hun – ikke helt udeltagende – spurgte mig, om jeg egentlig havde det godt. Jeg fortalte hende at jotak, jeg havde det udmærket. Tidligere på dagen havde jeg godt nok haft lidt halsbrand, fordi vi havde fået kage på arbejde, og jeg trængte måske også en lille smule til en barbering, men ellers, så jo.

Og lige der gik det så op for mig, hvad hun mente.

Egentlig blev jeg ret stolt. Det måtte jo betyde, jeg trods alt har fat i den lange ende med mine skriveprojekter, men jeg spekulerer på samme tid lidt på, om den rigtige ende måske også kan være den forkerte ende på samme tid…

2 kommentarer

Filed under Blandet slik, Skriveprocessen