Tag Archives: Sfærernes musik

Sfærernes musik anmeldt

De af jer, der følger med ovre på Instagram, ved, at jeg har haft noget af en oplevelse her i efteråret. Jeg var ikke klar over det selv, men jeg har åbenbart gået og gemt på en skriveblokade.

Jeg skrev Sfærernes musik for et stykke tid siden, og kreativt set er det nok det mest anstrengende stykke arbejde, jeg har udført indtil nu. Givende, men udmattende. Da jeg havde skrevet romanen, var jeg slidt op. Jeg skrev en til bagefter, som jeg sidder og redigerer nu. Den er god, ingen tvivl om det, men det var frygteligt svært at skrive den. Og da jeg satte sidste punktum i den, kunne jeg simpelthen ikke mere.

Det var ikke, fordi jeg ikke prøvede, men ordene flød bare ikke. Jeg havde en masse fremragende ideer, men jeg havde ikke lyst til at skrive én eneste linje. Til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg tænkte, at måske var jeg bare færdig med at skrive. Sådan helt færdig.

Indtil den 31. oktober. Jeg ved præcis, hvornår det skete – det er ikke noget, jeg finder på. Da jeg gik i seng den 30. oktober, kunne jeg godt mærke, at noget var anderledes. Da jeg vågnede op næste morgen, var alle kreative sluser pludselig åbne igen. Mere åbne, end de nogensinde har været før. Siden da har jeg skrevet halvdelen af en ny roman. Det har taget mig en måned og ni dage.

Jeg bliver nærmest høj, hver gang jeg tænker på det, og for at det ikke skal være løgn, er Sfærernes musik lige blevet anmeldt. Jette Holst har givet den fem ud af fem stjerner ovre på bogrummet i en utroligt fin og klar anmeldelse (Jette, hvis du læser med, så har du har fuldkommen ret med hensyn til Rued Langgard).

Nogle gange er det bare, som om tingene klapper. Jeg gør, hvad jeg kan for at følge med og nyde det.

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Ny roman – Sfærernes musik

Min nye roman udkom den 21. september. Og jeg er vildt stolt af den. Det siger jeg selvfølgelig hver gang, jeg udgiver en ny bog, sidder der nok nogle trofaste læsere og tænker nu – så hvad gør Sfærernes musik til noget særligt?

Den er noget særligt, fordi alting lykkedes, da jeg skrev den. Det er en følelse, de fleste af os sikkert kender. Når det hele bare virker. Den der følelse af to kosmiske puslespilsbrikker, som klikker sammen, som om de har ligget der siden tidernes morgen og bare ventet på, nogen skulle komme og sætte dem sammen.

Jeg er stolt over alle mine bøger, men denne fornemmelse af en kunstnerisk ide, der bliver forløst præcis, som den så ud i sindet, inden jeg skrev bogen – det er noget specielt.

Og hvad handler den om?

Sfærernes musik følger Mark Matthew Pont. Mark vokser op i Canada. Han kommer fra trange kår, og hans far forsvinder tidligt i livet. Mark er til gengæld godt begavet, og det lykkes ham at komme på universitetet.

Selvom tingene ser ud til at gå i den rigtige retning for Mark – at få en universitetsuddannelse i 1935 var en stor ting – kæmper han med at finde sig selv. Hans tag på verden er løst, og han føler sig frygteligt ensom.

Læseren ser Mark i tre glimt. Som ung studerende i 1935, som lektor på universitetet i 1942 og som pilot på en jagerbomber i Nordatlanten i 1944. Hver af disse enkeltstående dage er vigtige for Mark. Tilsammen fortæller de en sammenhængende historie. En historie om ensomhed og lykke, om kærlighed og om, hvad der skal til for at gøre et menneske komplet.

Sfærernes musik er flere ting på én gang. Det er en krigsroman. Det er kærlighedsroman. Det er en roman om livsfilosofi, og det er en roman om identitet.

Sfærernes musik, Dreamlitt, udkommet 21. september 2020
Køb bogen her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Sfærernes musik, Uncategorized