Tag Archives: Horror

Gamle venner nomineret til Årets Horrorroman

Da jeg skrev Gamle venner gik jeg helt sikkert og gemte på nogle honnette ambitioner om at komme i betragtning til prisen for årets danske horrorroman. Enhver so synes bedst om sine egne grise, som min svigermor plejer at sige.

Bogen kom ud i september 2019. Tiden gik. Folk begyndte at anmelde den, og det var dejligt, specielt fordi de generelt lod til at synes rigtigt godt om den.

Gamle venner nomineret til Årets HorrorromanOg så tænkte jeg egentlig ikke videre over det med årets horrorroman. Indtil det til min kæmpe fornøjelse gik op for mig, at Dansk Horror Selskab havde sat min bog på longlisten til prisen.

Prisudvælgelsen foregår på den måde, at man kan byde ind med forslag til longlisten. Når longlisten er offentliggjort, bliver der stemt om, hvilke fem titler, der skal på shortlisten, og derefter voterer en jury på fem uafhængige dommere om, hvilken bog der skal vinde.

Vinderen bliver offentliggjort den 28. marts til Krimimessen i Horsens, men allerede nu føler jeg, at jeg i virkeligheden har vundet. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg vinder prisen, naturligvis. Det er simpelthen et spørgsmål om, at jeg føler mig som en vinder.

Og hvorfor gør jeg det? 

Det gør jeg, fordi Gamle venner lige nu befinder sig på en shortlist sammen med værker af Nikolaj Johansen, Kim Leine, Patrick Leis og John Kenn Mortensen. Jeg mener: Kim Leine, for pokker! De her folk er jo rigtige kunstnere.

Nu sidder der sikkert nogen af jer derude og tænker ”jamen, du er jo også en rigtig forfatter, Aske”  (tak, det er meget venligt), men det er sådan med det her kunstneriske arbejde, at for mig er det en sær blanding af uselviske ambitioner, storhedsvanvid og voldsomt selvhad. 

Jeg spekulerer ofte over, hvornår jeg mon en dag begynder at føle mig som en ægte forfatter. På ethvert givet tidspunkt er svaret normalt ”om cirka tre bøger til”.

Men lige nu, i disse dage, hvor jeg går og venter på juryens afgørelse den 28. marts, er jeg måske helt nede på at sige om cirka 2 bøger.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Uncategorized

Om at (mis)bruge sig selv

Gamle venner udkommer om et øjeblik.

Jeg er altid spændt, når jeg får en ny bog ud, men denne gang er det ekstra vildt. I Gamle venner går jeg på en og samme tid tilbage til en gammel genre og kaster mig ud i noget nyt.

Gamle venner er en horrorroman, og jeg har sådan set altid flirtet med horror. Faktisk var den første bog, jeg overhovedet fik ud i eget navn, Kærlighedens væsen, horror. Selvom den var pakket ind som alt muligt andet.

Jeg glemmer aldrig lektørudtalelsen til Kærlighedens væsen. Der var specielt én vending, jeg har lunet mig på i mange år. “En finurlig perle af en kortroman,” stod der i det sidste afsnit.

Det var første gang, nogen sagde, at det jeg skrev, var godt. Nogen, som ikke lige var min kone eller min redaktør.

Den lektørudtalelse har jeg lunet mig på i mange år, også selvom andre lektørudtalelser og anmeldelser er fulgt efter. Måske har den endda medvirket til, at jeg nu vender tilbage til horror.

Hjemmebane – og udebane

Genren i Gamle venner er på den ene side velkendt territorie for mig, på den anden er den noget nyt, for jeg prøver ting af i den, jeg ikke har prøvet før. Og det er jeg spændt på.

Jeg bruger mig selv mere i Gamle venner, end jeg har gjort før. Ikke forstået på den måde, at den handler om mig selv, for det gør den bestemt ikke. Faktisk ville jeg blive meget ked af det, hvis folk troede det. Når I læser den, forstår I hvorfor. Mere kan jeg ikke afsløre lige nu. Men bare – det er ikke mig. Bare husk det.

Når jeg bruger mig selv, så mener jeg det på samme måde, som når Stephen King bruger Maine. Vi ved godt, at Stephen King ikke har genoplivet sit døde barn på en gammel indianergravplads udenfor Ludlow (Pet Sematary), men det Maine, han beskriver, er hans eget. På samme måde er Gamle venner min egen verden.

Det har sikkert ikke altid været sjovt for Stephen King at skrive om sin egen verden og blive viklet ind i det net af biografiske analyser af hans romaner, som det har ført med sig. Men hvis det ikke er sjovt, hvorfor insisterer forfattere så alligevel på at bruge dele af sig selv, deres psykologi og deres sprog, i deres bøger?

Jeg kan sige, hvorfor jeg har gjort det. Jeg har brugt min egen verden, fordi det virker. Så enkelt er det. Gamle venner er en stærk historie om noget grimt og noget vigtigt, og det betyder noget for mig, at mine læsere kan mærke det, når de læser bogen.

Sproget og den verden, det beskriver, skal stå tydeligt og klart. Og det får jeg det til ved at bruge minder og følelser, jeg kender. Det har resulteret i en skarp tekst. Nu håber jeg bare, I er enige.

Gamle venner udkommer på Forlaget Kandor d. 19. september. I kan købe den her.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Skriveprocessen

Hvorfor horror

Der er en grund til, vi opsøger gyset. 

Horror er populært. Når man står midt i det, kan det godt virke som en modedille, men sandheden er, at horror har været populært i lang tid. Måske altid. Vi har læst Clive Barker og Stephen King, siden jeg var barn, og nu er jeg 40. Før det så man Hammer-film, og tidligere endnu hørte man radioteater. I 1700-tallet læste man The Castle of Otranto. Men i de senere år er horror gået fra at være sådan noget man ”købte til en ven” til at blive almindeligt anerkendt. 

The Walking Dead diskuterer man rundt om frokostbordet. Serien har kørt så længe, den har fået både spin offs og plagiater. Brad Pitt har lavet en zombiefilm. For nylig har Susanne Bier lavet en horrorfilm, The Bird Box. Susanne Bier. Italiensk for begyndere-Susanne Bier.

Og det er ikke kun på film og TV, udviklingen finder sted. Horror, eller ting, der minder om, kryber ind i kunstlitteraturen. Olga Ravn har skrevet en gotisk roman, for eksempel. 

Stueren gru

Og jo, bevares, det er måske ikke høflig bordkonversation at diskutere Last House on the Left første gang, man besøger sine svigerforældre, men lad os alligevel forfølge tanken. Det er ikke mange 1.000 år siden, vi sad rundt om lejrbålet om natten for at holde varmen. Det, der lurede i mørket den gang, var noget meget fysisk. Det kunne i en særdeles konkret forstand komme at spise dig.

Livet er blevet sikrere siden da. Vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem, politi og brandvæsen. Vores skrald bliver afhentet regelmæssigt, og ser man bort fra enkelte undtagelser i det jyske, er vores største rovdyr en grævling.

Tryghed – sådan da

Men det ændrer ikke på vores biologi eller vores psykologi. Vores hjerner har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste 300.000 år. Ledningerne deroppe er stadig trukket på samme måde, som da de første moderne mennesker dukkede op i Østafrika . 

Når vi er bange for mørket, er det fordi en lille stemme et eller andet sted dybt inde i vores hjernebark stadig hvisker, at der måske gemmer sig noget i skyggerne, som vi ikke lige kan slå ihjel med vores flintekniv. 

Og bare fordi mange af os nu har et hus eller en lejlighed, hvor vi kan gå ind og låse døren, slår alle disse mekanismer ikke bare fra. Fri adgang til penicillin og lån i friværdien får ikke vores instinkter til at tænke ”Godt arbejde, gamle dreng. Nu har du ikke brug for os mere.” De instinkter holdt os i live i tusindvis af år, fra vi gik at være nogens aftensmad til at selv at være toprovdyr. De instinkter er kodet ind i vores gener. De er en del af os.

Horror, fordi

Det er her, horror kommer ind i billedet. Elpæren og videnskaben har måske oplyst verden. Vores overlevelsesinstinkter behøver ikke længere ustandseligt være i alarmberedskab – men de kræver stadig deres ret. De holder sig selv i form, for ingen har nogensinde bedt dem om at lade være. Derfra stammer vores tvangsprægede adfærd, vores fobier, frygte og instinktreaktioner. Og, postulerer jeg, vores tiltrækning af det klamme og uhyggelige.

Horror – og mange andre typer kunst, der beskæftiger sig med det forbudte, skræmmende eller grænseoverskridende – er netop medier, hvor vi i et sikkert rum kan afprøve, om vores biologi stadig fungerer. Mere handlingsorienterede mennesker laver ting, hvor de får lov til at spille rigtig hasard med deres liv og førlighed. De dyrker faldskærmsudspring eller free climbing eller sejler ned ad Niagaravandfaldet i en tønde. Men de mere forsigtige af os lader os skræmme. Vi ser Babadook eller læser Ondskabens Hotel. Måske sidder vi bare i sofaen og ser Midsumer Murders.

Impulserne til at opsøge de her ting og få afprøvet vores biologi vil altid være der. I hvert fald indtil den dag, nogen opfinder en pille, der på magisk vis får det hele til at forsvinde fra vores DNA. Men vil det egentlig være en god ting? Lidt angst er jo faktisk det, der holder os i live. Det kan være ganske sundt at være bange for visse ting her i verden. Bøhmanden, zombieapokalypsen, børnelokkere, højresvingende lastbiler.

Frygt holder os i live. Horror minder os om det.

 

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner

Ny roman

Min nye roman er meget uhyggelig.

Jeg har skrevet en horrorroman. Og ikke nok med det, jeg har også skrevet kontrakt om at få den udgivet.

Der er frygtelig lang tid, til den kommer ud. Hvis min redaktør og jeg holder os til vores produktionsplan, bliver den udgivet i efteråret 2019. Men det er stadigvæk helt vildt!

Jeg ved godt, at hver eneste gang, jeg får noget udgivet, skriver jeg, at det er helt vildt. Denne gang prøvede jeg virkelig at lade være. Men jeg kan ikke komme uden om det. For jeg synes, det er helt VILDT!

Det er en fantastisk fornemmelse at skrive en bog, sende den til et forlag og møde en redaktør, der tror på projektet. Når jeg sætter mig og skriver en roman, er det jo ikke for at blive rig eller berømt – så skulle jeg have valgt noget andet at kaste mig over. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. der dukker historier op i hovedet på mig, som kræver at blive fortalt, og det bedste i verden er , når nogen får en god oplevelse ud af at læse den historie.

Jeg håber ikke, jeg nogensinde holder op med at have det på den måde. Heller ikke selvom mye roman ikke nødvendigvis vil være en god oplevelse forstået som “god” eller “behagelig”. For strengt taget håber jeg jo, Gamle venner (det er arbejdstitlen) bliver en rigtig ubehagelig oplevelse. Ellers ville det jo ikke være ordentlig horror.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Gamle venner, Skriveprocessen

Masser af projekter

Denne vinter har været noget af en rutschebanetur for mig rent kreativt. I november fik jeg udgivet Åbne døre, lukkede døre, hvilket nogen måske vil have opdaget. Jeg har i hvert fald nok postet om det måske én eller to gange…

At få min novellesamling ud var en kæmpe begivenhed for mig. Jeg havde arbejdet på manuskriptet i lang tid sideløbende med en mængde andre projekter, og at samle delene og føre dem frem til udgivelse parallelt med at have en familie og et fuldtidsarbejde trak store veksler på mig.

Efter Åbne døre, lukkede døre havde jeg egentlig bestemt mig til at redigere en krimi, jeg også har liggende på køl, men i en periode blev jeg simpelthen nødt til at lægge arbejdet på hylden. Ulempen ved at være deltidsforfatter er, at ens fuldtidsforpligtelser trumfer ens kreative projekter.

Jack-o-lantern

Jeg arbejder på en horrorroman.

At sætte mit kreative arbejde på pause var nødvendigt, og i virkeligheden en nem beslutning for mig at træffe. Men det har haft en interessant effekt på mig, nu hvor jeg forsigtigt er ved at stikke en tå i det, Amdi Silvestri kalder tekstoceanet, igen. Jeg har ordineret mig selv ganske lidt tid til at skrive, men der er så mange historier, der presser sig på for at blive fortalt, og krimien, som jeg egentlig lagde til side først på vinteren, har også stukket sin næse frem igen. Det er som at gå ind i en slikbutik med en million kroner under armen og så skulle vælge, hvad man helst vil købe. Jeg har materiale nok til det næste år – mindst!

I skrivende stund er jeg godt og vel en tredjedel gennem redigeringsarbejdet med krimien. Jeg har skrevet 11.000 ord på en horrorroman, som jeg tænker på nærmest konstant, og som rosinen i pølseenden har jeg fået et stykke kortprosa antaget i et tidsskrift. Det sidste vil jeg ikke sige noget om endnu, før det bliver meldt ud officielt, men to meget, meget dygtige digtere kan godt lide min tekst og har taget den med i deres meget, meget spændende tidsskrift, og det er jeg helt sindssygt stolt over!

Skriv en kommentar

Filed under Kortprosa, Skriveprocessen, Skytten