Tag Archives: Roman

Ny roman – Sfærernes musik

Min nye roman udkom den 21. september. Og jeg er vildt stolt af den. Det siger jeg selvfølgelig hver gang, jeg udgiver en ny bog, sidder der nok nogle trofaste læsere og tænker nu – så hvad gør Sfærernes musik til noget særligt?

Den er noget særligt, fordi alting lykkedes, da jeg skrev den. Det er en følelse, de fleste af os sikkert kender. Når det hele bare virker. Den der følelse af to kosmiske puslespilsbrikker, som klikker sammen, som om de har ligget der siden tidernes morgen og bare ventet på, nogen skulle komme og sætte dem sammen.

Jeg er stolt over alle mine bøger, men denne fornemmelse af en kunstnerisk ide, der bliver forløst præcis, som den så ud i sindet, inden jeg skrev bogen – det er noget specielt.

Og hvad handler den om?

Sfærernes musik følger Mark Matthew Pont. Mark vokser op i Canada. Han kommer fra trange kår, og hans far forsvinder tidligt i livet. Mark er til gengæld godt begavet, og det lykkes ham at komme på universitetet.

Selvom tingene ser ud til at gå i den rigtige retning for Mark – at få en universitetsuddannelse i 1935 var en stor ting – kæmper han med at finde sig selv. Hans tag på verden er løst, og han føler sig frygteligt ensom.

Læseren ser Mark i tre glimt. Som ung studerende i 1935, som lektor på universitetet i 1942 og som pilot på en jagerbomber i Nordatlanten i 1944. Hver af disse enkeltstående dage er vigtige for Mark. Tilsammen fortæller de en sammenhængende historie. En historie om ensomhed og lykke, om kærlighed og om, hvad der skal til for at gøre et menneske komplet.

Sfærernes musik er flere ting på én gang. Det er en krigsroman. Det er kærlighedsroman. Det er en roman om livsfilosofi, og det er en roman om identitet.

Sfærernes musik, Dreamlitt, udkommet 21. september 2020
Køb bogen her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Sfærernes musik, Uncategorized

Hvorfor horror

Der er en grund til, vi opsøger gyset. 

Horror er populært. Når man står midt i det, kan det godt virke som en modedille, men sandheden er, at horror har været populært i lang tid. Måske altid. Vi har læst Clive Barker og Stephen King, siden jeg var barn, og nu er jeg 40. Før det så man Hammer-film, og tidligere endnu hørte man radioteater. I 1700-tallet læste man The Castle of Otranto. Men i de senere år er horror gået fra at være sådan noget man ”købte til en ven” til at blive almindeligt anerkendt. 

The Walking Dead diskuterer man rundt om frokostbordet. Serien har kørt så længe, den har fået både spin offs og plagiater. Brad Pitt har lavet en zombiefilm. For nylig har Susanne Bier lavet en horrorfilm, The Bird Box. Susanne Bier. Italiensk for begyndere-Susanne Bier.

Og det er ikke kun på film og TV, udviklingen finder sted. Horror, eller ting, der minder om, kryber ind i kunstlitteraturen. Olga Ravn har skrevet en gotisk roman, for eksempel. 

Stueren gru

Og jo, bevares, det er måske ikke høflig bordkonversation at diskutere Last House on the Left første gang, man besøger sine svigerforældre, men lad os alligevel forfølge tanken. Det er ikke mange 1.000 år siden, vi sad rundt om lejrbålet om natten for at holde varmen. Det, der lurede i mørket den gang, var noget meget fysisk. Det kunne i en særdeles konkret forstand komme at spise dig.

Livet er blevet sikrere siden da. Vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem, politi og brandvæsen. Vores skrald bliver afhentet regelmæssigt, og ser man bort fra enkelte undtagelser i det jyske, er vores største rovdyr en grævling.

Tryghed – sådan da

Men det ændrer ikke på vores biologi eller vores psykologi. Vores hjerner har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste 300.000 år. Ledningerne deroppe er stadig trukket på samme måde, som da de første moderne mennesker dukkede op i Østafrika . 

Når vi er bange for mørket, er det fordi en lille stemme et eller andet sted dybt inde i vores hjernebark stadig hvisker, at der måske gemmer sig noget i skyggerne, som vi ikke lige kan slå ihjel med vores flintekniv. 

Og bare fordi mange af os nu har et hus eller en lejlighed, hvor vi kan gå ind og låse døren, slår alle disse mekanismer ikke bare fra. Fri adgang til penicillin og lån i friværdien får ikke vores instinkter til at tænke ”Godt arbejde, gamle dreng. Nu har du ikke brug for os mere.” De instinkter holdt os i live i tusindvis af år, fra vi gik at være nogens aftensmad til at selv at være toprovdyr. De instinkter er kodet ind i vores gener. De er en del af os.

Horror, fordi

Det er her, horror kommer ind i billedet. Elpæren og videnskaben har måske oplyst verden. Vores overlevelsesinstinkter behøver ikke længere ustandseligt være i alarmberedskab – men de kræver stadig deres ret. De holder sig selv i form, for ingen har nogensinde bedt dem om at lade være. Derfra stammer vores tvangsprægede adfærd, vores fobier, frygte og instinktreaktioner. Og, postulerer jeg, vores tiltrækning af det klamme og uhyggelige.

Horror – og mange andre typer kunst, der beskæftiger sig med det forbudte, skræmmende eller grænseoverskridende – er netop medier, hvor vi i et sikkert rum kan afprøve, om vores biologi stadig fungerer. Mere handlingsorienterede mennesker laver ting, hvor de får lov til at spille rigtig hasard med deres liv og førlighed. De dyrker faldskærmsudspring eller free climbing eller sejler ned ad Niagaravandfaldet i en tønde. Men de mere forsigtige af os lader os skræmme. Vi ser Babadook eller læser Ondskabens Hotel. Måske sidder vi bare i sofaen og ser Midsumer Murders.

Impulserne til at opsøge de her ting og få afprøvet vores biologi vil altid være der. I hvert fald indtil den dag, nogen opfinder en pille, der på magisk vis får det hele til at forsvinde fra vores DNA. Men vil det egentlig være en god ting? Lidt angst er jo faktisk det, der holder os i live. Det kan være ganske sundt at være bange for visse ting her i verden. Bøhmanden, zombieapokalypsen, børnelokkere, højresvingende lastbiler.

Frygt holder os i live. Horror minder os om det.

 

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner

Ny roman

Min nye roman er meget uhyggelig.

Jeg har skrevet en horrorroman. Og ikke nok med det, jeg har også skrevet kontrakt om at få den udgivet.

Der er frygtelig lang tid, til den kommer ud. Hvis min redaktør og jeg holder os til vores produktionsplan, bliver den udgivet i efteråret 2019. Men det er stadigvæk helt vildt!

Jeg ved godt, at hver eneste gang, jeg får noget udgivet, skriver jeg, at det er helt vildt. Denne gang prøvede jeg virkelig at lade være. Men jeg kan ikke komme uden om det. For jeg synes, det er helt VILDT!

Det er en fantastisk fornemmelse at skrive en bog, sende den til et forlag og møde en redaktør, der tror på projektet. Når jeg sætter mig og skriver en roman, er det jo ikke for at blive rig eller berømt – så skulle jeg have valgt noget andet at kaste mig over. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. der dukker historier op i hovedet på mig, som kræver at blive fortalt, og det bedste i verden er , når nogen får en god oplevelse ud af at læse den historie.

Jeg håber ikke, jeg nogensinde holder op med at have det på den måde. Heller ikke selvom mye roman ikke nødvendigvis vil være en god oplevelse forstået som “god” eller “behagelig”. For strengt taget håber jeg jo, Gamle venner (det er arbejdstitlen) bliver en rigtig ubehagelig oplevelse. Ellers ville det jo ikke være ordentlig horror.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Gamle venner, Skriveprocessen

Interview på skoleogliv.dk

For nogen tid siden blev jeg interviewet ovre på skoleogliv.dk. For det første var jeg enormt stolt over, at de havde lyst til at interviewe mig, og for det andet fik jeg lov til at udbrede mig om nogle ting, der er ret vigtige for mig.

Læs interviewet her.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik

Enden på begyndelsen. Måske.

Sidst på sommeren blev jeg færdig med råteksten til den krimi, jeg går og pusler med at skrive. Efter at have klappet mig selv på ryggen lagde jeg det væk et langt stykke tid og læste så hele molevitten igennem igen.

Det var en overraskende positiv oplevelse at gense historien efter at have ladet den gære i et stykke tid. Historien gav mening. Mere end jeg havde regnet med. Intrigen hang  sammen, og sproget var okay og nogelunde ensartet på trods af hvor lang tid, jeg havde brugt på skriveprocessen.

Men træerne  vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For naturligvis var der ting, der ikke fungerede. Kapitler, der skulle skrives om. Plothuller, der skulle fyldes ud og kapitler, der skulle skrives, for at dynamikken fungerede.

Så jeg satte mig til at redigere og gennemskrive. Og den proces har simpelthen været utrolig langstrakt. Da jeg læste manuskriptet igennem, printede jeg det ud og lavede mine rettelse i hånden (af en eller anden grund er det sådan, jeg fungerer bedst). Og den bunke papirer har ligget og stirret anklagende på mig på skrivebordet i evigheder. I en periode føltes det som om, den overhovedet ikke blev mindre. Måske blev den endda lidt større somme tider.

Nu er jeg næsten i mål. Jeg mangler at skrive to korte passager, der skal fungere som overgange til andre kapitler. Maksimalt ti sider.

tired

Jeg har lovet mig selv at være færdig inden jul, og måske, bare måske kan det lade sig gøre. Jeg har det som en marathonløber, der nærmer sig målstregen. Og ikke et af de der fancy marathoner. Ikke sådan noget med Berlin eller New York eller sådan noget. Et provinsmarathon. Om efteråret. I regnvejr. Tænk Galten. Eller Viby Sjælland.

Men det meste udmattende er faktisk at tænke på, at det her dårligt nok er enden på begyndelsen, for nu – næsten – at citere Winston C-funk. For når jeg nu får skrevet de omtalte ti sider, er jeg kun lige nået til betalæsningen. Nu skal jeg til at bede nogen om at læse manuskriptet igennem. Og deres nådeløse blik vil finde alskens ubehageligheder, jeg ikke selv har fundet. Og så får jeg det hele retur og skal skrive det igennem igen. Og så skal jeg læse det hele en gang til, og tage stilling det altsammen på ny. Og skulle jeg komme så langt, er der stadig én uoverskuelig udfordring foran mig. Jeg skal have bogen antaget på et forlag.

 

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skriveprocessen, Skytten