I dag udkom Åbne døre, lukkede døre. Det er helt vildt!
Det er helt vildt, for det første fordi jeg bare synes, det er fantastisk. Jeg har knoklet sammen med en masse andre mennesker for at få den novellesamling ud. Og nu ligger den der, og det er en fantastisk fornemmelse af at gøre noget færdigt.
For det andet er det en ret vild fornemmelse, fordi jeg faktisk ikke var klar over, jeg var igang med at skrive en novellesamling før meget sent i processen.
Jeg har skrevet noveller i flere år nu, sideløbende med det andet halløj jeg skriver. Jeg begyndte oprindeligt med novellerne, fordi det virkede som et godt sted at starte, og fordi jeg gerne ville deltage i en stribe antologier og konkurrencer, men efter at have skrevet til konkurrencer i et stykke tid begyndte novellerne ligesom at leve deres eget liv. De begyndte at trænge sig på, uden at jeg havde nogen anledning til at skrive dem -anden, end at jeg havde lyst til at skrive dem. Og først efter at have skrevet en hel stribe af dem, gik det op for mig, at der gemte sig en tematik inde i bunken af historier.
For der er nemlig en fælles tematik i novellerne. Ikke forstået på den måde, at de er ens. Jeg håber tvært imod på, at folk, der læser novellesamlingen, vil synes, novellerne er meget forskellige. Men de kommer alle sammen det samme sted fra.
Der er et eller andet inde i mig, der interesserer sig for det allermest grundlæggende i menneskers forhold til hinanden. Det, der binder os sammen. Eller støder os fra hinanden, hvis tingene går galt. Det, der kan få os til at opføre os heltemodigt eller modbydeligt. Kærligheden, eller hadet, eller alle de utallige nuancer vores følelser for hinanden kan antage.
Det lyder meget højpandet og overspændt, men det er det faktisk ikke. Sådan som jeg tænker det, er det altsammen drevet af nysgerrighed. Mennesker er enormt spændende. Hvad gør vi, hvis vi kommer ud i bestemte situationer? Mennesker som du og jeg.
Det har jeg kommet med nogle bud på. Jeg håber på du har lyst til at læse mere.
Du kan købe bogen her.
Pingback: Ny bog fra lokal forfatter - Dit Sorø
Pingback: Ny roman | Aske Munk-Jørgensen