Tag Archives: bøger

Dyrets tal

558. Så mange bøger ville jeg komme til at læse resten af mit liv under forudsætning af, at 1)  jeg blev 78,5 år, hvilket er den beregnede middellevetid for danske mænd, og at 2) jeg forblev åndsfrisk indtil min dødsdag. Det nåede jeg frem til for et par år siden i løbet af en halvt morsom, halvt alvorlig samtale med en af mine kollegaer. Udregningen var baseret på et par enkelte, simple antagelser: Jeg læser cirka en bog om måneden, og da jeg havde samtalen med min kollega, var jeg lige fyldt 32. 78,5 minus 32 gange tolv, lig med 585 bøger. Siden da er det lykkedes mig at slå mine egne odds. I det private erhvervsliv ville man sige, jeg havde leveret resultater over de budgetterede forventninger. Men det er ene og alene fordi, tallet 585 skræmte mig fra vid og sans. 585 bøger er jo ingenting. Måske tror du, jeg spøger, men jeg er dødsens alvorlig. Jeg kunne nå at læse det tredobbelte antal bøger og stadig føle, det var en dråbe i havet. Det Kongelige Biblioteks samlinger bestod helt tilbage i 1996 (!) af 4,6 millioner bøger og seriepublikationer. (Og jeg er ikke den eneste, der går og pusler med de tanker. Se for eksempel dette indlæg af Mark Mason i The Telegraph)

Aaargh!

Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at læse. Bøger og forfattere, jeg har hørt om, som jeg gerne vil lære at kende. Da jeg talte med min kollega havde jeg måske læst Odysseen og Illiaden, men jeg havde aldrig læst Vergil, den anden store, antikke epiker. Og han var romer. Hvad med alle de andre romerske digtere? Horats eller Ovid? Cicero? Eller hvad med grækerne?Jeg havde aldrig læst en linje Aristoteles. Jeg havde aldrig læst mere end to af Platons dialoger og hans forsvarstale. Hvad angik dramatikerne havde jeg måske læst Antigone og Medea, bevares. Hvem kan liste sig gennem gymnasiet uden at gøre det? Men der var jo bare så meget andet. Alene i den græske og romerske litteratur er der læsestof til flere år. Og jeg er ikke nået meget længere end til lige omkring Kristi fødsel, og endda kun i to ret begrænsede geografisk områder. Hvad med alle de andre antikke litteraturer? Hvad med den semitiske? Den sumeriske? Og hvad når jeg ser fremad? Den sene romerske litteratur. Seneca, Juvenal, Tacitus. Kirkefædrene. De franske heltekvad, de tyske heltekvad, sagaerne, Saxo, de franske ridderromaner. Vi er kun nået til det 12. århundrede, og jeg har glemt alle de nationale krøniker og en million andre ting. Og hvad så nå vi når til renæssancen og Dante, Boccaccio og Chaucer og alting eksploderer? Eller når trykpressen og det moderne teater opstår og romaner, vers og dramaer begynder at sprøjte ud af Holland, England, Frankrig? Swift, Pope, Addison, Steele, Richardson, Defoe, Fielding, Racine, Corneille, Moliére, Shakespeare, Voltaire, Rousseau – AAAARGHHH!!! Når jeg overhovedet nogensinde frem til mit eget århundrede!? Det var her jeg nåede til, inden jeg fik en læseinduceret kernenedsmeltning. Alle de ting, jeg har nævnt her er jo ikke forfattere, jeg følte mig forpligtet til at læse, men bøger, jeg vitterligt havde et ønske om at lære at kende. Og dertil kommer alle de andre bøger af den en million forfattere, jeg gerne vil læse, men som ikke lige stod på mit curriculum på Institut for Litteraturvidenskab. Jeg har kun fået læst bind et af George R.R. Martins A Song of Ice and Fire, og det æder mig op indeni. Jeg når aldrig at læse hele Wheel of Time-serien. Eller Dune. Eller alt det Ian Banks eller Robert Heinlein, jeg godt vil læse. Det er kun rent og skært princip, der gjorde, at jeg tog tre ugers fritid ud af min kalender og åd mig gennem Twilight-sagaen.

Efter syndfloden

Men hvad har jeg så fået ud af mit litterære sammenbrud?

En slags klarhed.

En slags forståelse af, at jeg når at få læst det, jeg når at få læst. Men at jeg så til gengæld også vil sørge for, at det jeg læser i den tid, jeg har til rådighed, er ting, jeg virkeligt, inderligt gider at læse. Og det har også gjort, at jeg virkelig har nydt de bøger, jeg har læst siden da. Meget mere, end det ellers har været tilfældet før i tiden. Jeg bruger ikke tid på ting, jeg ikke føler for længere, eller som jeg er lidt ligeglad med.

Og det er interessant, at når mit eneste kriterie for at læse en bog er, om jeg virkelig gerne vil læse den, kommer jeg forbløffende vidt omkring. Fra Bue Peitersen til Jeppe Aakjær. Fra Indiana Jones and the Peril at Deplhi til Marcus Aurelius’ Meditationer. Kald det en slags litterær mindfulness. Ved at fjerne alle prætentioner, al min protestantiske skyldmoral, al mit akademiske mindreværd, al min second guessing om, hvad der er rigtigt og forkert at læse, har jeg lært at holde af at læse – og at holde af det, jeg læser.