Tag Archives: Nikolaj Johansen

Gamle venner nomineret til Årets Horrorroman

Da jeg skrev Gamle venner gik jeg helt sikkert og gemte på nogle honnette ambitioner om at komme i betragtning til prisen for årets danske horrorroman. Enhver so synes bedst om sine egne grise, som min svigermor plejer at sige.

Bogen kom ud i september 2019. Tiden gik. Folk begyndte at anmelde den, og det var dejligt, specielt fordi de generelt lod til at synes rigtigt godt om den.

Gamle venner nomineret til Årets HorrorromanOg så tænkte jeg egentlig ikke videre over det med årets horrorroman. Indtil det til min kæmpe fornøjelse gik op for mig, at Dansk Horror Selskab havde sat min bog på longlisten til prisen.

Prisudvælgelsen foregår på den måde, at man kan byde ind med forslag til longlisten. Når longlisten er offentliggjort, bliver der stemt om, hvilke fem titler, der skal på shortlisten, og derefter voterer en jury på fem uafhængige dommere om, hvilken bog der skal vinde.

Vinderen bliver offentliggjort den 28. marts til Krimimessen i Horsens, men allerede nu føler jeg, at jeg i virkeligheden har vundet. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg vinder prisen, naturligvis. Det er simpelthen et spørgsmål om, at jeg føler mig som en vinder.

Og hvorfor gør jeg det? 

Det gør jeg, fordi Gamle venner lige nu befinder sig på en shortlist sammen med værker af Nikolaj Johansen, Kim Leine, Patrick Leis og John Kenn Mortensen. Jeg mener: Kim Leine, for pokker! De her folk er jo rigtige kunstnere.

Nu sidder der sikkert nogen af jer derude og tænker ”jamen, du er jo også en rigtig forfatter, Aske”  (tak, det er meget venligt), men det er sådan med det her kunstneriske arbejde, at for mig er det en sær blanding af uselviske ambitioner, storhedsvanvid og voldsomt selvhad. 

Jeg spekulerer ofte over, hvornår jeg mon en dag begynder at føle mig som en ægte forfatter. På ethvert givet tidspunkt er svaret normalt ”om cirka tre bøger til”.

Men lige nu, i disse dage, hvor jeg går og venter på juryens afgørelse den 28. marts, er jeg måske helt nede på at sige om cirka 2 bøger.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Uncategorized

Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012

I dag er det den 24. juni, og det betyder, at fra i dag kan du købe Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012!

Til deres dages ende er Forlaget Kandors nye fantasyantologi. Sådan en udgiver de årligt; i 2011 hed den Bag Adonais Spejl, men den helt store forskel på Til deres dages ende og Bag Adonais Spejl er naturligvis, at jeg har en novelle – Seidr – med i Til deres dages ende!

Jeg er meget stolt af at have Seidr med i dette års antologi, ikke mindst fordi, jeg er i så godt selskab. Blandt de andre bidragydere findes – for bare at nævne et par få usual suspects – A. Silvestri, som udkom med Pandaemonium på Valeta sidste år, Nikolaj Johansen, som får en roman ud på Replikant til oktober 2012, samt Sven Ørnstrup, der debuterede med Vraggods på Hexameter i 2010.

Uden at trutte i mit eget horn, bliver det her megahylt – så skynd dig at købe bogen før din nabo!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik

Nikolaj Johansen: Horror, dark fantasy og spænding

Det her site er normalt ikke et nyhedssite, men i dagens anledning er det det altså alligevel. Jeg har i nogen tid fulgt Nikolaj Johansens blog Oktoberland. Nikolaj er en ung forfatterspire, men nu er han altså ikke en spire længere. Han bliver nemlig udgivet på Replikant til Oktober. Det synes jeg lyder rigtigt fedt, så jeg vil skynde mig at slå et slag for den gode sag. Bogen hedder Sære hændelser i Oktoberland, og litteraten i mig kan ikke lade være med at fnise begejstret over alle oktober-referencerne. Nikolaj selv omtaler bogen som en hybrid mellem horror, dark fantasy og spænding, så jeg tror, vi kan glæde os. Her er linket til hans egen blogpost om den forestående udgivelse.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik