Tag Archives: Forlaget Kandor

Om at (mis)bruge sig selv

Gamle venner udkommer om et øjeblik.

Jeg er altid spændt, når jeg får en ny bog ud, men denne gang er det ekstra vildt. I Gamle venner går jeg på en og samme tid tilbage til en gammel genre og kaster mig ud i noget nyt.

Gamle venner er en horrorroman, og jeg har sådan set altid flirtet med horror. Faktisk var den første bog, jeg overhovedet fik ud i eget navn, Kærlighedens væsen, horror. Selvom den var pakket ind som alt muligt andet.

Jeg glemmer aldrig lektørudtalelsen til Kærlighedens væsen. Der var specielt én vending, jeg har lunet mig på i mange år. “En finurlig perle af en kortroman,” stod der i det sidste afsnit.

Det var første gang, nogen sagde, at det jeg skrev, var godt. Nogen, som ikke lige var min kone eller min redaktør.

Den lektørudtalelse har jeg lunet mig på i mange år, også selvom andre lektørudtalelser og anmeldelser er fulgt efter. Måske har den endda medvirket til, at jeg nu vender tilbage til horror.

Hjemmebane – og udebane

Genren i Gamle venner er på den ene side velkendt territorie for mig, på den anden er den noget nyt, for jeg prøver ting af i den, jeg ikke har prøvet før. Og det er jeg spændt på.

Jeg bruger mig selv mere i Gamle venner, end jeg har gjort før. Ikke forstået på den måde, at den handler om mig selv, for det gør den bestemt ikke. Faktisk ville jeg blive meget ked af det, hvis folk troede det. Når I læser den, forstår I hvorfor. Mere kan jeg ikke afsløre lige nu. Men bare – det er ikke mig. Bare husk det.

Når jeg bruger mig selv, så mener jeg det på samme måde, som når Stephen King bruger Maine. Vi ved godt, at Stephen King ikke har genoplivet sit døde barn på en gammel indianergravplads udenfor Ludlow (Pet Sematary), men det Maine, han beskriver, er hans eget. På samme måde er Gamle venner min egen verden.

Det har sikkert ikke altid været sjovt for Stephen King at skrive om sin egen verden og blive viklet ind i det net af biografiske analyser af hans romaner, som det har ført med sig. Men hvis det ikke er sjovt, hvorfor insisterer forfattere så alligevel på at bruge dele af sig selv, deres psykologi og deres sprog, i deres bøger?

Jeg kan sige, hvorfor jeg har gjort det. Jeg har brugt min egen verden, fordi det virker. Så enkelt er det. Gamle venner er en stærk historie om noget grimt og noget vigtigt, og det betyder noget for mig, at mine læsere kan mærke det, når de læser bogen.

Sproget og den verden, det beskriver, skal stå tydeligt og klart. Og det får jeg det til ved at bruge minder og følelser, jeg kender. Det har resulteret i en skarp tekst. Nu håber jeg bare, I er enige.

Gamle venner udkommer på Forlaget Kandor d. 19. september. I kan købe den her.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Skriveprocessen

Hvorfor horror

Der er en grund til, vi opsøger gyset. 

Horror er populært. Når man står midt i det, kan det godt virke som en modedille, men sandheden er, at horror har været populært i lang tid. Måske altid. Vi har læst Clive Barker og Stephen King, siden jeg var barn, og nu er jeg 40. Før det så man Hammer-film, og tidligere endnu hørte man radioteater. I 1700-tallet læste man The Castle of Otranto. Men i de senere år er horror gået fra at være sådan noget man ”købte til en ven” til at blive almindeligt anerkendt. 

The Walking Dead diskuterer man rundt om frokostbordet. Serien har kørt så længe, den har fået både spin offs og plagiater. Brad Pitt har lavet en zombiefilm. For nylig har Susanne Bier lavet en horrorfilm, The Bird Box. Susanne Bier. Italiensk for begyndere-Susanne Bier.

Og det er ikke kun på film og TV, udviklingen finder sted. Horror, eller ting, der minder om, kryber ind i kunstlitteraturen. Olga Ravn har skrevet en gotisk roman, for eksempel. 

Stueren gru

Og jo, bevares, det er måske ikke høflig bordkonversation at diskutere Last House on the Left første gang, man besøger sine svigerforældre, men lad os alligevel forfølge tanken. Det er ikke mange 1.000 år siden, vi sad rundt om lejrbålet om natten for at holde varmen. Det, der lurede i mørket den gang, var noget meget fysisk. Det kunne i en særdeles konkret forstand komme at spise dig.

Livet er blevet sikrere siden da. Vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem, politi og brandvæsen. Vores skrald bliver afhentet regelmæssigt, og ser man bort fra enkelte undtagelser i det jyske, er vores største rovdyr en grævling.

Tryghed – sådan da

Men det ændrer ikke på vores biologi eller vores psykologi. Vores hjerner har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste 300.000 år. Ledningerne deroppe er stadig trukket på samme måde, som da de første moderne mennesker dukkede op i Østafrika . 

Når vi er bange for mørket, er det fordi en lille stemme et eller andet sted dybt inde i vores hjernebark stadig hvisker, at der måske gemmer sig noget i skyggerne, som vi ikke lige kan slå ihjel med vores flintekniv. 

Og bare fordi mange af os nu har et hus eller en lejlighed, hvor vi kan gå ind og låse døren, slår alle disse mekanismer ikke bare fra. Fri adgang til penicillin og lån i friværdien får ikke vores instinkter til at tænke ”Godt arbejde, gamle dreng. Nu har du ikke brug for os mere.” De instinkter holdt os i live i tusindvis af år, fra vi gik at være nogens aftensmad til at selv at være toprovdyr. De instinkter er kodet ind i vores gener. De er en del af os.

Horror, fordi

Det er her, horror kommer ind i billedet. Elpæren og videnskaben har måske oplyst verden. Vores overlevelsesinstinkter behøver ikke længere ustandseligt være i alarmberedskab – men de kræver stadig deres ret. De holder sig selv i form, for ingen har nogensinde bedt dem om at lade være. Derfra stammer vores tvangsprægede adfærd, vores fobier, frygte og instinktreaktioner. Og, postulerer jeg, vores tiltrækning af det klamme og uhyggelige.

Horror – og mange andre typer kunst, der beskæftiger sig med det forbudte, skræmmende eller grænseoverskridende – er netop medier, hvor vi i et sikkert rum kan afprøve, om vores biologi stadig fungerer. Mere handlingsorienterede mennesker laver ting, hvor de får lov til at spille rigtig hasard med deres liv og førlighed. De dyrker faldskærmsudspring eller free climbing eller sejler ned ad Niagaravandfaldet i en tønde. Men de mere forsigtige af os lader os skræmme. Vi ser Babadook eller læser Ondskabens Hotel. Måske sidder vi bare i sofaen og ser Midsumer Murders.

Impulserne til at opsøge de her ting og få afprøvet vores biologi vil altid være der. I hvert fald indtil den dag, nogen opfinder en pille, der på magisk vis får det hele til at forsvinde fra vores DNA. Men vil det egentlig være en god ting? Lidt angst er jo faktisk det, der holder os i live. Det kan være ganske sundt at være bange for visse ting her i verden. Bøhmanden, zombieapokalypsen, børnelokkere, højresvingende lastbiler.

Frygt holder os i live. Horror minder os om det.

 

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner

Velkommen i klubben

I begyndelsen af november fik jeg en invitation til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement. Det gjorde jeg, fordi jeg havde udgivet Kærlighedens væsen i sommer.

Jeg er fra jylland, og som alle gode, jyske protestanter vil jeg helst ikke gøre for meget væsen af mig selv. Jeg ved godt, hvor jeg vil hen med mit forfatterarbejde. Det har jeg sådan set vidst hele tiden, men hvis nogen spurgte mig, så var jeg stadigvæk bare  en, der lige kom forbi.

Jeg regner det jo ikke, som min mormor ville sige.

IMG_0477

Noveller, digte, kortprosa – hvornår er man forfatter?

Sådan havde jeg det også, da jeg mødte op i Strandgade forleden aften. Jeg var jo bare en, der lige kom forbi. De rigtige forfattere, det var alle de andre. Johanne Bille, der afmålt og professionelt læste op fra Tænk nu hvis. eller Terje Nordberg, eller Ida Holmegaard, eller alle de andre ekstremt dygtige mennesker, der den aften var mødt for at blive budt velkommen af Forfatterforeningen.

Men undervejs i løbet af aftenen var der alligevel nogle ting, der gik op for mig. Alle vi debutanter var blevet indbudt til arrangementet, fordi vi  var en del af holdet nu. Eller, vi kunne vælge at blive en del af holdet, hvis vi ville. Vi var velkomne. For nu var vi faktisk forfattere. Medlemmer af en  profession. Den venlighed, men på samme tid også den seriøsitet, som  arrangementet signalerede, var en opvågnen for mig.

Jeg har et fast arbejde og en karriere, og sådan kommer det til at blive ved med at være, men skylder jeg ikke både mig selv og andre forfattere at tage mit andet arbejde alvorligt? Hvis jeg signalerer, at jeg ikke tager mit forfatterarbejde seriøst selv, hvordan skulle andre så kunne gøre det?

En (halvdårlig) analogi kunne være brugen af ulønnede praktikanter i kommunikationsbranchen: De laver en professionel persons arbejde, bare gratis. I realiteten lader de af ren og skær begejstring branchen tage brødet ud af munden på folk, der skulle kunne leve af det, de laver.

Hvis jeg ikke lader mig organisere som forfatter, er jeg så ikke lidt som de praktikanter? Er jeg så ikke ham eller hende, der signalerer, at det er jo bare lidt for sjov, det jeg laver, og de der forfattere, dem behøver man ikke tage seriøst? Bare lav en ny royaltymodel, Mofibo.

Er det ikke sådan, det er?

Nu har jeg i hvert fald meldt mig ind i Dansk Forfatterforening. Og når jeg så har udgivet den næste bog, så er jeg rigtig forfatter. Eller, det er jeg i hvet fald, når jeg får udgivet den næste efter den

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Uncategorized

Årets danske horrorudgivelser, featuring – mig!

Gyseren.dk har publiceret en liste over årets danske horrorudgivelser indtil videre. Den er ret sjov, af flere forskellige grunde.

For det første, fordi den er temmeligt lang – 19 titler i alt.

For det andet, fordi der udover de forlag, der altid holder fanen højt på horrorfeltet uagtet vejrlig eller folkestemning – Tellerup, Kandor og H Harksen Productions – faktisk er titler fra forlag, der ellers ikke forbindes med såkaldt genrelitteratur: Gyldendal har to titler med. Jeg er ikke specielt velorienteret på området, men det må vel alt andet lige betyde, at der er et bæredygtigt grundlag for danskskrevet gys derude. Og Arena. Da jeg så det, var jeg nærmest ved at falde ned af stolen. Vi lader den lige stå et øjeblik. Arena er med på listen. Arena, hvor Julie Sten-Knudsen er redaktør. Arena, der udgiver Antonin Artaud, Lars Norén, og toneangivende digtere som Peter-Clement Woetmann og Glenn Christian, der altså lander på Gyseren.dks liste med sin genskrivning af J.G. Ballards novellesamling. Kom så ikke og sig noget om at horror per definition er plat eller poppet.

Og for det tredje, ja for det tredje, fordi jeg også er med på listen.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik

Kærlighedens væsen

Omslag-kvadratisk

For nogle dage siden returnerede jeg trykfilen til min kortroman, Kærlighedens væsen, til Nikolaj Højberg fra Forlaget Kandor. Jeg havde læst den igennem og indføjet de sidste rettelser, jeg næsten aldrig kan lade være med at lave, når jeg får en trykfil mellem fingrene (undskyld, Nikolaj).

Kærlighedens væsen bliver den tredje installation i Kandors Satan-serie, og hvis alt går som det skal, kommer den på gaden den 13. juli. Om jeg glæder mig? Er paven katolik!?

Det var en fornøjelse at læse det satte manuskript. Jeg kan det  efterhånden udenad, men det var sådan set heller ikke så meget på grund af selve historien, at det var dejligt at gå igennem. Det var en fantastisk oplevelse, fordi trykfilen simpelthen emmede af godt håndværk. Når det kommer til den slags er jeg ret nørdet, men en af de ting, der virkelig udmærker Kandor, er kvaliteten af boghåndværket. Omslagsillustrationer af høj kvalitet. Smuk typografi. Ordentligt papir. Bevares, jeg er ikke noget sandhedsvidne, jeg udkommer jo selv på forlaget om mindre end tre uger, men ikke desto mindre er det en ekstra gevinst at vide, at ens bog kommer til at blive superflot!

Interesserede sjæle kan læse mere om de to første bind i serien her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik