Tag Archives: Kandor

Vilde nyheder!

De af jer, der en gang i mellem kommer forbi min instagramkonto ved det allerede, men jeg bliver nødt til at råbe op om det igen. Der er ved at ske noget, og det er så fedt, at det faktisk er på min bucket list – listen over ting, jeg vil prøve, inden jeg en dag stempler ud.

Jeg udkommer på lydbog! Det er nemlig rigtigt. I begyndelsen af januar 2019 udkommer Retfærdig vold som lydbog, indtalt af Stephan Garmark.

Stephan kender nogle af jer måske fra hans samarbejde med sin bror, David. Sammen har de to udgivet horrorromanerne Rakelsminde og Love City. Stephan har for nylig udgivet krimien Pige under vand i eget navn. Den har han også indlæst på fortræffelig vis. Og nu indlæser han altså Retfærdig vold.

Retfærdig vold er historien politiassistenten Anders, der skal opklare mordet på en mand, som mange måske mener har fortjent at dø. Hvad gør man, når man skal opklare drabet på en forbryder? Hvornår er noget retfærdigt? Og kan vold nogensinde være retfærdig?

Jeg glæder mig til at høre, hvordan Stephan indlæser bogen, der både er spændende og tager livtag med komplicerede spørgsmål. Hans indlæsning af Pige under vand er i hvert fald fremragende!

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Oplæsning, Retfærdig vold

Kortprosa, kortroman, krimi

Selvom det optager mig meget at skrive, så er det ikke meget tid, jeg har at gøre det i. Jeg tænker meget på litteratur, men med et job, jeg virkelig holder af og en familie med to små børn, er det begrænset, hvor mange ord jeg kan få sat på papir i løbet af en uge.

IMG_8352Alligevel er det dejligt at konstatere, at jeg får produceret noget, og endnu mere fantastisk at jeg har held med at få antaget nogle af de ting, jeg sender ud: Om kort tid får jeg en ny tekst ud i det norske tidsskrift Lasso. De har været så søde at udgive et af mine digte før, og da de antog min seneste tekst, var jeg simpelthen nær drattet ned af stolen. Jeg er vildt stolt!

Men det er ikke det eneste, for i juli udgiver Nikolaj Højberg fra Kandor den næste installation i hans Satan-serie – og den er skrevet af mig. Det har jeg allerede nævnt før. Jeg kniber mig stadig i armen. Her er link til at læse mere om serien. Som man kan se, er jeg i virkeligt godt selskab!

Og så har jeg skrevet den krimi færdig, som jeg talte om sidste august. Ikke sådan færdig-færdig, men færdig med råteksten. Jeg satte det sidste punktum i april, og siden da har udskriften ligget i min skrivebordsskuffe, indtil jeg for nylig tog det frem og læste det igennem. Der er meget, der skal redigeres, en del der skal skrives om, og flere ekstra kapitler, der skal skrives til. Men der er faktisk kernen af en rigtig bog gemt derinde. Det bliver spændende at se, om den en dag får et hjem på et forlag!

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skytten

Gensidig befrugtning

Jeg har i lang tid gået og øvet mig på at blive bedre til at skrive noveller. Det har jeg haft nogen succes med, (og det er rigtigt dejligt!) Novellen er en fortættet, sluttet form, som kræver, at jeg fokuserer på de centrale i fortællingen: Min  sprogbehandling, det grundlæggende narrativ, personernes tilfredsstillende psykologi. Og efter at have puslet med de ting et par år, var jeg egentlig nået et sted hen, hvor jeg godt kunne lide at være. Jeg havde ligesom fået grebet om, hvordan min Novelle skulle være – og så er noveller jo bare enormt sjove at skrive. Men som om min underbevidsthed fortalte mig, at nu var det tide at holde op med at stå og hoppe på stedet, meldte der sig for nogen tid siden noget andet på banen.

Jeg har altid haft et blødt sted for kortprosa. Der er et eller andet ved denne specielle kortform, som tiltaler mig. Der er noget fantastisk ved krydsfeltet mellem lyrik, prosa, aforisme og essay. Da jeg læste Vagn Remmes Vi er her ikke, som er en fantastisk bog, mindede det mig om, hvor fremragende kortprosa kan være. Jeg var meget begejstret, og da jeg ikke kunne slå hverken bogen eller formen ud af hovedet, måtte den naturlige udvikling  blive, at jeg forsøgte at skrive noget selv. Det har allerede båret frugt, hvilket jeg – det indrømmer jeg blankt – er vildt overrasket og ogå ret ydmyg over.

Men nu er jeg netop vendt tilbage til en novelle, jeg længe har villet skrive færdig. Den har levet et omtumlet liv. På et tidspunkt troede jeg, den skulle blive til en længere tekst, men da jeg havde besvær med at lægge mig fast på, hvad jeg ville med den, endte jeg med at parkere den i en filfolder, hvor den har samlet støv et stykke tid. Jeg har fået den afsluttet nu, og den er heldigvis lige som den skal være, men det har været interessant at arbejde på en novelle igen efter at have skrevet med et andet formsprog et stykke tid. Min prosa har simpelthen ændret sig – til det bedre, heldigvis. Jeg tror simpelthen, der er tale om en slags gensidig befrugtning, og det er fantastisk spændende at se, hvad der kommer ud af mine fingre, når jeg sætter mig til tastaturet for tiden. Det bliver interessant at se, hvor det alt sammen bærer hen.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, stilistik