Da jeg skrev Gamle venner gik jeg helt sikkert og gemte på nogle honnette ambitioner om at komme i betragtning til prisen for årets danske horrorroman. Enhver so synes bedst om sine egne grise, som min svigermor plejer at sige.
Bogen kom ud i september 2019. Tiden gik. Folk begyndte at anmelde den, og det var dejligt, specielt fordi de generelt lod til at synes rigtigt godt om den.
Og så tænkte jeg egentlig ikke videre over det med årets horrorroman. Indtil det til min kæmpe fornøjelse gik op for mig, at Dansk Horror Selskab havde sat min bog på longlisten til prisen.
Prisudvælgelsen foregår på den måde, at man kan byde ind med forslag til longlisten. Når longlisten er offentliggjort, bliver der stemt om, hvilke fem titler, der skal på shortlisten, og derefter voterer en jury på fem uafhængige dommere om, hvilken bog der skal vinde.
Vinderen bliver offentliggjort den 28. marts til Krimimessen i Horsens, men allerede nu føler jeg, at jeg i virkeligheden har vundet. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg vinder prisen, naturligvis. Det er simpelthen et spørgsmål om, at jeg føler mig som en vinder.
Og hvorfor gør jeg det?
Det gør jeg, fordi Gamle venner lige nu befinder sig på en shortlist sammen med værker af Nikolaj Johansen, Kim Leine, Patrick Leis og John Kenn Mortensen. Jeg mener: Kim Leine, for pokker! De her folk er jo rigtige kunstnere.
Nu sidder der sikkert nogen af jer derude og tænker ”jamen, du er jo også en rigtig forfatter, Aske” (tak, det er meget venligt), men det er sådan med det her kunstneriske arbejde, at for mig er det en sær blanding af uselviske ambitioner, storhedsvanvid og voldsomt selvhad.
Jeg spekulerer ofte over, hvornår jeg mon en dag begynder at føle mig som en ægte forfatter. På ethvert givet tidspunkt er svaret normalt ”om cirka tre bøger til”.
Men lige nu, i disse dage, hvor jeg går og venter på juryens afgørelse den 28. marts, er jeg måske helt nede på at sige om cirka 2 bøger.
Aske Munk-Jørgensen 