Category Archives: Alt det praktiske

Ny roman

Min nye roman er meget uhyggelig.

Jeg har skrevet en horrorroman. Og ikke nok med det, jeg har også skrevet kontrakt om at få den udgivet.

Der er frygtelig lang tid, til den kommer ud. Hvis min redaktør og jeg holder os til vores produktionsplan, bliver den udgivet i efteråret 2019. Men det er stadigvæk helt vildt!

Jeg ved godt, at hver eneste gang, jeg får noget udgivet, skriver jeg, at det er helt vildt. Denne gang prøvede jeg virkelig at lade være. Men jeg kan ikke komme uden om det. For jeg synes, det er helt VILDT!

Det er en fantastisk fornemmelse at skrive en bog, sende den til et forlag og møde en redaktør, der tror på projektet. Når jeg sætter mig og skriver en roman, er det jo ikke for at blive rig eller berømt – så skulle jeg have valgt noget andet at kaste mig over. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. der dukker historier op i hovedet på mig, som kræver at blive fortalt, og det bedste i verden er , når nogen får en god oplevelse ud af at læse den historie.

Jeg håber ikke, jeg nogensinde holder op med at have det på den måde. Heller ikke selvom mye roman ikke nødvendigvis vil være en god oplevelse forstået som “god” eller “behagelig”. For strengt taget håber jeg jo, Gamle venner (det er arbejdstitlen) bliver en rigtig ubehagelig oplevelse. Ellers ville det jo ikke være ordentlig horror.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Gamle venner, Skriveprocessen

Retfærdig vold på Krimimessen

Retfærdig-Vold_Cover_webRetfærdig vold er på gaden om et øjeblik, den 16. marts. Det er ikke nogen hemmelighed. I hvert fald ikke for de af jer, der følger med på enten min Instagram-konto eller min Facebook.

Retfærdig vold er en krimi, og jeg er super stolt af den. Den har været undervejs i et par år nu, og det er fantastisk at se mit arbejde bære frugt.

Jeg har altid været storforbruger af krimier med en klar overvægt af den skandinaviske variant af genren: Henning Mankell, Arne Dahl, Elsebeth Egholm, Jussi Adler Olsen, Camilla Läckberg er eksempler på noget af det, jeg har slugt med stor fornøjelse. Jeg har også en hel armfuld Anne Cleeves stående som en fremragende engelsk udgave af nordic noir.

Jeg er tosset med den måde, krimigenren – og i særdeleshed den skandinaviske krimi – siger noget om alt muligt andet end bare selve krimigåden på. Krimien indeholder – når den er bedst – al den samfundskritik, som westerngenren og science fiction-romanerne skjulte under en kappe af tjubang og eventyr for eksempel i USA under McCarthy.

Den gang havde kunstnerne valget mellem at rette ind og gøre, som politikerne ville have, eller få ødelagt deres karrierer. Helt så galt står det ikke til i dag, i hvert fald ikke lige for tiden her i Danmark, men så meget desto mere grund til at skrive noget, der giver folk noget at tænke over.

Så da jeg skrev Retfærdig vold, var min ambition selvfølgelig at skrive en krimi, der havde noget på hjerte ligesom mine forbilleder. Det håber jeg på er lykkedes for mig.

I kan komme forbi Krimimessen i Horsens den 17. og 18. marts og få signeret et eksemplar, hvis I er interessede i at finde ud af, hvad det hele handler om:

  • Lørdag  kl. 11.00 til 12.00 i Magasinet, stand 4, og
  • Søndag kl. 11.00 til 12.00 på Dreamlitts stand

Jeg glæder mig til at se jer!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Retfærdig vold, Uncategorized

Åbne døre, lukkede døre er på gaden

I dag udkom Åbne døre, lukkede døre. Det er helt vildt!

img_0536

Åbne døre, lukkede døre og en ballon

Det er helt vildt, for det første fordi jeg bare synes, det er fantastisk. Jeg har knoklet sammen med en masse andre mennesker for at få den novellesamling ud. Og nu ligger den der, og det er en fantastisk fornemmelse af at gøre noget færdigt.

For det andet er det en ret vild fornemmelse, fordi jeg faktisk ikke var klar over, jeg var igang med at skrive en novellesamling før meget sent i processen.

Jeg har skrevet noveller i flere år nu, sideløbende med det andet halløj jeg skriver. Jeg begyndte oprindeligt med novellerne, fordi det virkede som et godt sted at starte, og fordi jeg gerne ville deltage i en stribe antologier og konkurrencer, men efter at have skrevet til konkurrencer i et stykke tid begyndte novellerne ligesom at leve deres eget liv. De begyndte at trænge sig på, uden at jeg havde nogen anledning til at skrive dem -anden, end at jeg havde lyst til at skrive dem. Og først efter at have skrevet en hel stribe af dem, gik det op for mig, at der gemte sig en tematik inde i bunken af historier.

For der er nemlig en fælles tematik i novellerne. Ikke forstået på den måde, at de er ens. Jeg håber tvært imod på, at folk, der læser novellesamlingen, vil synes, novellerne er meget forskellige. Men de kommer alle sammen det samme sted fra.

Der er et eller andet inde i mig, der interesserer sig for det allermest grundlæggende i menneskers forhold til hinanden. Det, der binder os sammen. Eller støder os fra hinanden, hvis tingene går galt. Det, der kan få os til at opføre os heltemodigt eller modbydeligt. Kærligheden, eller hadet, eller alle de utallige nuancer vores følelser for hinanden kan antage.

Det lyder meget højpandet og overspændt, men det er det faktisk ikke. Sådan som jeg tænker det, er det altsammen drevet af nysgerrighed. Mennesker er enormt spændende. Hvad gør vi, hvis vi kommer ud i bestemte situationer? Mennesker som du og jeg.

Det har jeg kommet med nogle bud på. Jeg håber på du har lyst til at læse mere.

Du kan købe bogen her.

 

2 kommentarer

Filed under Alt det praktiske, Skriveprocessen

#amwriting

Det er voldsomt lang tid siden, jeg har postet nogen nyheder. Og det er sådan set ikke fordi, der ikke har været nogen nyheder – men jeg har simpelthen haft for travlt med at skrive!

UdklipJeg har gjort en novellesamling færdig. Og så har jeg sendt den ind til et forlag. Der har sagt ja tak til den. Nu har jeg fået deres redaktionelle kommentarer tilbage, og jeg er begyndt på at gå dem igennem. Det er et intensivt og koncentrationskrævende arbejde, men hold da op, det pynter.

Men det er ikke det eneste, for det samme forlag, der har sagt ja tak til min novellesamling, har også set på en roman, jeg har skrevet. Og den er de også interesserede i. Før der bliver noget ud af det, skal manuskriptet imidlertid en ordentlig tur igennem vridemaskinen. Og det bliver hårdt arbejde!

Endelig blev jeg tidligere på året hvirvlet ind i et tegneserieprojekt. Det er meget spændende, ikke mindst fordi de andre kræfter på projektet, blandt andet tegneren, ekstremt dygtige og meget erfarene – men det er også meget forpligtende. Med så stærke kræfter, som jeg arbejder sammen med, forventes der også meget af min egen indsats.

Så jo, jeg har mange ting at se til. Mange spændende ting! Jeg glæder mig til at se projekterne blive til noget.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Skriveprocessen

Lille Bogdag

Jeg læste op til Lille Bogdag i weekenden. Det var første gang, jeg prøvede det, og det var en fantastisk oplevelse. Det er fedt at se så mange af landets uafhængige forlag og tidsskrifter samlet på ét sted. Når man som jeg selv mest sidder hjemme ved skrivebordet og hakker i tasterne, kan det godt virke, som om den store Ingenting er ved at vinde, for nu at citere Den uendelige historie, men kommer man til et arrangement som Lille Bogdag, bliver man mindet om, at det langt fra er tilfældet – nærmest det stik modsatte!

IMG_0155

Hvad jeg kom hjem med fra Lille Bogdag 2016

Slagtryk havde givet mig mulighed for at læse op sammen med Eva Maria Lund Nielsen og Selina Rom Andersen, hvilket var en stor fornøjelse, og desuden var publikum stort og meget engageret. Kæmpe shout out til arrangørerne, til Slagtryk, Eva og Selina og til alle de fantastiske mennesker, der besøgte Dome of Visions i weekenden!

Udover at jeg selv fik prøvet at optræde, var weekenden også en fantastisk mulighed for at høre en masse vilde mennesker læse op. I den korte tid, jeg var der lørdag den 16. april, nåede jeg at høre både Peter H. Olesen, Bjørn Themsen, Julie Top-Nørgaard og Sigrún Gudbrandsdóttir, der optrådte i en dobbeltperformance med Jomi Massage. Plus jeg kom hjem med bøger for hundredevis af kroner.

Så kan man næsten ikke bede om mere af én lørdag eftermiddag!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Oplæsning