Aske Munk-Jørgensen

Der er en grund til, vi opsøger gyset. 

Horror er populært. Når man står midt i det, kan det godt virke som en modedille, men sandheden er, at horror har været populært i lang tid. Måske altid. Vi har læst Clive Barker og Stephen King, siden jeg var barn, og nu er jeg 40. Før det så man Hammer-film, og tidligere endnu hørte man radioteater. I 1700-tallet læste man The Castle of Otranto. Men i de senere år er horror gået fra at være sådan noget man ”købte til en ven” til at blive almindeligt anerkendt. 

The Walking Dead diskuterer man rundt om frokostbordet. Serien har kørt så længe, den har fået både spin offs og plagiater. Brad Pitt har lavet en zombiefilm. For nylig har Susanne Bier lavet en horrorfilm, The Bird Box. Susanne Bier. Italiensk for begyndere-Susanne Bier.

Og det er ikke kun på film og TV, udviklingen finder sted. Horror, eller ting, der minder om, kryber ind i kunstlitteraturen. Olga Ravn har skrevet en gotisk roman, for eksempel. 

Stueren gru

Og jo, bevares, det er måske ikke høflig bordkonversation at diskutere Last House on the Left første gang, man besøger sine svigerforældre, men lad os alligevel forfølge tanken. Det er ikke mange 1.000 år siden, vi sad rundt om lejrbålet om natten for at holde varmen. Det, der lurede i mørket den gang, var noget meget fysisk. Det kunne i en særdeles konkret forstand komme at spise dig.

Livet er blevet sikrere siden da. Vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem, politi og brandvæsen. Vores skrald bliver afhentet regelmæssigt, og ser man bort fra enkelte undtagelser i det jyske, er vores største rovdyr en grævling.

Tryghed – sådan da

Men det ændrer ikke på vores biologi eller vores psykologi. Vores hjerner har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste 300.000 år. Ledningerne deroppe er stadig trukket på samme måde, som da de første moderne mennesker dukkede op i Østafrika . 

Når vi er bange for mørket, er det fordi en lille stemme et eller andet sted dybt inde i vores hjernebark stadig hvisker, at der måske gemmer sig noget i skyggerne, som vi ikke lige kan slå ihjel med vores flintekniv. 

Og bare fordi mange af os nu har et hus eller en lejlighed, hvor vi kan gå ind og låse døren, slår alle disse mekanismer ikke bare fra. Fri adgang til penicillin og lån i friværdien får ikke vores instinkter til at tænke ”Godt arbejde, gamle dreng. Nu har du ikke brug for os mere.” De instinkter holdt os i live i tusindvis af år, fra vi gik at være nogens aftensmad til at selv at være toprovdyr. De instinkter er kodet ind i vores gener. De er en del af os.

Horror, fordi

Det er her, horror kommer ind i billedet. Elpæren og videnskaben har måske oplyst verden. Vores overlevelsesinstinkter behøver ikke længere ustandseligt være i alarmberedskab – men de kræver stadig deres ret. De holder sig selv i form, for ingen har nogensinde bedt dem om at lade være. Derfra stammer vores tvangsprægede adfærd, vores fobier, frygte og instinktreaktioner. Og, postulerer jeg, vores tiltrækning af det klamme og uhyggelige.

Horror – og mange andre typer kunst, der beskæftiger sig med det forbudte, skræmmende eller grænseoverskridende – er netop medier, hvor vi i et sikkert rum kan afprøve, om vores biologi stadig fungerer. Mere handlingsorienterede mennesker laver ting, hvor de får lov til at spille rigtig hasard med deres liv og førlighed. De dyrker faldskærmsudspring eller free climbing eller sejler ned ad Niagaravandfaldet i en tønde. Men de mere forsigtige af os lader os skræmme. Vi ser Babadook eller læser Ondskabens Hotel. Måske sidder vi bare i sofaen og ser Midsumer Murders.

Impulserne til at opsøge de her ting og få afprøvet vores biologi vil altid være der. I hvert fald indtil den dag, nogen opfinder en pille, der på magisk vis får det hele til at forsvinde fra vores DNA. Men vil det egentlig være en god ting? Lidt angst er jo faktisk det, der holder os i live. Det kan være ganske sundt at være bange for visse ting her i verden. Bøhmanden, zombieapokalypsen, børnelokkere, højresvingende lastbiler.

Frygt holder os i live. Horror minder os om det.