Denne vinter har været noget af en rutschebanetur for mig rent kreativt. I november fik jeg udgivet Åbne døre, lukkede døre, hvilket nogen måske vil have opdaget. Jeg har i hvert fald nok postet om det måske én eller to gange…
At få min novellesamling ud var en kæmpe begivenhed for mig. Jeg havde arbejdet på manuskriptet i lang tid sideløbende med en mængde andre projekter, og at samle delene og føre dem frem til udgivelse parallelt med at have en familie og et fuldtidsarbejde trak store veksler på mig.
Efter Åbne døre, lukkede døre havde jeg egentlig bestemt mig til at redigere en krimi, jeg også har liggende på køl, men i en periode blev jeg simpelthen nødt til at lægge arbejdet på hylden. Ulempen ved at være deltidsforfatter er, at ens fuldtidsforpligtelser trumfer ens kreative projekter.
Jeg arbejder på en horrorroman.
At sætte mit kreative arbejde på pause var nødvendigt, og i virkeligheden en nem beslutning for mig at træffe. Men det har haft en interessant effekt på mig, nu hvor jeg forsigtigt er ved at stikke en tå i det, Amdi Silvestri kalder tekstoceanet, igen. Jeg har ordineret mig selv ganske lidt tid til at skrive, men der er så mange historier, der presser sig på for at blive fortalt, og krimien, som jeg egentlig lagde til side først på vinteren, har også stukket sin næse frem igen. Det er som at gå ind i en slikbutik med en million kroner under armen og så skulle vælge, hvad man helst vil købe. Jeg har materiale nok til det næste år – mindst!
I skrivende stund er jeg godt og vel en tredjedel gennem redigeringsarbejdet med krimien. Jeg har skrevet 11.000 ord på en horrorroman, som jeg tænker på nærmest konstant, og som rosinen i pølseenden har jeg fået et stykke kortprosa antaget i et tidsskrift. Det sidste vil jeg ikke sige noget om endnu, før det bliver meldt ud officielt, men to meget, meget dygtige digtere kan godt lide min tekst og har taget den med i deres meget, meget spændende tidsskrift, og det er jeg helt sindssygt stolt over!
Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.
Aske Munk-Jørgensen 