Sidst på sommeren blev jeg færdig med råteksten til den krimi, jeg går og pusler med at skrive. Efter at have klappet mig selv på ryggen lagde jeg det væk et langt stykke tid og læste så hele molevitten igennem igen.
Det var en overraskende positiv oplevelse at gense historien efter at have ladet den gære i et stykke tid. Historien gav mening. Mere end jeg havde regnet med. Intrigen hang sammen, og sproget var okay og nogelunde ensartet på trods af hvor lang tid, jeg havde brugt på skriveprocessen.
Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. For naturligvis var der ting, der ikke fungerede. Kapitler, der skulle skrives om. Plothuller, der skulle fyldes ud og kapitler, der skulle skrives, for at dynamikken fungerede.
Så jeg satte mig til at redigere og gennemskrive. Og den proces har simpelthen været utrolig langstrakt. Da jeg læste manuskriptet igennem, printede jeg det ud og lavede mine rettelse i hånden (af en eller anden grund er det sådan, jeg fungerer bedst). Og den bunke papirer har ligget og stirret anklagende på mig på skrivebordet i evigheder. I en periode føltes det som om, den overhovedet ikke blev mindre. Måske blev den endda lidt større somme tider.
Nu er jeg næsten i mål. Jeg mangler at skrive to korte passager, der skal fungere som overgange til andre kapitler. Maksimalt ti sider.
Jeg har lovet mig selv at være færdig inden jul, og måske, bare måske kan det lade sig gøre. Jeg har det som en marathonløber, der nærmer sig målstregen. Og ikke et af de der fancy marathoner. Ikke sådan noget med Berlin eller New York eller sådan noget. Et provinsmarathon. Om efteråret. I regnvejr. Tænk Galten. Eller Viby Sjælland.
Men det meste udmattende er faktisk at tænke på, at det her dårligt nok er enden på begyndelsen, for nu – næsten – at citere Winston C-funk. For når jeg nu får skrevet de omtalte ti sider, er jeg kun lige nået til betalæsningen. Nu skal jeg til at bede nogen om at læse manuskriptet igennem. Og deres nådeløse blik vil finde alskens ubehageligheder, jeg ikke selv har fundet. Og så får jeg det hele retur og skal skrive det igennem igen. Og så skal jeg læse det hele en gang til, og tage stilling det altsammen på ny. Og skulle jeg komme så langt, er der stadig én uoverskuelig udfordring foran mig. Jeg skal have bogen antaget på et forlag.
På samme måde er jeg overbevist om, at en god forfatter kan lide al slags litteratur, og jeg forsøger at ihukomme netop den tanke så meget som muligt. Jeg læser bredt og forsøger at
Og en sjælden gang er det lort, jeg støder på, af en så offensiv karakter, at jeg simpelthen ikke kan holde kæft. Sådan et tilfælde er jeg stødt ind i nu. Jeg har gået rundt om problemet som katten om den varme grød det meste af julen, og jeg har gjort indtil flere forsøg på at læse teksten igen med nye briller, men uanset min indgangsvinkel, er resultatet forblevet det samme: Bogen er noget lort, og det i en sådan grad, at det provokerer mig.
dovenskab. For eksempel er teksten fuld af anglicismer, altså ord eller vendinger, der er oversat til dansk fra engelsk eller amerikansk, men som ringe eller ingen mening giver på dansk, fordi der er tale om oversættelser af idiomatiske vendinger – udtryk, der direkte oversat betyder noget andet, end deres faktiske ordlyd.
Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.
Aske Munk-Jørgensen 