Jeg er i en situation, jeg nærmest aldrig har været i før. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ordene vælter ud af mig for tiden. Der foregår så meget, at jeg benhårdt bliver nødt til at prioritere, hvad jeg arbejder på. Der er nemlig ikke tid til, at jeg kan nå at lave det hele.
Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.
Jeg har tidligere skrevet om at prioritere mit arbejde. De råd, jeg gav i den post, er sådan set stadigvæk råd, jeg selv følger, men når jeg tidligere har haft brug for at tage stilling til, hvad jeg skulle arbejde på og ikke arbejde på, har mine prioriteringer været af langt mere beskedent omfang.
Det er de ikke længere.
Den øgede arbejdsmængde gør også, at min research er blevet langt mere omfattende, og også temmeligt meget mere farverig. Pt. venter jeg med spænding på, at mit lokale bibliotek får 2002-oversættelsen af de nytestamentlige apokryfer hjem, fordi jeg har brug for at kontrollere en reference i Jakobs Fortestamente.
Yep. That’s how I roll.
Aske Munk-Jørgensen 