Tag Archives: Ide

Forfatterfrenzy, Bibelstyle

Jeg er i en situation, jeg nærmest aldrig har været i før. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ordene vælter ud af mig for tiden. Der foregår så meget, at jeg benhårdt bliver nødt til at prioritere, hvad jeg arbejder på. Der er nemlig ikke tid til, at jeg kan nå at lave det hele.

Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.

Jeg har tidligere skrevet om at prioritere mit arbejde. De råd, jeg gav i den post, er sådan set stadigvæk råd, jeg selv følger, men når jeg tidligere har haft brug for at tage stilling til, hvad jeg skulle arbejde på og ikke arbejde på, har mine prioriteringer været af langt mere beskedent omfang.

Det er de ikke længere.

Den øgede arbejdsmængde gør også, at min research er blevet langt mere omfattende, og også temmeligt meget mere farverig. Pt. venter jeg med spænding på, at mit lokale bibliotek får 2002-oversættelsen af de nytestamentlige apokryfer hjem, fordi jeg har brug for at kontrollere en reference i Jakobs Fortestamente.

Yep. That’s how I roll.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skriveprocessen

Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen

Nødvendigheden af at glo

Jeg skriver gerne og ofte om den grundlæggende idé, jeg må have for at kunne sætte mig ned at arbejde. Jeg har også skrevet meget om nogle af de sproglige værktøjer, der gør det lettere for en at skrive, når man sætter sig ned og gør det. Men det måske vigtigste af alt for en forfatter, det er råstoffet. Det, det hele handler om. Og hvad er det råstof? Det er mennesker. Det er verden omkring os.

De farver, man maler med som forfatter, er alt det, der omgiver os. Vi skriver om mennesker, og derfor må vi vide noget om de mennesker. Og den bedste måde at lære noget om mennesker på, det er ved at betragte dem.

Ernest Hemingway har sagt næsten nøjagtigt det samme:

Når mennesker taler sammen, så lyt med alle dine sanser. Lad være med at tænke på, hvad du selv vil eller ville sige. De fleste folk hører ikke efter. Ej heller iagttager de. Du skal lære at gå ind i et værelse og kunne huske alt, hvad du så derinde, når du kommer ud igen. […] Når du kommer til byen, så prøv at stå et stykke tid udenfor biografen og læg mærke til alle de forskellige måder, som folk stiger ind og ud af bilerne på.

Ernest Hemingway: Om at skrive

Lad os tage et eksempel. Du vil skrive et kapitel, der foregår på en bar en fredag aften. Hvordan opfører folk sig egentlig på en bar? Det er jo nemt nok at skrive, at folk sidder på en bar og har det sjovt. Men hvad gør mennesker egentlig på en bar?

Mænd, der taler sammen om kvinder, er et godt sted at starte. Hvad gør de rent faktisk? Der er flere forskellige slags. Der er dem, der bare er glade og ikke tænker så meget over det. De vender sig måske om efter hende, de taler om. Og griner. Og sammenligner noter. Der er tit en mase latter involveret, eller anerkendende nik, i hvert fald. Så er der dem, der gerne vil have, at pigerne lægger mærke til, de taler om dem.  De gør alt det samme som de andre, bare højere, virkeligt meget højere. En del pegen kan også være involveret.

Og så er der dem, der tror, de er diskrete. De er nemmest at afsløre, for de begynder altid at tale sammen uden at bevæge læberne. Og så kigger altid alle sammen sådan ufokuseret i den samme retning, typisk den modsatte vej af, hvor pigen sidder. Eller også begynder de at rykke umotiveret tættere sammen. Ligesom cykler, der står og læner sig op af hinanden. Hvis du kommer tæt nok på dem, kan du måske høre dem sige sådan noget som: ”Kan jeg vende mig om nu?” Eller: ”Kigger hun i den her retning,” hvorefter de vender sig om, fordi de er meget interesserede i lige at undersøge den der 200 x 140 cm Betty Blue-poster ovre ved toiletterne.

Men alt det skal man jo se for at registrere det. Betragt det som en slags croquis for forfattere. Eller feltstudier. Om ikke andet er det en fantastisk undskyldning for at glo. Og når det kommer til stykket, er vores omverden jo et fantastisk teaterstykke.

Skriv en kommentar

Filed under Grundlag

Idéer, præmisser, synopser

Den gode ide er præmissen for mit arbejde, skrev jeg blandt andet i sidste uge. Og det lyder jo vældigt flot. Men hvad betyder det egentlig?

Uden ideen kan jeg ikke skrive, men en ide kan være mange ting. Den kan være en meget abstrakt præmis (En bog om en mand, der ikke lærer en skid af sine oplevelser, f.eks. – Følelsernes opdragelse, Flaubert), men den kan også tage form af et mere konkret plot, i hvert fald hvis man udvikler den lidt (Jesus fik børn med Maria Magdalena. En hemmelig orden har i århundreder beskyttet deres efterkommere mod en despotisk katolsk kirke, der forsøger at komme dem til livs for at bevare sin egen magt; vejen til sandheden er skjult som spor i en række kunstværker og historiske genstande, som vores helt skal afkode i en dramatisk, Indiana Jones-agtig skattejagt i kamp med tiden, politiet, kirken og andet godtfolk – Gæt selv hvilken bog, Dan Brown).

Grundlæggende hænger den gode ide for mig sammen med forberedelsen til min skriveproces, og hvordan jeg forbereder mig på skriveprocessen kan variere temmelig meget fra projekt til projekt. Her tænker jeg på, hvordan jeg udvikler mine ideer, og hvordan jeg udarbejder mit plot. Nedenfor går jeg igennem, hvad jeg selv har gjort i forskellige sammenhænge. Måske kan det tjene som inspiration til andre.

Jeg har lige afsluttet arbejdet på Imens det dugger.  Da jeg begyndte på den bog, havde jeg vitterligt kun en abstrakt ide om, hvad den skulle handle om.  Da situationen, som var præmissen for det første kapitel (der i parentes bemærket endte med slet ikke at blive bogens første kapitel), dukkede op i mit hoved, satte jeg mig simpelthen ned og skrev den. På det tidspunkt virkede det mere som en novelle end som noget som helst andet, men det stod alligevel helt klart, hvor fortællingen skulle fortsætte hen, og hvad der skulle blive det næste kapitel. Plot, struktur, persongalleri og alt andet voksede frem som et produkt af dét første kapitel. Det bar simpelthen kimen til historien i sig.

Nu hvor jeg er blevet færdig med Imens det dugger, er jeg i stedet begyndt at arbejde på Skytten. Den er i højere grad skrevet baglæns. Jeg fik oprindeligt en ide til den grundlæggende præmis, men fordi det er en krimi, bliver jeg nødt til at have nogenlunde styr på fakta, før jeg skriver noget. Jeg kan jo ikke lade min hovedperson opklare noget, hvis det ikke stemmer overens med, hvordan det hele skal hænge sammen. Men stadigvæk er det ikke sådan, at jeg har sat mig ned og skrevet en synopsis af hvert eneste kapitel, der skal indgå i bogen. Det er snarere som et puslespil. Forestil dig, at jeg lægger et par brikker. Når de er lagt, begynder jeg selv at designe den næste brik, og jeg kan regne ud, hvordan den skal se ud, for jeg kan jo se konturen af det hul, hvor den skal passe ind.

Skriv en kommentar

Filed under Imens det dugger, Skriveprocessen, Skytten

Skriveprocessen

Ligesom i sidste uge tager jeg her fat på noget, jeg har nævnt i andre forbindelser, men som virkelig fortjener sit eget indlæg: Hvordan man skriver. Med det at skrive tænker jeg på selve processen med at skabe dit manuskript. ”Man sidder som regel på røven, og man skriver oftest med fingrene,” tænker du måske – og Gud velsigne dig, hvis du har det sådan. Jeg ser lidt anderledes på det.

Først og fremmest – og det her er nok det allervigtigste, jeg føler, jeg kan sige til nogen kollega – skal man tage sit arbejde alvorligt. Det lyder banalt, men hvis man ikke tager sit arbejde seriøst, er det svært at engagere sig ordentligt i det, man laver. Og det at skrive, det kræver altså engagement og fokus! Det er ikke noget, jeg har fundet på. Stephen King siger nogenlunde det samme i On Writing, A Memoir of the Craft, og han siger det en del bedre, end jeg gør. On Writing er i øvrigt måske den bedste bog om kreativ skrivning, jeg overhovedet har læst.

Tag dig selv og dit arbejde seriøst. Det er trin et. Trin to – og trin to afhænger i virkeligheden af trin et – er at sætte dig ind i, hvordan du rent praktisk arbejder. Der er ikke nogen ”rigtig” måde at arbejde på, vil jeg skynde mig at sige. I hvert fald ikke nogen jeg kender. Den eneste rigtige måde at arbejde på, er den, der passer dig bedst, men det er vigtigt at vide, hvad den metode faktisk er, og så være tro mod den. For mit eget vedkommende kan jeg se i hvert fald tre forskellige stadier i mit arbejde:

Jeg skal få ideerne.  Jeg har lige sagt, der ikke er nogen rigtig måde at skrive på – meeen, ideer er ikke desto mindre en ressource, der er fælles for os alle, og jeg tror simpelthen ikke på, der er nogen, som nogensinde har kunnet få gode ideer på kommando. Fraværet af gode ideer er i min erfaring skriveblokeringens væsen, for er der ikke noget at skrive om, ja så kan du jo ikke skrive noget. Om du så er typen, der opridser hele dit plot, inden du sætter dig til tasterne, eller om du mere går og nulrer med nogle abstrakte ideer, det er sådan set ligegyldigt. Det vigtige er, at man ikke kan bygge et hus uden et fundament.

Når man har fået sine ideer, skal de skrives ud. Måske har du skrevet et kort optrin eller en stump dialog, men nu skal den sættes ind i en sammenhæng. Det tager tid og eftertanke. Den kunstneriske proces er ikke kun at beskrive mågen på fortøjningspælen i solnedgangen for nu at citere Jens Blendstrup, det er også at sætte den ind i den kontekst.

Teksterne skal redigeres. Det er et møjsommeligt arbejde, der kræver, at man arbejder i lange stræk for at kunne danne sig et overblik over den generelle sprogtone og de store linjer i manuskriptet. Kun på den måde kan man identificere det, der ikke passer ind. Det er arbejde, der tager koncentration og omsorg, og det er bydende nødvendigt netop at give det den opmærksomhed, det kræver, også selvom du egentlig føler, dit arbejde er gjort, når første udkast er ligger klart.

Alt det her lyder meget firkantet, men når jeg opridser de forskellige stadier i det arbejde, jeg laver, så er det fordi, jeg er overbevist om, at man spilder mindre af sin egen i forvejen givetvis sparsomme tid, hvis man kun gør én af de her ting af gangen. Jeg kan ikke redigere ét afsnit, mens jeg forsøger at skrive et andet, eller skrive inden jeg har noget at arbejde med. Jeg påstår ikke, at jeg overhovedet kan holde alting adskilt i små kasser, men alligevel har jeg en ide om, at jeg gør mit arbejde nemmere for mig selv – spilder mindre af min egen tid – hvis jeg i det mindste prøver på at gøre en ting af gangen.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen