Som jeg nævnte i mit indlæg den 21. november, skriver jeg for tiden på en novelle. Siden jeg skrev en hel stribe noveller for nogle år siden, har jeg ikke beskæftiget mig mere med formen, men indtil videre har det virkelig været et lykkeligt gensyn.
Man bestemmer selv, hvor lang en roman skal være. Den kan være et koncentreret forløb eller et vildtflagrende epos med persongallerier, der er så store, at de simpelthen kræver et indeks. Jeg kan stadig huske, da jeg sad og navigerede i listen over personer i Doktor Zivago som halvstor teenager. Jeg fattede ikke et pluk, men det var vældigt fornøjeligt. Læser man en af Charles Dickens‘ føljetonromaner, kan man også sommetider miste sporet af den røde tråd. Ikke at det ikke er fedt at læse, men vejen gennem sådan en roman er ikke altid lige og overskuelig. Groft sagt er en af de eneste regler for, hvad der definerer en roman – og det her er faktisk rigtig litteraturvidenskab – at der ikke er nogen regler, der definerer, præcist hvad en roman er. Med andre ord: Slå dig løs.
Novellen adskiller sig fra romanen ved, at dens plotstruktur ofte er anderledes og mere koncentreret. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at novellen i modsætning til romanen følger et bestemt sæt stramme regler, for sådan er det selvfølgelig ikke. Sagen er bare den, at en novelle er kortere. Der er plads til at sige mindre. Novellen er – i hvert fald i mine øjne – lidt ligesom origami. Den skal sidde lige i øjet, og der er ikke plads til nogen svinkeærinder eller overflødige sidehistorier. Persongalleriet er mindre, historien er kondenseret, og du følger din hovedhistorie og kun den gennem de stadier, der skal til for at afvikle den og føre den til ende. For mig er det at skrive en novelle en slags en øvelse i at fortælle en historie. Der er ikke er noget fyld til at skjule intrigen eller bløde den op, og derfor fremstår de enkelte dele i selve historieforløbet helt tydelige og klare, så alt skal være gennemtænkt og præcist formuleret.
Og netop fordi hvert eneste element i en novelle fremstår så klart og utilsløret, kan jeg koncentrere mig ekstra meget om, at hver eneste detalje er korrekt. Jeg kan simpelthen bruge mere tid på at få alle de ting, jeg skriver om på denne blog, til at fungere. Hvor mange ord er nødvendige for at beskrive den natur, der etablerer stemningen i novellen? Når jeg anvender stemningskarakteriserende tillægsord i mine naturbeskrivelser, hvor mange er så nok? Hvor mange er for mange? Hvordan karakteriserer jeg bedst og mest diskret min hovedperson, så læseren får et præcist billede af hende? Hvilke ord skal hun bruge i den indledende samtale med sin lærer for at tilkendegive sin manglende tro på lærerens projekt?
Det er alt sammen meget spændende, og hvad bedre er, jeg kan næsten mærke, hvordan jeg bliver bedre til mit håndværk undervejs.