Tag Archives: Sprog

Nogle gange er lort bare lort

Al musik er god musik

En klog mand fortalte mig engang, at en god musiker kan lide al slags musik.

På samme måde er jeg overbevist om, at en god forfatter kan lide al slags litteratur, og jeg forsøger at ihukomme netop den tanke så meget som muligt. Jeg læser bredt og forsøger at
gøre det uden fordomme. Får jeg en impuls til at læse noget – næsten ligegyldigt hvad det er, så forfølger jeg den. Og hvad mere er, så prøver jeg generelt at have ja-hatten på, når jeg taler eller skriver om litteratur. Der er ingen, der har gavn af, at jeg opfører mig som et surt røvhul, hverken læsere, forlæggere eller forfattere.

Det er faktisk generelt mit problem med folk, der forsøger at forholde sig seriøst til litteratur: “Seriøst”  bliver enormt hurtigt synonymt med “kritisk”, og “kritisk” lig med “finde fejl”. At
påpege fejl af den ene eller den anden art i en tekst er en nem måde på hvilken at finde noget fornuftigt at sige, og en genvej til at demonstrere sin egen intelligens.

Så det med at påpege mangler, det er gerne noget, jeg overlader til andre – typisk læseren. På den måde kan han eller hun danne sig sin egen mening i fred for mig.

Og så alligevel ikke

Men somme tider, ja så er lort altså bare lort, lige meget hvordan man vender og drejer sagen. Og en sjælden gang er det lort, jeg støder på, af en så offensiv karakter, at jeg simpelthen ikke kan holde kæft. Sådan et tilfælde er jeg stødt ind i nu. Jeg har gået rundt om problemet som katten om den varme grød det meste af julen, og jeg har gjort indtil flere forsøg på at læse teksten igen med nye briller, men uanset min indgangsvinkel, er resultatet forblevet det samme: Bogen er noget lort, og det i en sådan grad, at det provokerer mig.

Derved kunne jeg lade det blive, men jeg føler mig alligevel bevæget til at gå mere i detaljer. Jeg har godt nok besluttet mig til intet at sige om identiteten af forfatteren eller titlen på bogen. Om hvorvidt det er en novellesamling eller en roman. Om den er dansk eller udenlandsk, eller hvilket forlag, den kommer fra. Men der er ikke desto mindre stadig en lektie at lære i at beskrive det, jeg mener er værkets problemer – det er emner, alle vi, der skriver, bør være opmærksomme på.

Det aktuelle lort

Overordnet er værket bygget på en virkelig god ide. Der er tale om en fundamentalt spændende historie, med en fundamentalt spændende præmis. Sprogligt er den imidlertid utroligt dårligt udført. Man kan støde på mange variationer af dårligt sprog, og det kan være dårligt i varierende grad. Nogle forfattere har måske svært ved at skrive dialog. (Måske lyder alle personerne ens, måske taler de ikke, som mennesker taler i virkeligheden.) Andre forfattere har en vild og usammenhængende billeddannelse (Osteskæreren lå på them-osten som en lamborghini, der susede afsted). Atter andre er måske for monotone i deres fortællestil (Og så læste han bogen. Og så læste han den igen. Og skældte han ud til sin kone. Og så da hun ikke gad at høre mere på ham, så købte han 10 guldøl nede i Netto, og da han så kom hjem, så drak han dem allesammen.) Det er allesammen eksempler på sprogligt håndværk, der kan udføres bedre, men det er på den anden side – det er i hvert fald min påstand – også eksempler på ærlige fejl: Fejl, der beror på manglende fantasi, manglende eller dårlig indsigt i menneskers psykologi, manglende greb om sproglige troper og hvordan de virker, eller simpelthen bare et fattigt, uopdyrket sprog.

Det, der generer mig ved det nærværende værk, er noget helt andet. Det oser simpelthen af håndværksmæssig dovenskab. For eksempel er teksten fuld af anglicismer, altså ord eller vendinger, der er oversat til dansk fra engelsk eller amerikansk, men som ringe eller ingen mening giver på dansk, fordi der er tale om oversættelser af idiomatiske vendinger – udtryk, der direkte oversat betyder noget andet, end deres faktiske ordlyd.

Eller tillægsord, danske såvel som engelske, som  kan være misvisende i en given sammenhæng, fordi de  åbenlyst betyder noget andet, måske endda det modsatte af det, der er den karakteristiske attribut ved et objekt eller en handling i teksten.

Eller endelig de helt grundlæggende forkerte udtryk. Forfatteren har ønsket at karakterisere et objekt, men har i sit forsøg på at gøre sit sprog raffineret valgt at bruge et forkert ord. Et eksempel, opfundet af mig selv til lejligheden: “Min beslutning er stenet.” Nej, den er selfølgelig ikke. Den er mejslet i sten.

Alle de ovenstående eksempler vidner om hastværk og dovenskab, for hvis der er tale om bevidste stilistiske valg, så er det i hvert fald utroligt upassende, stilistiske valg, der ikke tilfører teksten noget, men snarere fratager den noget – præcision. Forfatteren har måske en ide om, hvad han eller hun ønsker at beskrive, men orker ikke at bruge tiden på at sætte passende ord på sine tanker. I stedet for at slå et udtryk eller et ord op, eller simpelthen bare stoppe op og tænke sig om (hvordan ser man ud, når man er vred/ked af det/ivrig?), kværnes der videre ud fra devisen om, at det er bedre at skrive noget upræcist end slet ikke at skrive noget.

Manglende sproglig præcision skaber upræcise tanker, og det er et problem, for det er den eneste ting, en forfatter faktisk kan: Overføre tanker til andre.

Det er manglende respekt for sit eget værk, det er manglende respekt for forfattergerningen, og det er en vild devaluering af begge dele overfor læseren. Hvis forfatteren ikke gider at beslutte sig til, hvad det er, en tekst beskriver, hvordan i alverden skal billedet af det, der beskrives, så kunne overføres til læserens tanker? Hvis teksten emmer af, at forfatteren ikke gider at bruge tid på skrive sin tekst med et præcist og afstemt sprog, hvorfor skulle andre så respektere den tekst? Forfatteren respekterer den jo tydeligvis ikke selv.

Jeg er helt overbevidst om, at det, én person ikke gider spilde tid på, kan være en andens favoritværk, men ligegyldigt hvad man skriver, må man grundlæggende selv respektere det. Alt andet er spild af både forfatterens og læserens tid, og hvordan en forlægger kan lade sådan noget slippe igennem en redaktionel proces går simpelthen over min forstand. Føj.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, stilistik

Skrive, skrive, skrive

I forbindelse med at Til deres dages ende kom på gaden, havde jeg en samtale med en bekendt om det at skrive. Det var en af den slags vidunderlige samtaler, som i virkeligheden mest handler om at diskutere, hvor enige, man er. (”Det er simpelthen så rigtigt, det du siger der.” ”Jamen det, du siger, er jo også bare helt rigtigt!” ”Tak tak, jeg tror, det er så rigtigt, det vi siger, fordi vi er så kloge – specielt dig.” ”Mange tak, men du er nok den klogeste.” ”Nej, den klogeste må bestemt være dig!”) Bortset fra selve substansen af bekræftende ord, diskuterede vi også et par ting, som var ret interessante, blandt andet selve skrivehåndværket, og hvordan det er en kunst, man skal øve sig i for at blive bedre. For det er det jo.

Det kan jo godt være sådan med kunst, at det er en kraft, der springer ud af øjeblikkets inspiration, men det skal man ikke forlede sig af. Det er stadigvæk noget, man bliver nødt til at øve sig på. Ligesom en musiker skal øve sig for at beherske sit instrument, må vi skrive for at beherske vores redskab: sproget. Når vi sidder og hugger i den samme surdej dag efter dag, kan det godt være, vi ikke føler, vores slid udmønter sig i nogen reel forbedring af vores evner. Men det gør det nu temmelig sikkert alligevel.

Tag for eksempel et kig på nogle af de tidlige ting, du skrev, og sammenlign dem med de ting, du skriver nu. Det har jeg gjort. Udviklingen er tydelig. Nedenfor bringer jeg et uddrag fra Sneppen, den første novelle, jeg fik udgivet for efterhånden mange år siden, og en passage fra Skytten, som jeg går og rumsterer med for tiden. Forskellen er tydelig (og det er tilladt at grine!) Der er ikke bare tale om, at man bliver bedre rent teknisk ved at øve sig. Ligesom med redigeringen af en tekst, er der tale om en gradvis proces, hvor vi ved at skrive og skrive og skrive bliver sikrere på, hvad det er, vi vil skrive. Hvad der er vores stil. For nogle lykkelige få, er det måske noget, der kommer let, men for rigtig mange andre er det resultatet af mange års koncentreret slid.

Fra Sneppen, :

Jeg havde en drøm i nat. Jeg sad i min lænestol, en gammeldags en i rødt stof med øreklapper, og læste, da jeg pludselig, som ved en viljesakt, løftede mig op fra stolen i rummet over den. Jeg havde ikke brug for at vende mig om at se efter; jeg vidste at i stolen under mig, raspende efter vejret og gustengul i huden, sad min sjæl, mens jeg selv, et lyst, hvidt, skinnende legeme svævede over den i luften.

Jeg havde lyst til at fortsætte min bevægelse ud gennem det høje vindue og op på himmelen, men jeg kunne ikke komme i sikkerhed for den hvæsende skikkelse under mig. Jeg var ikke i tvivl om at den var ude af stand til at nå mig, men tanken om at den var tilstede i rummet fyldte mig med en dyb, primal angst, som når man befinder sig helt tæt på noget der kan gøre én fortræd. Tanken om at den sotbefængte skabning påny skulle forenes med mig fyldte mig med smerte og væmmelse.

Det er vist ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt jeg rammer en stil her, men mere, hvor selvhøjtidelig den er. Min personlige favorit er “sotbefængte”. Bemærk også de lange, komplicerede sætningskonstruktioner.  Jeg kan mærke, jeg var på galt spor her, for den type sprog falder mig ikke naturligt. Det var noget tilstræbt.

Og fra Skytten:

“Hej,” sagde stemmen i den anden ende.
”Hej Dorthe,” svarede han. Han kunne næsten høre, hvordan hendes mund snerpede sig sammen.
”Anders,” svarede hun, ”Nå. Hvorfor ringer du?”
”Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik.”
”Fint,” sagde hun. ”Det går fint.”
”Okay,” svarede han. ”Hvad med rollingerne?”
”De har det fint. De savner dig.” Han rømmede sig. ”De siger, de aldrig ser dig,” tilføjede hun efter en pause. ”De vil gerne se deres far.”
”Ja. Jeg har ikke – ” Han masserede sin pande. ”Jeg har ikke haft det så godt.”
”Men så har du det bedre nu?”
”Jah, nej …”
”Så kan du jo komme og se dem i weekenden?”
”Jeg arbejder på den her sag…”
”Ja. Det gør du vel.” Det var ligesom om, det bare var det, hun havde ventet på. ”Du arbejder jo altid på en eller anden sag.” Bebrejdelserne slog ham i ansigtet gennem telefonrøret. ”Ved du hvad, hvis du ikke gider se dine børn, hvorfor ringer du så?”
”Jamen, jeg gider jo godt se mine børn, for …”
”Du skal fandeme ikke bande af mig!”
”Jeg bander sgu’ da heller ikke af dig.”
”Ved du hvad, jeg gider ikke have, at du skal være sådan en, der kommer forbi en gang om året med chokolade nede fra kiosken, vel?” Hun fnøs. ”Enten så er du der for dine børn, eller også er du der ikke. Okay?”
”Ja, selvfølgelig.” Eller var det nej, selvfølgelig? Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig om ikke at miste besindelsen.
”Okay. Hvad ville du så?” spurgte Dorthe.
”Ingenting,” svarede han. ”Ikke noget.”
”Nå,” sagde hun, ”jamen så farvel.”
”Ja, hej,” svarede han. Hun lagde på først.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen

Helt eller skurk?

Jeg kunne godt tænke mig at sige et par ord om kunsten at beskrive sine personer. Det har jeg efterhånden sagt en del ord om, men det er også et dejligt emne.

Læsere af mine tidligere indlæg vil vide, at jeg mener, man bør finde ud af, hvem ens person er, inden man begynder at skrive om ham eller hende. For en effektiv måde at beskrive sine personer på, det er gennem deres tale og deres handlinger. Og hvis man har en klar ide om, hvem de er, inden de træder ind i handlingen, så er det også mere sandsynligt, at de vil tale og handle på en måde, der er realistisk og karakteristisk for dem, og som siger noget om deres karakter.

Men nu er det jo fiktion, den her blog handler om, og sommetider er vi altså tilbøjelige til også at putte beskrivelser ind i vores fortællinger – hvad skulle man ellers bruge den der dejlige fortællerstemme til, vi har til rådighed? Sommetider kan man godt komme til at forklare, at ens hovedperson har et problem med Copenhipsters, eller at han godt kan lide Iron Maiden, også selvom man som forfatter er meget idealistisk og ikke nødvendigvis ønsker at lede sin læser ved at forklare, hvordan alting skal forstås eller ses.

Helt eller skurk?

Litteraturhistorien er fuld af pukkelryggede skurke med koparrede ansigter, og blonde, atletiske helte, men generelt er det sådan, at litterater godt kan rynke på næsen af den slags kendetegn ved personer. Tanken er, at det er lidt for tæt på Anders And, hvor vi aldrig er i tvivl om, at skurken er skurk, når han nu hedder K.L. Amme Ormsen.

I 1900-tallet gik det af mode at lade noget ydre beskrive indre værdier ved personen.

Helt eller skurk?

Virkeligheden var jo aldrig symbolsk på den måde, var tanken, så hvorfor skulle litteraturen være det? Men faktisk er det en lidt spøjs ide, for man kommer lynhurtigt ud på en glidebane som forfatter, påstår jeg, hvis alting skal være så hyper-realistisk. Hvor går grænsen for, hvad man så overhovedet må sige om en person? Hvornår begynder en personbeskrivelse at blive symbolsk?

Jeg kan personligt ikke lade være med at putte markører ind i mine fortællinger, der fortæller noget om mine personer, men jeg må også sommetider tage noget flak for det. For ikke så længe siden var der for eksempel en prøvelæser, som rystede på hovedet, fordi jeg lod en af mine personer høre en opera af Korngold. Hvis man kender min mening om Korngold, så vil man også vide, som min prøvelæser, at det var en total tell om den figurs personlighed. Jeg fik at vide, at det for nem en måde at beskrive personen på – men faktum står tilbage, at en mand som ham, netop ville sætte sig ned og høre en opera af Korngold, hvis han ville have noget intellektuel stimulans. Så hvorfor skulle jeg gøre det sværere for mig selv? Skulle jeg have ladet ham høre noget andet, han ikke kunne lide for at gøre fortællingen mere realistisk? Det kan godt være, virkeligheden ikke altid er så symbolsk eller let afkodelig, men nu er det jo altså også fiktion og ikke virkelighed, jeg skriver.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, Psykologi, stilistik

Vælge til og vælge fra

Jeg fik en mail i forrige uge om, at en novelle, jeg skrev for nylig, Seiðr, er blevet udtaget til at være med i Forlaget Kandors antologi med arbejdstitlen Ny Dansk Fantasy 2012. Og det er jo smadderdejligt, men det er i virkeligheden ikke det, dette indlæg skal handle om.

At jeg nævner Kandors antologi er mere en indledning til det egentlige emne for denne blogpost, for efter at have fået gjort Seiðr (og en anden novelle også) færdig, er jeg så småt begyndt at skotte til min krimi, Skytten, påny. Da jeg forlod Skyttens hovedperson for et par måneder siden, befandt han sig i en øm omfavnelse med en kvindelig kollega. Det er der, jeg er vendt tilbage til ham nu. Og arbejdet med Seiðr har haft en ret interessant effekt på Skytten, for efter at have overladt min helt og hans nye (måske) kæreste til sig selv i nogen tid, var det ret spændende at vende tilbage til alt deres pilleri igen. Det var nemlig tydeligt efter at have ladet manuskriptet hvile, at det var en mandlig fortæller, der beskrev det intime optrin – også selvom jeg oprindeligt havde prøvet at være ret neutral.

Og det fik mig til at tænke lidt på, hvem læseren af denne hypotetiske bog egentlig er. For hvad enten man selv ved af det eller ej, skriver man næsten altid til en bestemt, og typisk endda en ret bestemt modtager. Selvom det langt fra altid er en forfatters intention, kan man meget ofte afkode, hvem en bogs oplagte publikum er.

Præmieeksemplet er Dan Browns bøger om Robert Langdon. Robert er en lækkermås af en single, midaldrende, succesrig akademiker, der klæder sig afslappet men cool, som er en fremragende sportsudøver (hans evner ud i svømningen har simpelthen givet ham tilnavnet ”delfinen” blandt hans studerende), og som har en fantastisk evne til at komme i lag med tiltrækkende kvinder. Sidst men ikke mindst kommer han ud for det ene fantastiske eventyr efter det andet, som han, på grund af sin standhaftige og snarrådige karakter og faglige overlegenhed, altid er i stand til at komme helskindet ud af.

Hvor mange småkvabsede, utilfredse, midaldrende mænd med skjorter fra Mr Jardex kunne ikke godt tænke sig at læse om Robert Langdon og drømme, at det ikke var Robert Langdon, men i stedet dem selv, Jens Jensen, speditør hos Grød, Grød og Grød i Glostrup, der lå bagbundet i en pengetransport med en smuk fransk kvinde? Det er nok lidt, som der står i Peter Plys: ”Jeg tror helst, han vil høre en historie om sig selv.”

Om man som forfatter skeler til sin potentielle målgruppe, når man skriver sit manuskript, det er helt op til forfatteren. Men bevidst eller ej – ligeså snart dine fingre rammer tasterne, foretager du valg, og de valg vil altid vække mere genklang hos nogen end hos andre.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, Skytten, stilistik

Noveller vs. romaner

Som jeg nævnte i mit indlæg den 21. november, skriver jeg for tiden på en novelle. Siden jeg skrev en hel stribe noveller for nogle år siden, har jeg ikke beskæftiget mig mere med formen, men indtil videre har det virkelig været et lykkeligt gensyn.

Man bestemmer selv, hvor lang en roman skal være. Den kan være et koncentreret forløb eller et vildtflagrende epos med persongallerier, der er så store, at de simpelthen kræver et indeks. Jeg kan stadig huske, da jeg sad og navigerede i listen over personer i Doktor Zivago som halvstor teenager. Jeg fattede ikke et pluk, men det var vældigt fornøjeligt. Læser man en af Charles Dickensføljetonromaner, kan man også sommetider miste sporet af den røde tråd. Ikke at det ikke er fedt at læse, men vejen gennem sådan en roman er ikke altid lige og overskuelig. Groft sagt er en af de eneste regler for, hvad der definerer en roman – og det her er faktisk rigtig litteraturvidenskab – at der ikke er nogen regler, der definerer, præcist hvad en roman er. Med andre ord: Slå dig løs.

Novellen adskiller sig fra romanen ved, at dens plotstruktur ofte er anderledes og mere koncentreret. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at novellen i modsætning til romanen følger et bestemt sæt stramme regler, for sådan er det selvfølgelig ikke. Sagen er bare den, at en novelle er kortere. Der er plads til at sige mindre. Novellen er – i hvert fald i mine øjne – lidt ligesom origami. Den skal sidde lige i øjet, og der er ikke plads til nogen svinkeærinder eller overflødige sidehistorier. Persongalleriet er mindre, historien er kondenseret, og du følger din hovedhistorie og kun den gennem de stadier, der skal til for at afvikle den og føre den til ende. For mig er det at skrive en novelle en slags en øvelse i at fortælle en historie. Der er ikke er noget fyld til at skjule intrigen eller bløde den op, og derfor fremstår de enkelte dele i selve historieforløbet helt tydelige og klare, så alt skal være gennemtænkt og præcist formuleret.

Og netop fordi hvert eneste element i en novelle fremstår så klart og utilsløret, kan jeg koncentrere mig ekstra meget om, at hver eneste detalje er korrekt. Jeg kan simpelthen bruge mere tid på at få alle de ting, jeg skriver om på denne blog, til at fungere. Hvor mange ord er nødvendige for at beskrive den natur, der etablerer stemningen i novellen? Når jeg anvender stemningskarakteriserende tillægsord i mine naturbeskrivelser, hvor mange er så nok? Hvor mange er for mange? Hvordan karakteriserer jeg bedst og mest diskret min hovedperson, så læseren får et præcist billede af hende? Hvilke ord skal hun bruge i den indledende samtale med sin lærer for at tilkendegive sin manglende tro på lærerens projekt?

Det er alt sammen meget spændende, og hvad bedre er, jeg kan næsten mærke, hvordan jeg bliver bedre til mit håndværk undervejs.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen