Category Archives: Opbygning og struktur

Scrivener og skriveprocessen

Jeg skrev et indlæg for nogen tid siden om Scrivener, et program jeg var begyndt at bruge i mit arbejde. Jeg var meget begejstret for det dengang, og det er jeg stadigvæk. Faktisk så meget, at jeg nu bliver nødt til at skrive en update for at bekræfte, at jeg stadigvæk er begejstret.

Årsagen til at jeg downloadede programmet var, at jeg havde kimen til et romanmanuskript liggende. Og når jeg skriver liggende, så mener jeg virkelig liggende. Jeg var nået nogle tusinder ord ind i det, og så var det steget mig over hovedet. Min måde at arbejde på, kan jeg se nu, hvor jeg i stedet for Word bruger Scrivener, passede ikke godt til et program som Word, der forudsætter, at man begynder at skrive i den ene ende af et dokument og arbejder sig kontinuerligt ligeud for så at slutte i den anden. Jeg havde svært ved at bevare overblikket over historien, og uden overblik er det svært at bevæge sig videre eller arbejde kreativt. I hvert fald for mig.

Jeg indså på et tidspunkt, at jeg blev nødt til enten at skrive manuskriptet færdigt, eller (den anden mulighed var langt mindre tillokkende) holde op med at tale om det. Så det blev altså at skrive det færdigt. Med Scrivener. Og hvilken forskel det har gjort. Historien vokser. Jeg har overblik over mit manuskript og dets struktur. Jeg har et godt greb om mine personer, deres psykologi og deres motivation, og jeg kan løbende ændre på historien i takt med at plottets interne logik ændrer sig og kræver det.

Faktisk ser det hele så lyst ud, at jeg regner med at have skrevet historien færdig i april næste år, med god tid til redigering og gemmen-det-væk og finden-det-frem-igen for at læse det med nye øjne.

Bum. Nu er det sagt. Nu kan det ikke trækkes tilbage.

2 kommentarer

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen

Den ædle kunst at jinxe sig selv

Its alive!

Jeg har af nogle omgange (her og her) skrevet om en historie, jeg arbejdede på. Den havde antaget sig eget liv, og den gjorde nærmest fuldstændig, hvad den selv ville. Først skulle den være en novelle. Så ændrede den karakter undervejs og var måske ved at blive til en kort roman (en kortroman?). På et tidspunkt indså jeg, at jeg faktisk ikke havde det fjerneste begreb om historiens forløb. Jeg var begyndt at skrive ud fra et enkelt, inspireret optrin, og historien bugtede og slangede sig. Fortællerperspektivet ændrede sig også undervejs. Der endte min sidste opdatering.

Nu har det hele så ændret sig tilbage. Historien er en novelle igen. Fortællerperspektivet har også ændret sig tilbage til noget, der minder om det, det var før. Ikke helt, men i hvert fald ikke det, det udviklede sig til at blive undervejs. Men hvad der måske er vigtigst, så har novellen fundet sin afslutning. Og den er god. Det synes jeg i hvert fald! Jeg har fundet min tredje vej på sådan nærmest helt aristotelisk vis. Så ingen lægeromansnovelle og intet Nattog til Lissabon-plagiat. Jeg har skåret en del ting fra, som kom til undervejs i den periode, hvor jeg troede, novellen skulle være en (kort)roman (jeg er åbenbart stadigvæk ikke roman-klar) – og det har mildest talt været en lidt spøjs fornemmelse, sådan at skrive en novelle færdig ved at forkorte den.

Men – eller i virkeligheden måske og – jeg går og gnider mig i hænderne, fordi det vigtigste produkt af denne virkeligt underlige, rodede proces har været, at jeg vist nok står med idéen til en novellesamling. Sådan rigtig med tematik og struktur og emnemæssig afgrænsning og det hele. Jeg har to noveller nu, og jeg er godt i gang med den tredje. Som katten sagde: Hvis jeg fanger den mus, jeg lurer på, og så en til – så har jeg to!

2 kommentarer

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen, Uncategorized

Motiver og antagonismer

Det her novelleskriveri griber om sig. Jeg troede egentlig, at nu skulle jeg tilbage til Skytten, som har ligget brak i nogle måneder.

Men sådan skulle det ikke gå. For sagen er, at jeg længe har haft et motiv i baghovedet. Et rigtigt godt et, synes jeg. Problemet er bare, at det også er et rigtigt frygteligt et.

Jeg mener ikke selv, jeg er nogen mimose, men nogle ting kan alligevel godt komme for tæt på. Jeg tror, det er, når et tema eller en situation lægger sig for tæt op ad noget, jeg personligt er bange for, eller som jeg synes er for ubehageligt. Så kryber det ind under huden på mig. Slet ikke forstået sådan, at jeg tager af hovedstolen, bare at det bliver for ubehageligt.

Hovedstolen

Jeg har oplevet det en gang eller to før. Sidste gang var et kapitel i Imens det dugger, og det var en ualmindeligt opslidende oplevelse. Lidt ligesom at se Sophie’s Choice på repeat, virkelig mange gange. Der gik flere uger, inden jeg kunne tage mig sammen til at skrive det pågældende kapitel, for jeg syntes simpelthen, det var så synd for personerne. Jeg kunne næsten ikke holde ud at udsætte dem for de ting, de skulle igennem.

Og derfor har jeg holdt mig væk fra denne novelle indtil nu. Men den sidste tids rygstød har alligevel sat nogle ting igang, for måske er de slet ikke så tossede endda, de der noveller.

Det interessante er, at selv nu, hvor jeg har besluttet mig til at få den pågældende historie skrevet, kan jeg faktisk ikke få mig selv til at skrive den præcis sådan, som jeg har forestillet mig den. Jeg har ligesom lagt et metalag ind i fortællingen. Der er tale om en figur, jeg har lagt ind i historien, og som skaber fremdriften i novellen. Det er godt, fordi figuren rent faktisk faciliterer fremdriften i fortællingen, sådan helt à la Vladimir Propp, men på den anden side har jeg en mistanke om, at den også tager fokus væk fra hovedmotivet i historien.

Jeg bilder mig ind, det er altsammen blot er for at skabe dynamik i en historie, der ellers snarere ville indeholde et motiv end en antagonisme. Men jeg er bange for, det egentlig mest er fordi, jeg er en puddermås.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Opbygning og struktur, Skriveprocessen, Skytten

Noveller vs. romaner

Som jeg nævnte i mit indlæg den 21. november, skriver jeg for tiden på en novelle. Siden jeg skrev en hel stribe noveller for nogle år siden, har jeg ikke beskæftiget mig mere med formen, men indtil videre har det virkelig været et lykkeligt gensyn.

Man bestemmer selv, hvor lang en roman skal være. Den kan være et koncentreret forløb eller et vildtflagrende epos med persongallerier, der er så store, at de simpelthen kræver et indeks. Jeg kan stadig huske, da jeg sad og navigerede i listen over personer i Doktor Zivago som halvstor teenager. Jeg fattede ikke et pluk, men det var vældigt fornøjeligt. Læser man en af Charles Dickensføljetonromaner, kan man også sommetider miste sporet af den røde tråd. Ikke at det ikke er fedt at læse, men vejen gennem sådan en roman er ikke altid lige og overskuelig. Groft sagt er en af de eneste regler for, hvad der definerer en roman – og det her er faktisk rigtig litteraturvidenskab – at der ikke er nogen regler, der definerer, præcist hvad en roman er. Med andre ord: Slå dig løs.

Novellen adskiller sig fra romanen ved, at dens plotstruktur ofte er anderledes og mere koncentreret. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at novellen i modsætning til romanen følger et bestemt sæt stramme regler, for sådan er det selvfølgelig ikke. Sagen er bare den, at en novelle er kortere. Der er plads til at sige mindre. Novellen er – i hvert fald i mine øjne – lidt ligesom origami. Den skal sidde lige i øjet, og der er ikke plads til nogen svinkeærinder eller overflødige sidehistorier. Persongalleriet er mindre, historien er kondenseret, og du følger din hovedhistorie og kun den gennem de stadier, der skal til for at afvikle den og føre den til ende. For mig er det at skrive en novelle en slags en øvelse i at fortælle en historie. Der er ikke er noget fyld til at skjule intrigen eller bløde den op, og derfor fremstår de enkelte dele i selve historieforløbet helt tydelige og klare, så alt skal være gennemtænkt og præcist formuleret.

Og netop fordi hvert eneste element i en novelle fremstår så klart og utilsløret, kan jeg koncentrere mig ekstra meget om, at hver eneste detalje er korrekt. Jeg kan simpelthen bruge mere tid på at få alle de ting, jeg skriver om på denne blog, til at fungere. Hvor mange ord er nødvendige for at beskrive den natur, der etablerer stemningen i novellen? Når jeg anvender stemningskarakteriserende tillægsord i mine naturbeskrivelser, hvor mange er så nok? Hvor mange er for mange? Hvordan karakteriserer jeg bedst og mest diskret min hovedperson, så læseren får et præcist billede af hende? Hvilke ord skal hun bruge i den indledende samtale med sin lærer for at tilkendegive sin manglende tro på lærerens projekt?

Det er alt sammen meget spændende, og hvad bedre er, jeg kan næsten mærke, hvordan jeg bliver bedre til mit håndværk undervejs.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen

Ingredienserne i en god fortælling

Hvordan ser den gode historie ud? Det er emnet for denne uges indlæg, og selvmodsigende nok vil jeg straks melde ud, at det hverken kan eller vil jeg svare på. Der findes simpelthen ikke noget entydigt svar. Philip K. Dick ville mene noget diametralt anderledes end Günther Grass, der igen ville mene noget helt andet end Dan Brown eller George Perec – og de ville alle sammen have ret!

Hvad jeg imidlertid kan give er nogle få (fire, faktisk) pointers om de elementer eller funktioner i et plot, man med fordel kan inddrage eller undgå, hvis ens historie skal fungere bedst muligt for ens læser.

  1. Jeg har sagt det tidligere. Nu siger jeg det igen. Dine personers handlinger bør være realistisk motiverede af, hvad den eller de personer ville gøre i en given situation. Ville en person med højdeskræk kaste sig ud fra kanten af en klippe for at slippe væk fra en kødædende zombie? Måske – hvis han eller hun var desperat nok. Hvis du skønner, det er tilfældet, så godtgør det i det, du skriver.
  2. Undgå deus ex machina. Det ville jeg i hvert fald gøre. Med andre ord bør du ikke lade handlingen i din historie afhænge af ting, der ikke er sandsynlige. Med sandsynlige mener jeg ikke, at dine historier ikke må indeholde kødædende zombier, for de kan sagtens være mere end sandsynlige indenfor rammerne af en bestemt slags historie. Hvad jeg mener er, at hvis din historie handler om zombier, og du ikke på noget tidspunkt har nævnt himmelrummet, asteroider eller forestående meteornedslag, skal du ikke på side 325 pludselig lade din helt eller heltinde blive reddet fra den kødædende zombie ved at en meteor slår ned i hovedet på den.
  3. I forlængelse af deus ex machina – du kan sikkert næsten regne ud, hvad jeg vil skrive nu. Hvis du har brug for en begivenhed eller en ting til at styre handlingen i den rigtige retning, så introducer den, før du anvender den. Hvis du rent faktisk beslutter dig til, at din helt skal reddes fra zombierne af en meteor på side 325, så introducer meteoren i begyndelsen af din bog. Nu trues jorden ikke kun af zombier, men også af et nært forestående meteornedslag, hvilket gør det meget mere sandsynligt, at din historie slutter med et brag. (Hø.)
  4. Sidst men ikke mindst – husk at runde din historie af. Det lyder banalt, men det kan faktisk være overraskende svært. Når du fortæller en historie vil du typisk fokusere på et eller to grundlæggende elementer: Hvad sker der med din helt/heltinde, efter verden bliver invaderet af kødædende zombier/trues af gigantiske meteorer, for eksempel? Det er den primære historie, du ønsker at fortælle, men din bog vil typisk indeholde flere figurer end bare din hovedperson, og hvad sker med dem? Hvad med ham fyren, hovedpersonen slår følge med i to kapitler, men som pludselig bare er væk? Går han sine egne veje, fordi han beslutter sig til at hugge et passagerfly og flyve til Svalbard? Du synes måske, det er den overordnede historie uvedkommende, men husk på, at læseren ser dig som en autoritet. Hvis du introducerer et element i plottet, vil læseren naturligt tænke, at du gør det af en grund, og hvis du ikke afrunder det element ordentligt, vil læseren sidde tilbage og undre sig over, hvorfor det overhovedet skulle introduceres til at begynde med. Det skal ikke forstås sådan, at alles historier skal fortælles helt til ende, bare at du bør afslutte de ting du begynder. Forlader vi vores helts sidekick, mens hans fly forsvinder i horisonten er det også helt fint, bare du godtgør overfor læseren, at her forlader vi altså ham.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Psykologi, Skriveprocessen