Al musik er god musik
En klog mand fortalte mig engang, at en god musiker kan lide al slags musik.
På samme måde er jeg overbevist om, at en god forfatter kan lide al slags litteratur, og jeg forsøger at ihukomme netop den tanke så meget som muligt. Jeg læser bredt og forsøger at
gøre det uden fordomme. Får jeg en impuls til at læse noget – næsten ligegyldigt hvad det er, så forfølger jeg den. Og hvad mere er, så prøver jeg generelt at have ja-hatten på, når jeg taler eller skriver om litteratur. Der er ingen, der har gavn af, at jeg opfører mig som et surt røvhul, hverken læsere, forlæggere eller forfattere.
Det er faktisk generelt mit problem med folk, der forsøger at forholde sig seriøst til litteratur: “Seriøst” bliver enormt hurtigt synonymt med “kritisk”, og “kritisk” lig med “finde fejl”. At
påpege fejl af den ene eller den anden art i en tekst er en nem måde på hvilken at finde noget fornuftigt at sige, og en genvej til at demonstrere sin egen intelligens.
Så det med at påpege mangler, det er gerne noget, jeg overlader til andre – typisk læseren. På den måde kan han eller hun danne sig sin egen mening i fred for mig.
Og så alligevel ikke
Men somme tider, ja så er lort altså bare lort, lige meget hvordan man vender og drejer sagen. 
Og en sjælden gang er det lort, jeg støder på, af en så offensiv karakter, at jeg simpelthen ikke kan holde kæft. Sådan et tilfælde er jeg stødt ind i nu. Jeg har gået rundt om problemet som katten om den varme grød det meste af julen, og jeg har gjort indtil flere forsøg på at læse teksten igen med nye briller, men uanset min indgangsvinkel, er resultatet forblevet det samme: Bogen er noget lort, og det i en sådan grad, at det provokerer mig.
Derved kunne jeg lade det blive, men jeg føler mig alligevel bevæget til at gå mere i detaljer. Jeg har godt nok besluttet mig til intet at sige om identiteten af forfatteren eller titlen på bogen. Om hvorvidt det er en novellesamling eller en roman. Om den er dansk eller udenlandsk, eller hvilket forlag, den kommer fra. Men der er ikke desto mindre stadig en lektie at lære i at beskrive det, jeg mener er værkets problemer – det er emner, alle vi, der skriver, bør være opmærksomme på.
Det aktuelle lort
Overordnet er værket bygget på en virkelig god ide. Der er tale om en fundamentalt spændende historie, med en fundamentalt spændende præmis. Sprogligt er den imidlertid utroligt dårligt udført. Man kan støde på mange variationer af dårligt sprog, og det kan være dårligt i varierende grad. Nogle forfattere har måske svært ved at skrive dialog. (Måske lyder alle personerne ens, måske taler de ikke, som mennesker taler i virkeligheden.) Andre forfattere har en vild og usammenhængende billeddannelse (Osteskæreren lå på them-osten som en lamborghini, der susede afsted). Atter andre er måske for monotone i deres fortællestil (Og så læste han bogen. Og så læste han den igen. Og skældte han ud til sin kone. Og så da hun ikke gad at høre mere på ham, så købte han 10 guldøl nede i Netto, og da han så kom hjem, så drak han dem allesammen.) Det er allesammen eksempler på sprogligt håndværk, der kan udføres bedre, men det er på den anden side – det er i hvert fald min påstand – også eksempler på ærlige fejl: Fejl, der beror på manglende fantasi, manglende eller dårlig indsigt i menneskers psykologi, manglende greb om sproglige troper og hvordan de virker, eller simpelthen bare et fattigt, uopdyrket sprog.
Det, der generer mig ved det nærværende værk, er noget helt andet. Det oser simpelthen af håndværksmæssig 
dovenskab. For eksempel er teksten fuld af anglicismer, altså ord eller vendinger, der er oversat til dansk fra engelsk eller amerikansk, men som ringe eller ingen mening giver på dansk, fordi der er tale om oversættelser af idiomatiske vendinger – udtryk, der direkte oversat betyder noget andet, end deres faktiske ordlyd.
Eller tillægsord, danske såvel som engelske, som kan være misvisende i en given sammenhæng, fordi de åbenlyst betyder noget andet, måske endda det modsatte af det, der er den karakteristiske attribut ved et objekt eller en handling i teksten.
Eller endelig de helt grundlæggende forkerte udtryk. Forfatteren har ønsket at karakterisere et objekt, men har i sit forsøg på at gøre sit sprog raffineret valgt at bruge et forkert ord. Et eksempel, opfundet af mig selv til lejligheden: “Min beslutning er stenet.” Nej, den er selfølgelig ikke. Den er mejslet i sten.
Alle de ovenstående eksempler vidner om hastværk og dovenskab, for hvis der er tale om bevidste stilistiske valg, så er det i hvert fald utroligt upassende, stilistiske valg, der ikke tilfører teksten noget, men snarere fratager den noget – præcision. Forfatteren har måske en ide om, hvad han eller hun ønsker at beskrive, men orker ikke at bruge tiden på at sætte passende ord på sine tanker. I stedet for at slå et udtryk eller et ord op, eller simpelthen bare stoppe op og tænke sig om (hvordan ser man ud, når man er vred/ked af det/ivrig?), kværnes der videre ud fra devisen om, at det er bedre at skrive noget upræcist end slet ikke at skrive noget.
Manglende sproglig præcision skaber upræcise tanker, og det er et problem, for det er den eneste ting, en forfatter faktisk kan: Overføre tanker til andre.
Det er manglende respekt for sit eget værk, det er manglende respekt for forfattergerningen, og det er en vild devaluering af begge dele overfor læseren. Hvis forfatteren ikke gider at beslutte sig til, hvad det er, en tekst beskriver, hvordan i alverden skal billedet af det, der beskrives, så kunne overføres til læserens tanker? Hvis teksten emmer af, at forfatteren ikke gider at bruge tid på skrive sin tekst med et præcist og afstemt sprog, hvorfor skulle andre så respektere den tekst? Forfatteren respekterer den jo tydeligvis ikke selv.
Jeg er helt overbevidst om, at det, én person ikke gider spilde tid på, kan være en andens favoritværk, men ligegyldigt hvad man skriver, må man grundlæggende selv respektere det. Alt andet er spild af både forfatterens og læserens tid, og hvordan en forlægger kan lade sådan noget slippe igennem en redaktionel proces går simpelthen over min forstand. Føj.
Aske Munk-Jørgensen 