Tag Archives: Plot

Noveller vs. romaner

Som jeg nævnte i mit indlæg den 21. november, skriver jeg for tiden på en novelle. Siden jeg skrev en hel stribe noveller for nogle år siden, har jeg ikke beskæftiget mig mere med formen, men indtil videre har det virkelig været et lykkeligt gensyn.

Man bestemmer selv, hvor lang en roman skal være. Den kan være et koncentreret forløb eller et vildtflagrende epos med persongallerier, der er så store, at de simpelthen kræver et indeks. Jeg kan stadig huske, da jeg sad og navigerede i listen over personer i Doktor Zivago som halvstor teenager. Jeg fattede ikke et pluk, men det var vældigt fornøjeligt. Læser man en af Charles Dickensføljetonromaner, kan man også sommetider miste sporet af den røde tråd. Ikke at det ikke er fedt at læse, men vejen gennem sådan en roman er ikke altid lige og overskuelig. Groft sagt er en af de eneste regler for, hvad der definerer en roman – og det her er faktisk rigtig litteraturvidenskab – at der ikke er nogen regler, der definerer, præcist hvad en roman er. Med andre ord: Slå dig løs.

Novellen adskiller sig fra romanen ved, at dens plotstruktur ofte er anderledes og mere koncentreret. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at novellen i modsætning til romanen følger et bestemt sæt stramme regler, for sådan er det selvfølgelig ikke. Sagen er bare den, at en novelle er kortere. Der er plads til at sige mindre. Novellen er – i hvert fald i mine øjne – lidt ligesom origami. Den skal sidde lige i øjet, og der er ikke plads til nogen svinkeærinder eller overflødige sidehistorier. Persongalleriet er mindre, historien er kondenseret, og du følger din hovedhistorie og kun den gennem de stadier, der skal til for at afvikle den og føre den til ende. For mig er det at skrive en novelle en slags en øvelse i at fortælle en historie. Der er ikke er noget fyld til at skjule intrigen eller bløde den op, og derfor fremstår de enkelte dele i selve historieforløbet helt tydelige og klare, så alt skal være gennemtænkt og præcist formuleret.

Og netop fordi hvert eneste element i en novelle fremstår så klart og utilsløret, kan jeg koncentrere mig ekstra meget om, at hver eneste detalje er korrekt. Jeg kan simpelthen bruge mere tid på at få alle de ting, jeg skriver om på denne blog, til at fungere. Hvor mange ord er nødvendige for at beskrive den natur, der etablerer stemningen i novellen? Når jeg anvender stemningskarakteriserende tillægsord i mine naturbeskrivelser, hvor mange er så nok? Hvor mange er for mange? Hvordan karakteriserer jeg bedst og mest diskret min hovedperson, så læseren får et præcist billede af hende? Hvilke ord skal hun bruge i den indledende samtale med sin lærer for at tilkendegive sin manglende tro på lærerens projekt?

Det er alt sammen meget spændende, og hvad bedre er, jeg kan næsten mærke, hvordan jeg bliver bedre til mit håndværk undervejs.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen

Ingredienserne i en god fortælling

Hvordan ser den gode historie ud? Det er emnet for denne uges indlæg, og selvmodsigende nok vil jeg straks melde ud, at det hverken kan eller vil jeg svare på. Der findes simpelthen ikke noget entydigt svar. Philip K. Dick ville mene noget diametralt anderledes end Günther Grass, der igen ville mene noget helt andet end Dan Brown eller George Perec – og de ville alle sammen have ret!

Hvad jeg imidlertid kan give er nogle få (fire, faktisk) pointers om de elementer eller funktioner i et plot, man med fordel kan inddrage eller undgå, hvis ens historie skal fungere bedst muligt for ens læser.

  1. Jeg har sagt det tidligere. Nu siger jeg det igen. Dine personers handlinger bør være realistisk motiverede af, hvad den eller de personer ville gøre i en given situation. Ville en person med højdeskræk kaste sig ud fra kanten af en klippe for at slippe væk fra en kødædende zombie? Måske – hvis han eller hun var desperat nok. Hvis du skønner, det er tilfældet, så godtgør det i det, du skriver.
  2. Undgå deus ex machina. Det ville jeg i hvert fald gøre. Med andre ord bør du ikke lade handlingen i din historie afhænge af ting, der ikke er sandsynlige. Med sandsynlige mener jeg ikke, at dine historier ikke må indeholde kødædende zombier, for de kan sagtens være mere end sandsynlige indenfor rammerne af en bestemt slags historie. Hvad jeg mener er, at hvis din historie handler om zombier, og du ikke på noget tidspunkt har nævnt himmelrummet, asteroider eller forestående meteornedslag, skal du ikke på side 325 pludselig lade din helt eller heltinde blive reddet fra den kødædende zombie ved at en meteor slår ned i hovedet på den.
  3. I forlængelse af deus ex machina – du kan sikkert næsten regne ud, hvad jeg vil skrive nu. Hvis du har brug for en begivenhed eller en ting til at styre handlingen i den rigtige retning, så introducer den, før du anvender den. Hvis du rent faktisk beslutter dig til, at din helt skal reddes fra zombierne af en meteor på side 325, så introducer meteoren i begyndelsen af din bog. Nu trues jorden ikke kun af zombier, men også af et nært forestående meteornedslag, hvilket gør det meget mere sandsynligt, at din historie slutter med et brag. (Hø.)
  4. Sidst men ikke mindst – husk at runde din historie af. Det lyder banalt, men det kan faktisk være overraskende svært. Når du fortæller en historie vil du typisk fokusere på et eller to grundlæggende elementer: Hvad sker der med din helt/heltinde, efter verden bliver invaderet af kødædende zombier/trues af gigantiske meteorer, for eksempel? Det er den primære historie, du ønsker at fortælle, men din bog vil typisk indeholde flere figurer end bare din hovedperson, og hvad sker med dem? Hvad med ham fyren, hovedpersonen slår følge med i to kapitler, men som pludselig bare er væk? Går han sine egne veje, fordi han beslutter sig til at hugge et passagerfly og flyve til Svalbard? Du synes måske, det er den overordnede historie uvedkommende, men husk på, at læseren ser dig som en autoritet. Hvis du introducerer et element i plottet, vil læseren naturligt tænke, at du gør det af en grund, og hvis du ikke afrunder det element ordentligt, vil læseren sidde tilbage og undre sig over, hvorfor det overhovedet skulle introduceres til at begynde med. Det skal ikke forstås sådan, at alles historier skal fortælles helt til ende, bare at du bør afslutte de ting du begynder. Forlader vi vores helts sidekick, mens hans fly forsvinder i horisonten er det også helt fint, bare du godtgør overfor læseren, at her forlader vi altså ham.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Psykologi, Skriveprocessen