Jeg havde en kort samtale på Twitter (jotak, jeg er nemlig med på noderne…) med forlaget Replikant (@Rplikant) om lydbøger for nylig, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Replikant arbejdede på det tidspunkt med at indspille en lydbogsudgave af Mikala Rosenkildes Legetøj, og tweeterierne handlede om oplæste versus dramatiserede lydbøger.
Replikant skrev (her citerer jeg frit efter hukommelsen), at jo mere dialog en tekst indeholder, desto mere dramatisering må den kunne bære. Og det er simpelthen at ramme hovedet på sømmet, hvis der er nogen, der skulle spørge mig! For dialog er i sin natur dramatisk. Ordet drama betyder faktisk handling. Dramatik for eksempel, altså teater, er med andre ord simpelthen handling. Og handlingen i et teaterstykke, dramaet, er de ting, der foregår mellem to mennesker. Når en dramatiker vil skrive sit stykke, er personernes ord forfatterens eneste mulighed for at skabe handlingen. Prosaforfattere er mere heldige. Vi har nemlig en anden fantastisk opfindelse til rådighed, fortælleren, men ikke desto mindre er det en god ting at huske på: Handling er noget, der foregår mellem mennesker, og dialogen er et direkte udtryk for det, der foregår imellem dem. I princippet kunne man sige, at det at tale er en handling i sig selv.
Husker man på det, har man en god ledetråd til, hvordan man kan skelne mellem dialogen og fortælleren, når man skriver sit manuskript. Hvor fortælleren beskriver, der handler personerne.
Nu lyder det sikkert som om, jeg siger, at en fortællerstemme altid er passiv og langsom i forhold til personernes intense handlen. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det heller ikke udelukkende forkert. Med dialogen kommer man meget tæt på sine personer, og på den måde kan man variere afstanden til dem og intensiteten i det, man skriver. Vil du helt tæt på figurerne og have deres ufiltrerede holdninger eller følelser, eller skal vi betragte dem på afstand? Se for eksempel de to forskellige fremstillinger af Hennins mening om sin kammerat, Lars Poulsen, nedenfor (for en gangs skyld ikke sakset fra Imens det dugger):
Fortalt:
Lars Poulsen var en idiot. Hennin havde altid lyst til at pande ham en.
Talt:
”Lars, du er en fucking idiot,” sagde Hennin. ”Du skulle kraftedeme have et par flade!”
Man kan tydeligt mærke forskellen, ikke? Helt konkret er der i det fortalte eksempel ikke nogen handling. Læseren får bare at vide, hvad Hennin synes om Lars, Hennin selv forholder sig passiv. Når Hennin på den anden side skal sige, hvad han mener om Lars, bliver han tvunget til at agere. I det her tilfælde har han valgt at konfrontere sin ven. Nu er det op til Lars at reagere. Vi kan kun forestille os, hvor det optrin ender.
Med dialogen får du en intens oplevelse af mennesket, der handler -hvad enten den handling er Hennin, der konfronterer sin kammerat, eller det er følelsesladede, intime udvekslinger – denne gang igen på betryggende vis taget fra Imens det dugger:
”Du er smuk,” sagde han, stille. Så gentog han det, højere, mere sikker på ordene: ”Du er smuk.”
Aske Munk-Jørgensen 