Jeg plejer ikke at bruge min blog til boganmeldelser, men i dag har jeg nu alligevel tænkt mig at gøre en undtagelse.
For nylig fik jeg nemlig mulighed for at læse Kaare Thomsens nyoversættelse af Racines franske tragedie fra 1667, Andromaque, og jeg var meget begejstret. Det var et fremragende bekendtskab. For det første fordi Andromaque er et gribende teaterstykke, for det andet fordi Kaare Thomsen har lavet et virkelig godt oversætterarbejde. Nedenfor vil jeg sige et par ord om begge dele – både Kaare Thomsen og Andromaque.
Andromaque først. Racines stykke er en tragedie, men i modsætning til den antikke, græske tragedie handler Andromaque ikke kun om én enkelt persons dilemma og guddommelige sonoffer. Hos Racine er fire personers skæbner vævet sammen i en frygtelig, gordisk knude. Aktørerne drives frem mod stykkets afslutning af deres egen psykologi og deres egne impulser. Alle elsker den forkerte, og personernes instinkter tvinger dem fra det ene desperate valg til det andet. Måske kunne de finde en fornuftig løsning på deres problemer, hvis de blot tænkte sig om, men det kan de bare ikke. Deres tragedie er deres desperation og deres egne følelser. For tilskueren er tragedien at se deres frygtelige valg udefra og intet at kunne gøre for at hjælpe. Hos Racine styrer intet andet vores skæbner end vores egen stolthed og dårlige valg. Det er grusomt, det er klaustrofobisk, og først og fremmest er det frygteligt genkendeligt!
Men hvad med nærværende udgave? Hvis oversættelser til dansk skal forblive relevante, er det nødvendigt, at teksterne bliver genoversat med jævne mellemrum. Enhver, der har sat sig ned med Christian Wilsters oversættelse af Iliaden kan skrive under på, at en gammel oversættelse på dansk sagtens kan lyde ligeså fremmed for en moderne læser, som en tragedie skrevet på fransk i 1600’tallet. Og hvis tingene virker for underlige og fremmede og for uvedkommende, ja, så er der bare mange, der ikke gider bruge kræfter på dem, desværre. Derfor er det et hamrende vigtigt stykke arbejde, Kaare Thomsen har foretaget ved at oversætte dette dramatiske hovedværk. Og hvad mere er, så har han i mine øjne gjort det fremragende.
At oversætte er nemlig ikke bare et spørgsmål om at oversætte ord til dansk. Man skal træffe valg. Og når man træffer de valg, bliver man også i et eller andet omfang nødt til at fortolke værket, man oversætter. På en måde fortolker og gendigter man det, og derfor må man være samvittighedsfuld i sit arbejde.
Skal man for eksempel gøre sproget kompromisløst moderne? Er det ornlig sygt at Pyrrhus ikke vil gifte sig med Hermione? Hun er jo fucking lækker!
Eller skal man gøre sit sprog arkaisk? Andromaque er jo skrevet i 1667? Pyrrhus agter ikke på sit Løfte om at tage den attråværdige Hermione til Ægte. Et Løfte, han har givet som højbåren Adelsmand.
Kaare Thomsen vælger at lægge sig i et elegant, sprogligt neutralt leje, der formidler teksten mere end at tage fokus fra den. Det er ikke for moderne, det er ikke for gammeldags, og hvad mere er – så holder han sig til det. Her er ingen udfald, der bryder stilen og irriterer (hvilket langt fra altid er tilfældet med fordanskninger af udenlandske værker). Han formår at give Racines karakterer et stilrent sprog, der minder læseren om, at her har man med sagnhelte og folk af ædel byrd at gøre. Og han gør det, uden at sproget bliver fremmedgørende ved bevidst opstyltet, gammeldags retorik (tænk Tolkien).
Alt det gør oversættelsen til en nydelse at læse. Sproget glider let og formidler uden at tage fokus fra Racine. For Andromaque er jo i sidste ende Racines tekst, og ikke Kaare Thomsens. Og her finder man måske den største genistreg ved denne oversættelse.
Andromaque foregår i den græske sagntid, men stykket er skrevet i Frankrig i barokken. Skuespillerne har stået på den franske hofscene og talt et formfuldendt 1600’tals-fransk. Stykket er i lige så høj grad fransk som græsk. Og hvordan formidler man det? Først og fremmest ved ikke at gøre sproget ”antikt”, men derudover ved et greb, der i al sin enkelthed alligevel er imponerende opfindsomt og effektivt: Andromache er ikke Andromache. Hun er Andromaque. Orestes er ikke Orestes. Han er Oreste. Stykkets karakterer, deres navne og stavemåder er franske. Ikke græske. Måske er stoffet antikt, men ud gennem teksten fornemmer man alligevel barokken skinne med al sin sans for æstetik, dramatik og pragt.
Tilbage er der faktisk bare at sige wow! Eller som man ikke ville have sagt i Racines samtid: “C’est super cool, hein?”
Køb Andromaque her: E-bog, P-bog
Jean Racine: Andromaque
Oversat v. Kaare Thomsen
Forlaget Gottleben
Aske Munk-Jørgensen 