Category Archives: Fortælleren

En digression om en ekskurs

Fornøjelserne med mit Quixote-projekt fortsætter. Da jeg fortalte om det i mit forrige indlæg, vaklede jeg mellem at følge min fornuft og lægge det på is, eller skrive videre og se, hvor det førte mig hen.

Siden da har jeg hamret ivrigt i tasterne, og da jeg forleden gjorde status, kunne jeg se, at der nok i virkeligheden var stof til et længere (langt?) manuskript (roman?) Det var en ret interessant indsigt. Det gør mig sådan set ikke noget, at det, jeg oprindeligt havde tænkt som en novelle, skulle vise sig måske at være noget andet. Mit problem består i, at jeg har skrevet en hel del på historien nu, og skal jeg til at udvide den endnu mere, er jeg ikke helt sikker på, fortællestilen egner sig til formatet længere.

Det er noget halvnørdet noget, men helt konkret er der tale om en personbundet 1. personsfortæller. Historiens fortæller kan altså kun se det, den person vitterligt kan se og forstå. Fortælleren kan ikke læse og gengive andre personers tanker eller gengive optrin, hvor han eller hun ikke selv har været tilstede. Men ikke nok med det, så er der tale om en fortæller, der er meget fremtrædende i teksten. Han fortæller meget og gengiver ekstremt lidt dialog. Og det er selvfølgelig ikke fordi, man ikke kan skrive en meget lang fortælling med kun én, meget begrænset synsvinkel (der kommer måske endda til at være tale om en upålidelig fortæller?) Litteraturhistorien er fyldt med romaner med upålidelige, personbundne førstepersonsfortællere. Dostojevskij har gjort det, og Faulkner, og hvem ved jeg. Men jeg er ved den gode Gud hverken Dostojevskijs eller Faulkner.

Så hvad gør jeg nu? Enten fortsætter jeg mit vilde ridt ud af en tangent med den fortæller, jeg nu engang har, eller også rykker jeg tilbage til start og skriver hele molevitten om med en ny fortæller.

Juryen voterer stadigvæk.

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren

Helt eller skurk?

Jeg kunne godt tænke mig at sige et par ord om kunsten at beskrive sine personer. Det har jeg efterhånden sagt en del ord om, men det er også et dejligt emne.

Læsere af mine tidligere indlæg vil vide, at jeg mener, man bør finde ud af, hvem ens person er, inden man begynder at skrive om ham eller hende. For en effektiv måde at beskrive sine personer på, det er gennem deres tale og deres handlinger. Og hvis man har en klar ide om, hvem de er, inden de træder ind i handlingen, så er det også mere sandsynligt, at de vil tale og handle på en måde, der er realistisk og karakteristisk for dem, og som siger noget om deres karakter.

Men nu er det jo fiktion, den her blog handler om, og sommetider er vi altså tilbøjelige til også at putte beskrivelser ind i vores fortællinger – hvad skulle man ellers bruge den der dejlige fortællerstemme til, vi har til rådighed? Sommetider kan man godt komme til at forklare, at ens hovedperson har et problem med Copenhipsters, eller at han godt kan lide Iron Maiden, også selvom man som forfatter er meget idealistisk og ikke nødvendigvis ønsker at lede sin læser ved at forklare, hvordan alting skal forstås eller ses.

Helt eller skurk?

Litteraturhistorien er fuld af pukkelryggede skurke med koparrede ansigter, og blonde, atletiske helte, men generelt er det sådan, at litterater godt kan rynke på næsen af den slags kendetegn ved personer. Tanken er, at det er lidt for tæt på Anders And, hvor vi aldrig er i tvivl om, at skurken er skurk, når han nu hedder K.L. Amme Ormsen.

I 1900-tallet gik det af mode at lade noget ydre beskrive indre værdier ved personen.

Helt eller skurk?

Virkeligheden var jo aldrig symbolsk på den måde, var tanken, så hvorfor skulle litteraturen være det? Men faktisk er det en lidt spøjs ide, for man kommer lynhurtigt ud på en glidebane som forfatter, påstår jeg, hvis alting skal være så hyper-realistisk. Hvor går grænsen for, hvad man så overhovedet må sige om en person? Hvornår begynder en personbeskrivelse at blive symbolsk?

Jeg kan personligt ikke lade være med at putte markører ind i mine fortællinger, der fortæller noget om mine personer, men jeg må også sommetider tage noget flak for det. For ikke så længe siden var der for eksempel en prøvelæser, som rystede på hovedet, fordi jeg lod en af mine personer høre en opera af Korngold. Hvis man kender min mening om Korngold, så vil man også vide, som min prøvelæser, at det var en total tell om den figurs personlighed. Jeg fik at vide, at det for nem en måde at beskrive personen på – men faktum står tilbage, at en mand som ham, netop ville sætte sig ned og høre en opera af Korngold, hvis han ville have noget intellektuel stimulans. Så hvorfor skulle jeg gøre det sværere for mig selv? Skulle jeg have ladet ham høre noget andet, han ikke kunne lide for at gøre fortællingen mere realistisk? Det kan godt være, virkeligheden ikke altid er så symbolsk eller let afkodelig, men nu er det jo altså også fiktion og ikke virkelighed, jeg skriver.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, Psykologi, stilistik

Fortælleren

Jeg har tidligere skrevet en del om personernes direkte tale – i denne uge vil jeg fokusere på den direkte tales modsætning, nemlig fortællerstemmen.  Der er et hav af forskellige udgaver af, hvad en fortæller er, og mindst ligeså mange måder at bruge fortællerstemmen på. Jeg har sagt det så mange gange, at det næsten er en trosbekendelse for mig, men der er altså ikke én rigtig måde at skrive på. Med andre ord ved jeg godt, jeg bevæger mig på gyngende grund her, men jeg vil alligevel vove det ene øje og sige et par ord om, hvad jeg synes, er den mest fornuftige måde at bruge sin fortæller på.

De to mest almindelige versioner af fortælleren er nok den, der enten optræder som en person i romanen (tænk for eksempel på Philip Marlowe i Raymond Chandlers krimier) eller den ikke-person bundne, alvidende fortæller (eksempelvis fortælleren i Ringenes Herre af Tolkien: stemmen tilhører ikke nogen i figur i historien, og den kan se ind i hovederne på figurerne i bogen). For nemheds skyld vil jeg her fokusere på den ikke-personbundne, alvidende fortæller, for med den er det nemmest at vise de ting, jeg gerne vil påpege.

Jeg er stor tilhænger af ”show it, don’t tell it”-princippet. Det var ikke det udtryk, jeg brugte, da jeg skrev mit indlæg om tillægsord og biord, men det var ikke desto mindre det, det handlede om. Når man lader være med at forklare alt for sin læser, giver man læseren mere at arbejde med, og det resulterer simpelthen i en sjovere oplevelse, tror jeg. Og det kan netop være problemet med en ikke-personbundet, alvidende fortæller: Når man har valgt en fortællerstemme, der ved alt, så er det nemt bare at fortælle det hele til læseren – vi, altså forfatteren, ved jo godt, hvad det det hele handler om. Men derfor bør vi stadigvæk ikke ødelægge fornøjelsen for læseren.

Se for eksempel det her uddrag fra en roman fra en af den hårde science fictions capoer, Arthur C. Clarke:

Though few realized it as yet, the fall of religion had been paralleled by a decline in science. There were plenty of technologists, but few original workers extending the frontiers of human knowledge. Curiosity remained, and the leisure to indulge in it, but the heart had been taken out of fundamental scientific research. (Arthur C. Clarke: Childhood’s End, DelRey, 1990)

Tjabum. Det kan godt være, passagen ovenfor er nødvendig baggrund for fortællingens videre forløb, men der bliver godt nok ikke overladt meget til læserens fantasi.

Se på den anden side her:

In the offing, the sea and the sky was welded together without a joint and in the luminous space the tanned sails of the barges drifting up with the tide seemed to stand still in red clusters of canvas […]. The air was dark above Gravesend, and farther back still seemed condensed into a mournful gloom brooding motionless over the biggest, and the greatest city on earth. (Joseph Conrad: Heart of Darkness, Norton, 1988)

Det er jo ikke fordi Conrad er diskret. Tvært imod skriger han nærmest det, han vil sige, men ikke desto mindre siger han ikke: ”London er det epicenter, hvorfra den vestlige civilisation, der lever af at snylte på andre og derved smitter dem med sit eget fordærv, udgår.” Den kobling overlader han til sin læser. I stedet serverer han en poetisk introduktion til sin bog, der på samme fortæller den vakse læser, hvad romanen (blandt andet) skal handle om. I mine øjne ville det være fjollet ikke at bruge sådan en fortællerstemme til at supplere sin historie, som Conrad gør det, men igen -fortælleren er der for læserens skyld, ikke omvendt.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, stilistik

Lidt mere om direkte tale

Jeg havde en kort samtale på Twitter (jotak, jeg er nemlig med på noderne…) med forlaget Replikant (@Rplikant) om lydbøger for nylig, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Replikant arbejdede på det tidspunkt med at indspille en lydbogsudgave af Mikala Rosenkildes Legetøj, og tweeterierne handlede om oplæste versus dramatiserede lydbøger.

Replikant skrev (her citerer jeg frit efter hukommelsen), at jo mere dialog en tekst indeholder, desto mere dramatisering må den kunne bære. Og det er simpelthen at ramme hovedet på sømmet, hvis der er nogen, der skulle spørge mig! For dialog er i sin natur dramatisk. Ordet drama betyder faktisk handling. Dramatik for eksempel, altså teater, er med andre ord simpelthen handling. Og handlingen i et teaterstykke, dramaet, er de ting, der foregår mellem to mennesker. Når en dramatiker vil skrive sit stykke, er personernes ord forfatterens eneste mulighed for at skabe handlingen.  Prosaforfattere er mere heldige. Vi har nemlig en anden fantastisk opfindelse til rådighed, fortælleren, men ikke desto mindre er det en god ting at huske på: Handling er noget, der foregår mellem mennesker, og dialogen er et direkte udtryk for det, der foregår imellem dem. I princippet kunne man sige, at det at tale er en handling i sig selv.

Husker man på det, har man en god ledetråd til, hvordan man kan skelne mellem dialogen og fortælleren, når man skriver sit manuskript.  Hvor fortælleren beskriver, der handler personerne.

Nu lyder det sikkert som om, jeg siger, at en fortællerstemme altid er passiv og langsom i forhold til personernes intense handlen. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det heller ikke udelukkende forkert. Med dialogen kommer man meget tæt på sine personer, og på den måde kan man variere afstanden til dem og intensiteten i det, man skriver. Vil du helt tæt på figurerne og have deres ufiltrerede holdninger eller følelser, eller skal vi betragte dem på afstand? Se for eksempel de to forskellige fremstillinger af Hennins mening om sin kammerat, Lars Poulsen, nedenfor (for en gangs skyld ikke sakset fra Imens det dugger):

Fortalt:

Lars Poulsen var en idiot. Hennin havde altid lyst til at pande ham en.

Talt:

”Lars, du er en fucking idiot,” sagde Hennin. ”Du skulle kraftedeme have et par flade!”

Man kan tydeligt mærke forskellen, ikke?  Helt konkret er der i det fortalte eksempel ikke nogen handling.  Læseren får bare at vide, hvad Hennin synes om Lars, Hennin selv forholder sig passiv. Når Hennin på den anden side skal sige, hvad han mener om Lars, bliver han tvunget til at agere. I det her tilfælde har han valgt at konfrontere sin ven. Nu er det op til Lars at reagere. Vi kan kun forestille os, hvor det optrin ender.

Med dialogen får du en intens oplevelse af mennesket, der handler -hvad enten den handling er Hennin, der konfronterer sin kammerat, eller det er følelsesladede, intime udvekslinger – denne gang igen på betryggende vis taget fra Imens det dugger:

”Du er smuk,” sagde han, stille. Så gentog han det, højere, mere sikker på ordene: ”Du er smuk.”

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren, Imens det dugger, stilistik