Tag Archives: Direkte tale

19. september 2011 · 09:00

Dine personer

Jeg har tidligere skrevet om, hvor vigtigt det er at få sine personer til at tale, som de personer virkelig ville tale. Hvis de er 15 år gamle og fra Vesterbo, bør de tale anderledes end en 70-årig himmerlænding. Men personernes sprog er kun ét aspekt af et større billede. Det mener jeg i hvert fald.

På teatret taler man ofte om ”motivation”. ”Hvad er min motivation?” går anekdoten, at Fay Dunaway i sin tid spurgte Roman Polanski under indspilningerne til Chinatown. Hun fik svaret: ”din løn!” Og det er jo vældigt morsomt, men ikke desto mindre havde Fay Dunaway fat i noget af det rigtige. For at vide hvad en person vil gøre i en given situation, er det vigtigt at vide, hvad den person rent faktisk ville gøre. Og for at vide det, bliver du nødt til at have en ide om, hvem den person er, før du går i gang med at skrive. Det er i hvert fald fornuftigt at danne sig et billede af det undervejs.

Det er ikke sådan, at man behøver (endsige bør) redegøre for alle aspekter af en figurs personlighed, når man skriver om ham eller hende i teksten, tvært imod. Men det er en god ide selv at have en ide om, hvem personen er, når du skriver. På den måde vil personens handlinger altid være konsistente, og desuden gør du dit arbejde nemmere for dig selv – du vil jo hele tiden have en ide om, hvordan din person vil handle i den situation, han eller hun nu er havnet i.

Hvis du ikke skønner, det er vigtigt for din historie, behøver læseren ikke nødvendigvis at vide, at Jarl har et kolossalt problem med autoriteter, og at han altid bliver nødt til at gå over for rødt, ryge indenfor og tale i telefon i biografen for at vise, at er sgu’ ham selv, der bestemmer. Det er nok, at du ved det og lader Jarl handle i overensstemmelse med sine neuroser – så skal læseren nok registrere, at der er et mønster i det, Jarl foretager sig.

For det giver hurtigt bagslag, hvis du ikke lader din persons handlinger have en eller anden form for motivation, der hænger sammen med, hvem den person er. Den slags mærker en læser på ét sekund. Tænk bare på alle de gange, du selv har siddet og set en film eller læst en bog og tænkt ”Ej, helt ærligt…”. Gennem hele historien har hovedpersonen været en konfliktsky slapsvans, men nu går han pludselig amok i et højoktant hævnorgie. Hvordan kan han overhovedet det? Har han nogensinde betjent en pistol før? Eller slået nogen? Eller åbnet et pengeskab? Det er for eksempel derfor, vi tror på The Next Three Days – fordi filmen viser os, hvor håbløst dårlig Russell Crowe faktisk er til at være kriminel, og at han skal lære det hele først.

Det er også derfor, vi altid har siddet og rynket brynene lidt af slutningen på Nærkontakt af tredje grad. Ville en kærlig familiefar virkelig bare skride på den måde? For hvis han gjorde, ville han så være en kærlig familiefar? Og hvis han bare var et egoistisk røvhul, hvorfor har vi så fået ham præsenteret så sympatisk igennem hele filmen? Okay, så han er fascineret af de der ufo’er, men altså, helt ærligt…

Skriv en kommentar

Filed under Psykologi

Tagged as , , , , , , , , , , , , , ,

5. september 2011 · 09:00

Fortælleren

Jeg har tidligere skrevet en del om personernes direkte tale – i denne uge vil jeg fokusere på den direkte tales modsætning, nemlig fortællerstemmen.  Der er et hav af forskellige udgaver af, hvad en fortæller er, og mindst ligeså mange måder at bruge fortællerstemmen på. Jeg har sagt det så mange gange, at det næsten er en trosbekendelse for mig, men der er altså ikke én rigtig måde at skrive på. Med andre ord ved jeg godt, jeg bevæger mig på gyngende grund her, men jeg vil alligevel vove det ene øje og sige et par ord om, hvad jeg synes, er den mest fornuftige måde at bruge sin fortæller på.

De to mest almindelige versioner af fortælleren er nok den, der enten optræder som en person i romanen (tænk for eksempel på Philip Marlowe i Raymond Chandlers krimier) eller den ikke-person bundne, alvidende fortæller (eksempelvis fortælleren i Ringenes Herre af Tolkien: stemmen tilhører ikke nogen i figur i historien, og den kan se ind i hovederne på figurerne i bogen). For nemheds skyld vil jeg her fokusere på den ikke-personbundne, alvidende fortæller, for med den er det nemmest at vise de ting, jeg gerne vil påpege.

Jeg er stor tilhænger af ”show it, don’t tell it”-princippet. Det var ikke det udtryk, jeg brugte, da jeg skrev mit indlæg om tillægsord og biord, men det var ikke desto mindre det, det handlede om. Når man lader være med at forklare alt for sin læser, giver man læseren mere at arbejde med, og det resulterer simpelthen i en sjovere oplevelse, tror jeg. Og det kan netop være problemet med en ikke-personbundet, alvidende fortæller: Når man har valgt en fortællerstemme, der ved alt, så er det nemt bare at fortælle det hele til læseren – vi, altså forfatteren, ved jo godt, hvad det det hele handler om. Men derfor bør vi stadigvæk ikke ødelægge fornøjelsen for læseren.

Se for eksempel det her uddrag fra en roman fra en af den hårde science fictions capoer, Arthur C. Clarke:

Though few realized it as yet, the fall of religion had been paralleled by a decline in science. There were plenty of technologists, but few original workers extending the frontiers of human knowledge. Curiosity remained, and the leisure to indulge in it, but the heart had been taken out of fundamental scientific research. (Arthur C. Clarke: Childhood’s End, DelRey, 1990)

Tjabum. Det kan godt være, passagen ovenfor er nødvendig baggrund for fortællingens videre forløb, men der bliver godt nok ikke overladt meget til læserens fantasi.

Se på den anden side her:

In the offing, the sea and the sky was welded together without a joint and in the luminous space the tanned sails of the barges drifting up with the tide seemed to stand still in red clusters of canvas […]. The air was dark above Gravesend, and farther back still seemed condensed into a mournful gloom brooding motionless over the biggest, and the greatest city on earth. (Joseph Conrad: Heart of Darkness, Norton, 1988)

Det er jo ikke fordi Conrad er diskret. Tvært imod skriger han nærmest det, han vil sige, men ikke desto mindre siger han ikke: ”London er det epicenter, hvorfra den vestlige civilisation, der lever af at snylte på andre og derved smitter dem med sit eget fordærv, udgår.” Den kobling overlader han til sin læser. I stedet serverer han en poetisk introduktion til sin bog, der på samme fortæller den vakse læser, hvad romanen (blandt andet) skal handle om. I mine øjne ville det være fjollet ikke at bruge sådan en fortællerstemme til at supplere sin historie, som Conrad gør det, men igen -fortælleren er der for læserens skyld, ikke omvendt.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, stilistik

Tagged as , , , , , , , , , , , , , ,

8. august 2011 · 09:00

Lidt mere om direkte tale

Jeg havde en kort samtale på Twitter (jotak, jeg er nemlig med på noderne…) med forlaget Replikant (@Rplikant) om lydbøger for nylig, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Replikant arbejdede på det tidspunkt med at indspille en lydbogsudgave af Mikala Rosenkildes Legetøj, og tweeterierne handlede om oplæste versus dramatiserede lydbøger.

Replikant skrev (her citerer jeg frit efter hukommelsen), at jo mere dialog en tekst indeholder, desto mere dramatisering må den kunne bære. Og det er simpelthen at ramme hovedet på sømmet, hvis der er nogen, der skulle spørge mig! For dialog er i sin natur dramatisk. Ordet drama betyder faktisk handling. Dramatik for eksempel, altså teater, er med andre ord simpelthen handling. Og handlingen i et teaterstykke, dramaet, er de ting, der foregår mellem to mennesker. Når en dramatiker vil skrive sit stykke, er personernes ord forfatterens eneste mulighed for at skabe handlingen.  Prosaforfattere er mere heldige. Vi har nemlig en anden fantastisk opfindelse til rådighed, fortælleren, men ikke desto mindre er det en god ting at huske på: Handling er noget, der foregår mellem mennesker, og dialogen er et direkte udtryk for det, der foregår imellem dem. I princippet kunne man sige, at det at tale er en handling i sig selv.

Husker man på det, har man en god ledetråd til, hvordan man kan skelne mellem dialogen og fortælleren, når man skriver sit manuskript.  Hvor fortælleren beskriver, der handler personerne.

Nu lyder det sikkert som om, jeg siger, at en fortællerstemme altid er passiv og langsom i forhold til personernes intense handlen. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det heller ikke udelukkende forkert. Med dialogen kommer man meget tæt på sine personer, og på den måde kan man variere afstanden til dem og intensiteten i det, man skriver. Vil du helt tæt på figurerne og have deres ufiltrerede holdninger eller følelser, eller skal vi betragte dem på afstand? Se for eksempel de to forskellige fremstillinger af Hennins mening om sin kammerat, Lars Poulsen, nedenfor (for en gangs skyld ikke sakset fra Imens det dugger):

Fortalt:

Lars Poulsen var en idiot. Hennin havde altid lyst til at pande ham en.

Talt:

”Lars, du er en fucking idiot,” sagde Hennin. ”Du skulle kraftedeme have et par flade!”

Man kan tydeligt mærke forskellen, ikke?  Helt konkret er der i det fortalte eksempel ikke nogen handling.  Læseren får bare at vide, hvad Hennin synes om Lars, Hennin selv forholder sig passiv. Når Hennin på den anden side skal sige, hvad han mener om Lars, bliver han tvunget til at agere. I det her tilfælde har han valgt at konfrontere sin ven. Nu er det op til Lars at reagere. Vi kan kun forestille os, hvor det optrin ender.

Med dialogen får du en intens oplevelse af mennesket, der handler -hvad enten den handling er Hennin, der konfronterer sin kammerat, eller det er følelsesladede, intime udvekslinger – denne gang igen på betryggende vis taget fra Imens det dugger:

”Du er smuk,” sagde han, stille. Så gentog han det, højere, mere sikker på ordene: ”Du er smuk.”

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren, Imens det dugger, stilistik

Tagged as , , , , , , , , ,

1. august 2011 · 09:00

Mn så var det å li’ ja sa’ …

Direkte tale. Jeg er aldrig selv nået frem til en endelig konklusion om, hvordan jeg skal angribe det, når mine personer taler. Det er min erfaring, at den direkte tale ofte gør noget helt andet end det, jeg gerne vil have den til, når jeg første gang tænker den eller skriver den ned. Her vil jeg skrive om et aspekt af den direkte tale, der måske virker mindre vedkommende end flere andre, men som ikke desto mindre eksemplificerer et grundlæggende forhold, man bør være opmærksom på, når man skriver sin dialog: Dialekt.

Et grundlæggende forhold ved dansk er, at det talte sprog lydmæssigt adskiller sig  markant fra det skrevne. Nedenfor følger en stump direkte tale fra Imens det dugger, som den ville se ud, hvis ordene blev skrevet, som jeg forestiller mig, personen udtalte dem. Tekststykket er komplet med ukorrekt kommatering for at accentuere rytmen (Blicher fandt på det her med E Bindstouw allerede i 1842):

”Ja, alså… Mig å Karstn haj været in i byn fordi at ja kom hjem fra Århus den da. Eller, ja kom hjem fra Købnhavn og så var Karstn så kommen op og slås. Eller, det var alså ig et slagsmål, men han var sån kommen op og slås mæ en dreng der kigget på mig. Neej ve åån, der. Ja han saj ve et af boern og så kom vi forbi og så kom de så op og skænds.”

Blicher slap noget bedre fra det. Men nu skriver jeg jo ikke om dialekt bare for dialektens skyld. Jeg bringer det op, fordi dialekten understreger problemet med at nuancere personernes sprog. For alternativet til dialekten er – i princippet – at alle taler rigsdansk, og det er på den anden side heller ikke at yde personerne i Imens det dugger retfærdighed.

Problemet virker nemlig også den anden vej, for deres talesprog er en af de ting, der er med til at karakterisere personer i en roman. Øvelsen går ud på at afbalancere deres individuelle sprog; arbejder man ikke med at nuancere den direkte tale, ender ens personer typisk med at tale komplet neutralt, eller blot som en selv. Imens det dugger er med fuldt overlæg placeret i Østjylland. Et af de bærende elementer i romanen er netop, at jeg ønsker at skildre personer, der er karakteristiske for området og miljøet, og en del af det er altså, at de taler jysk.*

Kunsten for mit eget vedkommende har bestået i at nedtone dialekten og den enkelte persons sprogtone så meget, at den direkte tale kunne integreres i teksten, uden at den stak ud. Den direkte tale er bare et af flere værktøjer til at karakterisere dine personer, men den er et utroligt virkningsfuldt et, og de individuelle træk i talen skal doseres forsigtigt – ellers bliver det nemt for meget af det gode. I virkeligheden ser tekststykket sådan her ud:

”Ja, altså… Mig og Karsten havde været inde i byen fordi at jeg kom hjem fra Århus den dag. Eller, jeg kom hjem fra København, og så var Karsten så kommet op og slås. Eller, det var altså ikke et slagsmål, men han var kommet op og slås med en dreng som kiggede på mig. Nede ved åen, der. Ja han sad ved et af bordene, og så kom vi forbi, og så kom de op og skændes.”

*Dialekt er naturligvis ikke et specielt stilistisk fænomen at være opmærksom på i Jylland. Det samme gør sig gældende alle andre steder. Amager, for eksempel: ”Gi mar din’ fårking pææng!!”

2 kommentarer

Filed under Direkte tale, Imens det dugger, stilistik

Tagged as , , , , , , , , ,