Tag Archives: Imens det dugger

Litterær gætteleg

Forlaget Kandor har en interessant og uventet effekt på mig, har jeg opdaget her i den sidste tid. Mit første seriøse forsøg på at skrive et manuskript var en novellesamling med stærkt stiliserede genfortællinger af ikoniske litterære værker og fortællinger fra den kollektive europæiske eventyrkreds. (Ja, jeg ved det godt – jeg studerede litteraturvidenskab og var skideprætentiøs…) Efter forskellige andre mindst ligeså højtravende litterære forsøg kastede jeg mig over en kollektivfortælling om de involverede personer i et trafikuheld med en historie, der var inddelt efter årstiderne i et kalenderår snarere end efter et klassisk narrativt forløb.

Og det troede jeg egentlig mere eller mindre var min litterære profil. Bevares, jeg sidder og pusler med en krimi for tiden, men krimier kan jo også være prætentiøse… Hvorom alting er – i efteråret opdagede jeg pludselig, til min egen store overraskelse, at jeg sad og skrev på en novelle om en forældreløs pige på en vikingestorgård, der for første gang oplever, at sejd kan være andet og mere end bare at kaste benterninger.

Og for at det ikke skal være løgn, sad jeg i går oppe til klokken 1 på en hverdagsaften for at skrive på noget, der måske bliver en ukomplet gengivelse af en doktorafhandling fra 1974, i hvilken en sekondløjtnant fra 2nd Devon Volunteers spiller en vigtig rolle på grund af sine observationer af blodsugende gengangere på slagmarken under verdenshistoriens første kampvognsslag.

Interesserede sjæle, der finder den litterære henvisning i teksten ovenfor, kan skrive banko, svaret og deres adresse i kommentarfeltet nedenfor, og så vil jeg kvittere med et eksemplar af min debutnovelle, Sneppen, skrevet under pseudonym for mange år siden. Hvis de gætter, hvilket litterært værk titlen, Sneppen, er hentet fra, får de to.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik

Kære Forlag…

Siden jeg sidst skrev om Imens Det Dugger, har jeg færdiggjort manuskriptet, læst korrektur på det og nået at få det afvist af indtil videre ét forlag. Jeg venter pt. på min anden tilbagemelding.

At sende sit manuskript ind til et forlag er lidt ligesom at skrive kærestebreve. De fleste af os kan sikkert huske det endnu. Fjerde/femte klasse. 10-11 år. Piger var sådan noget lidt på linje med amerikanske actionfilm uden danske undertekster. Vældig spændende men i øvrigt totalt uforståelige. Man gjorde kur, og man kunne i virkeligheden ligeså godt have talt til en sfinks.

Forlagsfolk er altid søde, i hvert fald når de korresponderer med forfattere; hvad der foregår på redaktionsmøderne, kan jeg ikke udtale mig om. Men når man forsøger at bryde igennem som forfatter, er der i høj grad tale om købers marked. Vi tilbyder forlagene vores materiale, og måske og måske ikke er de interesserede. Lidt ligesom med kærestebrevene.

Det jeg aldrig selv lurede, da jeg gik i folkeskolen (eller i gymnasiet, eller på universitetet…) var, for nu at blive i analogien, at det ikke nødvendigvis var kærestebrevet i sig selv, der var afgørende for ens succes. Bevares, jeg kender da til forfattere, der har fået deres debutværker antaget i første hug, men det er nok undtagelsen snarere end reglen.

Generelt er det nok sådan i dag, at det at skrive selve bogen og sende den ind til forlag kun er en del af det større arbejde, det er at profilere sig selv som forfatter. Man skal ud at læse op. Man skal arbejde gratis, man skal deltage i antologier – man skal sørge for, læserne lærer en at kende.

Vagn Remme, som jeg har skrevet om tidligere, var aktuel med en række forskellige kunst- og lyrikkoncepter samt udgivelser fra eget forlag, før han fik udgivet Arvingen. Blandt andet var han en af opfinderne af poesibanko. For Vagn Remmes vedkommende var det ikke noget spørgsmål om strategisk at brande sig selv, men om ren og skær, ukontrollerbar virkelyst.

Jeg erkender blankt, at jeg er for tung i røven til selv at udleve mine ambitioner på den måde. Jeg er for doven, og mit realkreditlån er stort, men det smukke er, at er ens forfatterambitioner – som Vagn Remmes – på den anden side store nok, er jeg sikker på, at det nok skal komme helt af sig selv, hvad enten man er bevidst om det eller ej!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Grundlag

Darlings

Det er ikke et spørgsmål om at slette tillægsordene. Det er ikke bare at tænke grundigt over, hvad det er, du vil sige. Det er alle de vendinger, du synes er så superelegante, og som du går og godter dig over indvendigt, men som alligevel giver dig en flov fornemmelse i maven. De ting, der lyder bedre, når du læser dem op for dig selv, end når andre hører dem. Dine omvendte ordstillinger. Indskuddet i indskuddet i din bisætning. Det franske låneord for noget, du ligeså godt kunne sige på dansk. Alle de ting, du udmærket godt ved, ikke holder. Det er dine darlings. Og de skal dø.

Jeg ville rigtigt gerne forklare præcist, hvad det er, jeg mener, men den eneste opskrift, jeg rigtigt kan give til, hvordan man finder de her ting i sin tekst, er, at man skal lytte til sin mavefornemmelse. For det er ret abstrakt, hvad sådan en darling er. Det vil typisk være noget, der falder uden for teksten rent stilistisk. Der er sjældent grænser for, hvor stort eller hvor småt, det kan være. Måske er det et kapitel, der bare ikke er godt nok. Måske er det to afsnit, der vender forkert i forhold til hinanden, men det kan også sagtens bare være et ord eller en vending. Til gengæld vil du næsten altid være opmærksom på, det er der. At finde de her problemer og redigere dem bort er en øvelse i at være ærlig overfor sig selv.

Lad mig komme med et eksempel fra Skytten. (Desværre kan jeg ikke gå alt for meget i detaljer, for det vil afsløre for meget om plottet.) Skytten startede oprindeligt med et kapitel fortalt fra morderens synsvinkel. Her var læseren vidne til det mord, der sætter historien i gang. På papiret var det fantastisk. Man fik introduceret intrigen. Man så begivenheden, der sætter det hele i gang, og jeg fik lov til at beskrive en fantastisk indrettet lejlighed fuld af antikke bøger og blyanttegninger Lorens Frølich – altsammen modstillet med dramatisk, moderigtig hypervold. Men det var sygeligt kedeligt. Man skulle kæmpe sig gennem noget i retning af 1800 ord, inden der skete noget – inden der var nogen, der blev skudt. Og da det endeligt skete, blev det fortalt fra en synsvinkel, hvor læseren ikke kunne se det.

Jeg har selv prædiket på denne blog, at anslaget i en bog skal fange og fastholde læseren, men alligevel nåede jeg at skrive noget, der ligner en tredjedel af mit manuskript, før min kæreste tvang mig til at slette det første kapitel og skrive det om.

Et andet, mere håndgribeligt eksempel fra Imens det dugger:

”Uden at se på hende havde han, fra det sekund hun havde sat sig ned, vidst, at her ventede en samtale, han ikke kunne undslå sig.”

Nej vel? Før datid. Håbløs ordstilling. 4 kommaer. Indskud (jeg havde lige læst Thomas Manns Døden i Venedig på det tidspunkt – indskudte sætninger var nærmest et adelsmærke). Undslå sig!? Personen her skal forestille af være 30! Og jeg elskede det. Hvornår det blev rettet? I den absolut sidste gennemskrivning, inden manuskriptet røg ind til et forlag.

1 kommentar

Filed under Imens det dugger, Skytten, stilistik

Idéer, præmisser, synopser

Den gode ide er præmissen for mit arbejde, skrev jeg blandt andet i sidste uge. Og det lyder jo vældigt flot. Men hvad betyder det egentlig?

Uden ideen kan jeg ikke skrive, men en ide kan være mange ting. Den kan være en meget abstrakt præmis (En bog om en mand, der ikke lærer en skid af sine oplevelser, f.eks. – Følelsernes opdragelse, Flaubert), men den kan også tage form af et mere konkret plot, i hvert fald hvis man udvikler den lidt (Jesus fik børn med Maria Magdalena. En hemmelig orden har i århundreder beskyttet deres efterkommere mod en despotisk katolsk kirke, der forsøger at komme dem til livs for at bevare sin egen magt; vejen til sandheden er skjult som spor i en række kunstværker og historiske genstande, som vores helt skal afkode i en dramatisk, Indiana Jones-agtig skattejagt i kamp med tiden, politiet, kirken og andet godtfolk – Gæt selv hvilken bog, Dan Brown).

Grundlæggende hænger den gode ide for mig sammen med forberedelsen til min skriveproces, og hvordan jeg forbereder mig på skriveprocessen kan variere temmelig meget fra projekt til projekt. Her tænker jeg på, hvordan jeg udvikler mine ideer, og hvordan jeg udarbejder mit plot. Nedenfor går jeg igennem, hvad jeg selv har gjort i forskellige sammenhænge. Måske kan det tjene som inspiration til andre.

Jeg har lige afsluttet arbejdet på Imens det dugger.  Da jeg begyndte på den bog, havde jeg vitterligt kun en abstrakt ide om, hvad den skulle handle om.  Da situationen, som var præmissen for det første kapitel (der i parentes bemærket endte med slet ikke at blive bogens første kapitel), dukkede op i mit hoved, satte jeg mig simpelthen ned og skrev den. På det tidspunkt virkede det mere som en novelle end som noget som helst andet, men det stod alligevel helt klart, hvor fortællingen skulle fortsætte hen, og hvad der skulle blive det næste kapitel. Plot, struktur, persongalleri og alt andet voksede frem som et produkt af dét første kapitel. Det bar simpelthen kimen til historien i sig.

Nu hvor jeg er blevet færdig med Imens det dugger, er jeg i stedet begyndt at arbejde på Skytten. Den er i højere grad skrevet baglæns. Jeg fik oprindeligt en ide til den grundlæggende præmis, men fordi det er en krimi, bliver jeg nødt til at have nogenlunde styr på fakta, før jeg skriver noget. Jeg kan jo ikke lade min hovedperson opklare noget, hvis det ikke stemmer overens med, hvordan det hele skal hænge sammen. Men stadigvæk er det ikke sådan, at jeg har sat mig ned og skrevet en synopsis af hvert eneste kapitel, der skal indgå i bogen. Det er snarere som et puslespil. Forestil dig, at jeg lægger et par brikker. Når de er lagt, begynder jeg selv at designe den næste brik, og jeg kan regne ud, hvordan den skal se ud, for jeg kan jo se konturen af det hul, hvor den skal passe ind.

Skriv en kommentar

Filed under Imens det dugger, Skriveprocessen, Skytten

Lidt mere om direkte tale

Jeg havde en kort samtale på Twitter (jotak, jeg er nemlig med på noderne…) med forlaget Replikant (@Rplikant) om lydbøger for nylig, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Replikant arbejdede på det tidspunkt med at indspille en lydbogsudgave af Mikala Rosenkildes Legetøj, og tweeterierne handlede om oplæste versus dramatiserede lydbøger.

Replikant skrev (her citerer jeg frit efter hukommelsen), at jo mere dialog en tekst indeholder, desto mere dramatisering må den kunne bære. Og det er simpelthen at ramme hovedet på sømmet, hvis der er nogen, der skulle spørge mig! For dialog er i sin natur dramatisk. Ordet drama betyder faktisk handling. Dramatik for eksempel, altså teater, er med andre ord simpelthen handling. Og handlingen i et teaterstykke, dramaet, er de ting, der foregår mellem to mennesker. Når en dramatiker vil skrive sit stykke, er personernes ord forfatterens eneste mulighed for at skabe handlingen.  Prosaforfattere er mere heldige. Vi har nemlig en anden fantastisk opfindelse til rådighed, fortælleren, men ikke desto mindre er det en god ting at huske på: Handling er noget, der foregår mellem mennesker, og dialogen er et direkte udtryk for det, der foregår imellem dem. I princippet kunne man sige, at det at tale er en handling i sig selv.

Husker man på det, har man en god ledetråd til, hvordan man kan skelne mellem dialogen og fortælleren, når man skriver sit manuskript.  Hvor fortælleren beskriver, der handler personerne.

Nu lyder det sikkert som om, jeg siger, at en fortællerstemme altid er passiv og langsom i forhold til personernes intense handlen. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det heller ikke udelukkende forkert. Med dialogen kommer man meget tæt på sine personer, og på den måde kan man variere afstanden til dem og intensiteten i det, man skriver. Vil du helt tæt på figurerne og have deres ufiltrerede holdninger eller følelser, eller skal vi betragte dem på afstand? Se for eksempel de to forskellige fremstillinger af Hennins mening om sin kammerat, Lars Poulsen, nedenfor (for en gangs skyld ikke sakset fra Imens det dugger):

Fortalt:

Lars Poulsen var en idiot. Hennin havde altid lyst til at pande ham en.

Talt:

”Lars, du er en fucking idiot,” sagde Hennin. ”Du skulle kraftedeme have et par flade!”

Man kan tydeligt mærke forskellen, ikke?  Helt konkret er der i det fortalte eksempel ikke nogen handling.  Læseren får bare at vide, hvad Hennin synes om Lars, Hennin selv forholder sig passiv. Når Hennin på den anden side skal sige, hvad han mener om Lars, bliver han tvunget til at agere. I det her tilfælde har han valgt at konfrontere sin ven. Nu er det op til Lars at reagere. Vi kan kun forestille os, hvor det optrin ender.

Med dialogen får du en intens oplevelse af mennesket, der handler -hvad enten den handling er Hennin, der konfronterer sin kammerat, eller det er følelsesladede, intime udvekslinger – denne gang igen på betryggende vis taget fra Imens det dugger:

”Du er smuk,” sagde han, stille. Så gentog han det, højere, mere sikker på ordene: ”Du er smuk.”

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren, Imens det dugger, stilistik