Forlaget Kandor har en interessant og uventet effekt på mig, har jeg opdaget her i den sidste tid. Mit første seriøse forsøg på at skrive et manuskript var en novellesamling med stærkt stiliserede genfortællinger af ikoniske litterære værker og fortællinger fra den kollektive europæiske eventyrkreds. (Ja, jeg ved det godt – jeg studerede litteraturvidenskab og var skideprætentiøs…) Efter forskellige andre mindst ligeså højtravende litterære forsøg kastede jeg mig over en kollektivfortælling om de involverede personer i et trafikuheld med en historie, der var inddelt efter årstiderne i et kalenderår snarere end efter et klassisk narrativt forløb.
Og det troede jeg egentlig mere eller mindre var min litterære profil. Bevares, jeg sidder og pusler med en krimi for tiden, men krimier kan jo også være prætentiøse… Hvorom alting er – i efteråret opdagede jeg pludselig, til min egen store overraskelse, at jeg sad og skrev på en novelle om en forældreløs pige på en vikingestorgård, der for første gang oplever, at sejd kan være andet og mere end bare at kaste benterninger.
Og for at det ikke skal være løgn, sad jeg i går oppe til klokken 1 på en hverdagsaften for at skrive på noget, der måske bliver en ukomplet gengivelse af en doktorafhandling fra 1974, i hvilken en sekondløjtnant fra 2nd Devon Volunteers spiller en vigtig rolle på grund af sine observationer af blodsugende gengangere på slagmarken under verdenshistoriens første kampvognsslag.
Interesserede sjæle, der finder den litterære henvisning i teksten ovenfor, kan skrive banko, svaret og deres adresse i kommentarfeltet nedenfor, og så vil jeg kvittere med et eksemplar af min debutnovelle, Sneppen, skrevet under pseudonym for mange år siden. Hvis de gætter, hvilket litterært værk titlen, Sneppen, er hentet fra, får de to.
Aske Munk-Jørgensen 