Fornøjelserne med mit Quixote-projekt fortsætter. Da jeg fortalte om det i mit forrige indlæg, vaklede jeg mellem at følge min fornuft og lægge det på is, eller skrive videre og se, hvor det førte mig hen.
Siden da har jeg hamret ivrigt i tasterne, og da jeg forleden gjorde status, kunne jeg se, at der nok i virkeligheden var stof til et længere (langt?) manuskript (roman?) Det var en ret interessant indsigt. Det gør mig sådan set ikke noget, at det, jeg oprindeligt havde tænkt som en novelle, skulle vise sig måske at være noget andet. Mit problem består i, at jeg har skrevet en hel del på historien nu, og skal jeg til at udvide den endnu mere, er jeg ikke helt sikker på, fortællestilen egner sig til formatet længere.
Det er noget halvnørdet noget, men helt konkret er der tale om en personbundet 1. personsfortæller. Historiens fortæller kan altså kun se det, den person vitterligt kan se og forstå. Fortælleren kan ikke læse og gengive andre personers tanker eller gengive optrin, hvor han eller hun ikke selv har været tilstede. Men ikke nok med det, så er der tale om en fortæller, der er meget fremtrædende i teksten. Han fortæller meget og gengiver ekstremt lidt dialog. Og det er selvfølgelig ikke fordi, man ikke kan skrive en meget lang fortælling med kun én, meget begrænset synsvinkel (der kommer måske endda til at være tale om en upålidelig fortæller?) Litteraturhistorien er fyldt med romaner med upålidelige, personbundne førstepersonsfortællere. Dostojevskij har gjort det, og Faulkner, og hvem ved jeg. Men jeg er ved den gode Gud hverken Dostojevskijs eller Faulkner.
Så hvad gør jeg nu? Enten fortsætter jeg mit vilde ridt ud af en tangent med den fortæller, jeg nu engang har, eller også rykker jeg tilbage til start og skriver hele molevitten om med en ny fortæller.
Juryen voterer stadigvæk.
Aske Munk-Jørgensen 