Category Archives: stilistik

Nogle gange er lort bare lort

Al musik er god musik

En klog mand fortalte mig engang, at en god musiker kan lide al slags musik.

På samme måde er jeg overbevist om, at en god forfatter kan lide al slags litteratur, og jeg forsøger at ihukomme netop den tanke så meget som muligt. Jeg læser bredt og forsøger at
gøre det uden fordomme. Får jeg en impuls til at læse noget – næsten ligegyldigt hvad det er, så forfølger jeg den. Og hvad mere er, så prøver jeg generelt at have ja-hatten på, når jeg taler eller skriver om litteratur. Der er ingen, der har gavn af, at jeg opfører mig som et surt røvhul, hverken læsere, forlæggere eller forfattere.

Det er faktisk generelt mit problem med folk, der forsøger at forholde sig seriøst til litteratur: “Seriøst”  bliver enormt hurtigt synonymt med “kritisk”, og “kritisk” lig med “finde fejl”. At
påpege fejl af den ene eller den anden art i en tekst er en nem måde på hvilken at finde noget fornuftigt at sige, og en genvej til at demonstrere sin egen intelligens.

Så det med at påpege mangler, det er gerne noget, jeg overlader til andre – typisk læseren. På den måde kan han eller hun danne sig sin egen mening i fred for mig.

Og så alligevel ikke

Men somme tider, ja så er lort altså bare lort, lige meget hvordan man vender og drejer sagen. Og en sjælden gang er det lort, jeg støder på, af en så offensiv karakter, at jeg simpelthen ikke kan holde kæft. Sådan et tilfælde er jeg stødt ind i nu. Jeg har gået rundt om problemet som katten om den varme grød det meste af julen, og jeg har gjort indtil flere forsøg på at læse teksten igen med nye briller, men uanset min indgangsvinkel, er resultatet forblevet det samme: Bogen er noget lort, og det i en sådan grad, at det provokerer mig.

Derved kunne jeg lade det blive, men jeg føler mig alligevel bevæget til at gå mere i detaljer. Jeg har godt nok besluttet mig til intet at sige om identiteten af forfatteren eller titlen på bogen. Om hvorvidt det er en novellesamling eller en roman. Om den er dansk eller udenlandsk, eller hvilket forlag, den kommer fra. Men der er ikke desto mindre stadig en lektie at lære i at beskrive det, jeg mener er værkets problemer – det er emner, alle vi, der skriver, bør være opmærksomme på.

Det aktuelle lort

Overordnet er værket bygget på en virkelig god ide. Der er tale om en fundamentalt spændende historie, med en fundamentalt spændende præmis. Sprogligt er den imidlertid utroligt dårligt udført. Man kan støde på mange variationer af dårligt sprog, og det kan være dårligt i varierende grad. Nogle forfattere har måske svært ved at skrive dialog. (Måske lyder alle personerne ens, måske taler de ikke, som mennesker taler i virkeligheden.) Andre forfattere har en vild og usammenhængende billeddannelse (Osteskæreren lå på them-osten som en lamborghini, der susede afsted). Atter andre er måske for monotone i deres fortællestil (Og så læste han bogen. Og så læste han den igen. Og skældte han ud til sin kone. Og så da hun ikke gad at høre mere på ham, så købte han 10 guldøl nede i Netto, og da han så kom hjem, så drak han dem allesammen.) Det er allesammen eksempler på sprogligt håndværk, der kan udføres bedre, men det er på den anden side – det er i hvert fald min påstand – også eksempler på ærlige fejl: Fejl, der beror på manglende fantasi, manglende eller dårlig indsigt i menneskers psykologi, manglende greb om sproglige troper og hvordan de virker, eller simpelthen bare et fattigt, uopdyrket sprog.

Det, der generer mig ved det nærværende værk, er noget helt andet. Det oser simpelthen af håndværksmæssig dovenskab. For eksempel er teksten fuld af anglicismer, altså ord eller vendinger, der er oversat til dansk fra engelsk eller amerikansk, men som ringe eller ingen mening giver på dansk, fordi der er tale om oversættelser af idiomatiske vendinger – udtryk, der direkte oversat betyder noget andet, end deres faktiske ordlyd.

Eller tillægsord, danske såvel som engelske, som  kan være misvisende i en given sammenhæng, fordi de  åbenlyst betyder noget andet, måske endda det modsatte af det, der er den karakteristiske attribut ved et objekt eller en handling i teksten.

Eller endelig de helt grundlæggende forkerte udtryk. Forfatteren har ønsket at karakterisere et objekt, men har i sit forsøg på at gøre sit sprog raffineret valgt at bruge et forkert ord. Et eksempel, opfundet af mig selv til lejligheden: “Min beslutning er stenet.” Nej, den er selfølgelig ikke. Den er mejslet i sten.

Alle de ovenstående eksempler vidner om hastværk og dovenskab, for hvis der er tale om bevidste stilistiske valg, så er det i hvert fald utroligt upassende, stilistiske valg, der ikke tilfører teksten noget, men snarere fratager den noget – præcision. Forfatteren har måske en ide om, hvad han eller hun ønsker at beskrive, men orker ikke at bruge tiden på at sætte passende ord på sine tanker. I stedet for at slå et udtryk eller et ord op, eller simpelthen bare stoppe op og tænke sig om (hvordan ser man ud, når man er vred/ked af det/ivrig?), kværnes der videre ud fra devisen om, at det er bedre at skrive noget upræcist end slet ikke at skrive noget.

Manglende sproglig præcision skaber upræcise tanker, og det er et problem, for det er den eneste ting, en forfatter faktisk kan: Overføre tanker til andre.

Det er manglende respekt for sit eget værk, det er manglende respekt for forfattergerningen, og det er en vild devaluering af begge dele overfor læseren. Hvis forfatteren ikke gider at beslutte sig til, hvad det er, en tekst beskriver, hvordan i alverden skal billedet af det, der beskrives, så kunne overføres til læserens tanker? Hvis teksten emmer af, at forfatteren ikke gider at bruge tid på skrive sin tekst med et præcist og afstemt sprog, hvorfor skulle andre så respektere den tekst? Forfatteren respekterer den jo tydeligvis ikke selv.

Jeg er helt overbevidst om, at det, én person ikke gider spilde tid på, kan være en andens favoritværk, men ligegyldigt hvad man skriver, må man grundlæggende selv respektere det. Alt andet er spild af både forfatterens og læserens tid, og hvordan en forlægger kan lade sådan noget slippe igennem en redaktionel proces går simpelthen over min forstand. Føj.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, stilistik

Gensidig befrugtning

Jeg har i lang tid gået og øvet mig på at blive bedre til at skrive noveller. Det har jeg haft nogen succes med, (og det er rigtigt dejligt!) Novellen er en fortættet, sluttet form, som kræver, at jeg fokuserer på de centrale i fortællingen: Min  sprogbehandling, det grundlæggende narrativ, personernes tilfredsstillende psykologi. Og efter at have puslet med de ting et par år, var jeg egentlig nået et sted hen, hvor jeg godt kunne lide at være. Jeg havde ligesom fået grebet om, hvordan min Novelle skulle være – og så er noveller jo bare enormt sjove at skrive. Men som om min underbevidsthed fortalte mig, at nu var det tide at holde op med at stå og hoppe på stedet, meldte der sig for nogen tid siden noget andet på banen.

Jeg har altid haft et blødt sted for kortprosa. Der er et eller andet ved denne specielle kortform, som tiltaler mig. Der er noget fantastisk ved krydsfeltet mellem lyrik, prosa, aforisme og essay. Da jeg læste Vagn Remmes Vi er her ikke, som er en fantastisk bog, mindede det mig om, hvor fremragende kortprosa kan være. Jeg var meget begejstret, og da jeg ikke kunne slå hverken bogen eller formen ud af hovedet, måtte den naturlige udvikling  blive, at jeg forsøgte at skrive noget selv. Det har allerede båret frugt, hvilket jeg – det indrømmer jeg blankt – er vildt overrasket og ogå ret ydmyg over.

Men nu er jeg netop vendt tilbage til en novelle, jeg længe har villet skrive færdig. Den har levet et omtumlet liv. På et tidspunkt troede jeg, den skulle blive til en længere tekst, men da jeg havde besvær med at lægge mig fast på, hvad jeg ville med den, endte jeg med at parkere den i en filfolder, hvor den har samlet støv et stykke tid. Jeg har fået den afsluttet nu, og den er heldigvis lige som den skal være, men det har været interessant at arbejde på en novelle igen efter at have skrevet med et andet formsprog et stykke tid. Min prosa har simpelthen ændret sig – til det bedre, heldigvis. Jeg tror simpelthen, der er tale om en slags gensidig befrugtning, og det er fantastisk spændende at se, hvad der kommer ud af mine fingre, når jeg sætter mig til tastaturet for tiden. Det bliver interessant at se, hvor det alt sammen bærer hen.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, stilistik

En flygtning skifter sit spor

Jeg er begyndt at skrive kortprosa. Det er  kommet som noget af en overraskelse, at det er det, jeg skal skrive lige nu. Men det er det altså.

De sidste par år har jeg ellers brugt en masse kræfter på en finpudse én bestemt litterær form, og nok også den medfølgende stil. Det er en fornøjelse at arbejde med noveller. Jeg har fået mange gode ting ud af det, men nærmest ud af det blå meldte sig altså trangen til at skrive kortprosa, og hvad mere er, så har det vist sig at være meget frugtbart for mig. Jeg kan allerede for mit indre øje se en hel serie stykker med en fælles tematik.

Problemet er på den anden side, at jeg ikke aner et blip om kortprosa. Sidste gang jeg læste genren, var Katrine Marie Guldager stadig en fremstormende ung debutant. Processen er meget forvirrende, for ligeså god en fornemmelse det er at skrive disse ting, ligeså mange spørgsmål melder der sig øjeblikkeligt:

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Er der stadig nogen, der læser kortprosa? Eksisterer genren endnu som en seriøs litterær udtryksform? Hvis jeg skriver kortprosa og indrømmer det offentligt, griner de andre digtere så af mig, ligesom hvis jeg indrømmede, at jeg stadig lytter til Duran Duran, bare ikke på den der ironiske, hipsteragtige måde? Er jeg digter nu? Er det ikke sådan ligesom med underlige subkulturer – rockabillies eller veganere – at der hører alle mulige kulturelle forpligtelser og koder med, som man skal kende for at måtte løse den rigtige slags medlemsskab? (Lad være med at køre Berlingo, tag for Guds skyld aldrig en Strenström-skjorte på til oplæsning på Mayhem, etc). Skal jeg til at lære alle dem at kende nu?

Og på et mere seriøst plan: eftersom jeg er så spejlblank, som jeg er, når det kommer til moderne digtning, har jeg simpelthen ingen referencepunkter for mit eget arbejde. Når jeg tæller efter på en hånd, er de to eneste helt kurante kunstnere, jeg har læst i nyere tid Vagn Remme og Julie Sten-Knudsen. Jeg kan mærke, at jeg selv synes, det er godt, det jeg laver, og det er jo et vigtigt sted at starte, men jeg tilstår blankt, at det ikke helt er nok for mig. Jeg er simpelthen nødt til at starte fra bunden og begynde at arbejde seriøst og målrettet med genren. Jeg er langt udenfor min comfort zone her.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen, stilistik

Betalæsere

Jeg sidder med et interessant problem for tiden. Det vil sige, jeg er faktisk ikke sikker på, om det reelt er et problem eller ej, og det er faktisk deri, problemet består. Jeg har skrevet en ny novelle til en konkurrence med deadline denne sommer, og i første omgang var jeg rigtigt godt tilfreds med resultatet. Da jeg genlæste mit manuskript blev jeg imidlertid lidt i tvivl om tempoet i historien. Såvidt så godt – det er jo det, gennemlæsninger er til for.

Helt konkret består novellen af tre dele, og jeg var bange for, at tempoet i de to sidste dele var for ens, hvilke overordnet ville gøre fortællingen for monoton. Det tyggede jeg lidt på, og til slut besluttede jeg mig til at finde en betalæser. Nu har jeg jo selv lige prædiket om den slags input, så jeg tænkte, det måtte være på sin plads.

Betalæser

Betalæser

Heldigvis kendte jeg lige den rette kandidat, som straks sprang til. Han syntes, det var en glimrende novelle, og det var jo smadderdejligt. Og hvad bedre var – han syntes overhovedet ikke , der var et problem med tempoet i de to sidste afsnit af novellen. Min første indskydelse var, at det var da en fornøjelse at kunne læne sig tilbage og hvile på laurbærrene, når min betalæser nu ikke syntes, der var noget at bekymre sig om. Men så alligevel. Jeg er fra naturens hånd sådan en ‘glasset er halvt fuldt – af dødbringende gift’-agtig type (tak, Woody Allen), så der skulle det selvfølgelig ikke ende.

Efter en halv times selvros var jeg mit gamle pessimistiske jeg igen. Spørgsmålet (eller problemet, om man vil), jeg står tilbage med nu, er, hvorvidt jeg skal stole på min betalæser, eller om jeg skal gå med min oprindelige mavefornemmelse. Jeg stoler på min læser, men på den anden side sagde mine instinkter mig noget diametralt anderledes, end han gjorde.

Har mine instinkter ret, og ændrer jeg ikke noget, ja så er det noget møg. Har min betalæser ret, og begynder jeg at ændre på min novelle, risikerer jeg at splitte noget ad, der allerede fungerer fint…

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, stilistik

Kunsten er en ko

Der går en historie om, at Walther Benjamin i sin tid, som ung studerende, sad til en forelæsning og skrev følgende digt:

Die Kunst ist eine Kuh
Sie sagt Muh
Ich sitze hier und höre zu

Nu kan man med en hvis ret sige, at Walther Benjamin selv gjorde sig skyldig i en del muhen sidenhen. Jeg har i hvert fald selv mere end én gang været ved at rive håret ud af mit eget hoved af kedsomhed over Passageværket – men ikke desto mindre, så havde Walther fat i den lange ende, mener jeg. For det kan være frygteligt at høre folk tale om kunst. Netop det der med at sige kloge ting om kunst er en af mine kæpheste, og som kandidat i litteraturvidenskab er jeg nok også ret miljøskadet, for jeg har godt nok hørt mange mennesker sige mange … kloge … ting … om bøger…

Diskussionen går for tiden i dagbladene, i tv og de sociale medier om 50 Shades of Grey af E.L. James, og jeg fandt for nylig ud af, at bogen åbenbart har grundlagt den nye genre mommy porn.  I mine øjne er det endnu et eksempel på en genrebetegnelse, der nemt og mundret dikterer os, hvad vi skal mene om indholdet. Ligesom Chicklit, femikrimi, etnokrimi, dark romance, forskellige former for fantasy – dark, heroic, epic, paranormal, og hvad ved jeg. Hvorfor, spørger jeg, hvorfor skal litteratur partout sættes i kasser? Efter 100 års modernisme og postmodernistismens opløsning af genrebegrebet, er vi åbenbart tilbage, hvor vi startede: I skellet mellem dem og os. Kært barn har mange navne: Høj/Lav dårlig, fin/populær dårlig, smal/bred dårlig. Rent gruppedynamisk giver det god mening, at man gerne vil definere sig overfor noget andet, som helst skal være dårligere end det, man selv er karakteriseret ved, men come on, altså.

 En god bekendt fortalte mig for nylig, at han ikke læste krimier, fordi det var jo ”ikke ’rigtig’ litteratur”. I den forbindelse overvejede jeg at spørge ham, om krimier da ikke var skrevet med bogstaver og bestod af længere, sammenhængende tekststykker hvis indhold beskrev et narrativt forløb, eller om de måske i stedet udnyttede en hidtil ukendt form for ekstrasensorisk kommunikation og derfor ikke faldt inden for litteraturparametret sådan rent taksonomisk. (I stedet valgte jeg naturligvis den gode, danske reaktion – at lade som ingenting og i stedet tænke ”der fik han så lige at mærke, hvad jeg mente om det!”)

Men hvor er det dog trættende, at al litteratur altid skal have en genrebenævnelse, og at folk skal have så fine fornemmelser om, hvad de læser (og det gælder skam begge veje. Jeg er mange gange på mit studie blevet konfronteret med, at jeg skulle fandeme ikke fortælle nogen, hvad de skulle læse, eller at folk ikke fattede, jeg gad at læse de snobbe-bøger). Aviserne har enormt travlt med at fortælle om fænomenet 50 Shades, og at læse hvad folk skriver om den, er næsten ligesom at se folk blive fanget i at være utro med sekretæren: “Vent, jeg kan forklare…”

Spørgsmålet, som anmeldere og kritikere aldrig helt vil finde svaret på, og som endnu engang er blevet relevant med 50 Shades, er, hvordan de skal forholde sig til, at tusindvis af læsere synes, 50 Shades er fantastisk, når de nu selv mener, den er noget lort. Skal man slutte sig til det begejstrede kor, eller skal man ryste på hovedet? Og netop denne vaklen er utroligt deskriptiv for det fundamentale problem med at fælde dom over kunst. For hvad er definitionen på den absolutte, tidløse, gode kunst? Vi kan alle sammen blive enige om, at hvis en forfatter skriver en banebrydende bog med en enestående æstetik, og den efterfølgende bliver kopieret af 25 andre forfattere, der ikke er ligeså gode håndværkere, så er de 25 andre bøger efterligninger, som forvandler tematikken og de sproglige troper til klichéer. Bevares. Men hvem kan tillade sig at fælde dom over den fantastiske læseoplevelse, de 25 værker ganske sikkert vil resultere i for myriader af læsere? Og gør netop de læseoplevelser ikke de 25 bøger til gode værker for de, som læser dem? Vil man hellere have, at de sætter sig på røven og ser Vild med dans? Tag i stedet at læse en bog. En hvilken som helst bog. Med undtagelse af Passageværket.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, stilistik