Den gode ide er præmissen for mit arbejde, skrev jeg blandt andet i sidste uge. Og det lyder jo vældigt flot. Men hvad betyder det egentlig?
Uden ideen kan jeg ikke skrive, men en ide kan være mange ting. Den kan være en meget abstrakt præmis (En bog om en mand, der ikke lærer en skid af sine oplevelser, f.eks. – Følelsernes opdragelse, Flaubert), men den kan også tage form af et mere konkret plot, i hvert fald hvis man udvikler den lidt (Jesus fik børn med Maria Magdalena. En hemmelig orden har i århundreder beskyttet deres efterkommere mod en despotisk katolsk kirke, der forsøger at komme dem til livs for at bevare sin egen magt; vejen til sandheden er skjult som spor i en række kunstværker og historiske genstande, som vores helt skal afkode i en dramatisk, Indiana Jones-agtig skattejagt i kamp med tiden, politiet, kirken og andet godtfolk – Gæt selv hvilken bog, Dan Brown).
Grundlæggende hænger den gode ide for mig sammen med forberedelsen til min skriveproces, og hvordan jeg forbereder mig på skriveprocessen kan variere temmelig meget fra projekt til projekt. Her tænker jeg på, hvordan jeg udvikler mine ideer, og hvordan jeg udarbejder mit plot. Nedenfor går jeg igennem, hvad jeg selv har gjort i forskellige sammenhænge. Måske kan det tjene som inspiration til andre.
Jeg har lige afsluttet arbejdet på Imens det dugger. Da jeg begyndte på den bog, havde jeg vitterligt kun en abstrakt ide om, hvad den skulle handle om. Da situationen, som var præmissen for det første kapitel (der i parentes bemærket endte med slet ikke at blive bogens første kapitel), dukkede op i mit hoved, satte jeg mig simpelthen ned og skrev den. På det tidspunkt virkede det mere som en novelle end som noget som helst andet, men det stod alligevel helt klart, hvor fortællingen skulle fortsætte hen, og hvad der skulle blive det næste kapitel. Plot, struktur, persongalleri og alt andet voksede frem som et produkt af dét første kapitel. Det bar simpelthen kimen til historien i sig.
Nu hvor jeg er blevet færdig med Imens det dugger, er jeg i stedet begyndt at arbejde på Skytten. Den er i højere grad skrevet baglæns. Jeg fik oprindeligt en ide til den grundlæggende præmis, men fordi det er en krimi, bliver jeg nødt til at have nogenlunde styr på fakta, før jeg skriver noget. Jeg kan jo ikke lade min hovedperson opklare noget, hvis det ikke stemmer overens med, hvordan det hele skal hænge sammen. Men stadigvæk er det ikke sådan, at jeg har sat mig ned og skrevet en synopsis af hvert eneste kapitel, der skal indgå i bogen. Det er snarere som et puslespil. Forestil dig, at jeg lægger et par brikker. Når de er lagt, begynder jeg selv at designe den næste brik, og jeg kan regne ud, hvordan den skal se ud, for jeg kan jo se konturen af det hul, hvor den skal passe ind.
Aske Munk-Jørgensen 