Tag Archives: Dan Brown

Vælge til og vælge fra

Jeg fik en mail i forrige uge om, at en novelle, jeg skrev for nylig, Seiðr, er blevet udtaget til at være med i Forlaget Kandors antologi med arbejdstitlen Ny Dansk Fantasy 2012. Og det er jo smadderdejligt, men det er i virkeligheden ikke det, dette indlæg skal handle om.

At jeg nævner Kandors antologi er mere en indledning til det egentlige emne for denne blogpost, for efter at have fået gjort Seiðr (og en anden novelle også) færdig, er jeg så småt begyndt at skotte til min krimi, Skytten, påny. Da jeg forlod Skyttens hovedperson for et par måneder siden, befandt han sig i en øm omfavnelse med en kvindelig kollega. Det er der, jeg er vendt tilbage til ham nu. Og arbejdet med Seiðr har haft en ret interessant effekt på Skytten, for efter at have overladt min helt og hans nye (måske) kæreste til sig selv i nogen tid, var det ret spændende at vende tilbage til alt deres pilleri igen. Det var nemlig tydeligt efter at have ladet manuskriptet hvile, at det var en mandlig fortæller, der beskrev det intime optrin – også selvom jeg oprindeligt havde prøvet at være ret neutral.

Og det fik mig til at tænke lidt på, hvem læseren af denne hypotetiske bog egentlig er. For hvad enten man selv ved af det eller ej, skriver man næsten altid til en bestemt, og typisk endda en ret bestemt modtager. Selvom det langt fra altid er en forfatters intention, kan man meget ofte afkode, hvem en bogs oplagte publikum er.

Præmieeksemplet er Dan Browns bøger om Robert Langdon. Robert er en lækkermås af en single, midaldrende, succesrig akademiker, der klæder sig afslappet men cool, som er en fremragende sportsudøver (hans evner ud i svømningen har simpelthen givet ham tilnavnet ”delfinen” blandt hans studerende), og som har en fantastisk evne til at komme i lag med tiltrækkende kvinder. Sidst men ikke mindst kommer han ud for det ene fantastiske eventyr efter det andet, som han, på grund af sin standhaftige og snarrådige karakter og faglige overlegenhed, altid er i stand til at komme helskindet ud af.

Hvor mange småkvabsede, utilfredse, midaldrende mænd med skjorter fra Mr Jardex kunne ikke godt tænke sig at læse om Robert Langdon og drømme, at det ikke var Robert Langdon, men i stedet dem selv, Jens Jensen, speditør hos Grød, Grød og Grød i Glostrup, der lå bagbundet i en pengetransport med en smuk fransk kvinde? Det er nok lidt, som der står i Peter Plys: ”Jeg tror helst, han vil høre en historie om sig selv.”

Om man som forfatter skeler til sin potentielle målgruppe, når man skriver sit manuskript, det er helt op til forfatteren. Men bevidst eller ej – ligeså snart dine fingre rammer tasterne, foretager du valg, og de valg vil altid vække mere genklang hos nogen end hos andre.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, Skytten, stilistik

Ingredienserne i en god fortælling

Hvordan ser den gode historie ud? Det er emnet for denne uges indlæg, og selvmodsigende nok vil jeg straks melde ud, at det hverken kan eller vil jeg svare på. Der findes simpelthen ikke noget entydigt svar. Philip K. Dick ville mene noget diametralt anderledes end Günther Grass, der igen ville mene noget helt andet end Dan Brown eller George Perec – og de ville alle sammen have ret!

Hvad jeg imidlertid kan give er nogle få (fire, faktisk) pointers om de elementer eller funktioner i et plot, man med fordel kan inddrage eller undgå, hvis ens historie skal fungere bedst muligt for ens læser.

  1. Jeg har sagt det tidligere. Nu siger jeg det igen. Dine personers handlinger bør være realistisk motiverede af, hvad den eller de personer ville gøre i en given situation. Ville en person med højdeskræk kaste sig ud fra kanten af en klippe for at slippe væk fra en kødædende zombie? Måske – hvis han eller hun var desperat nok. Hvis du skønner, det er tilfældet, så godtgør det i det, du skriver.
  2. Undgå deus ex machina. Det ville jeg i hvert fald gøre. Med andre ord bør du ikke lade handlingen i din historie afhænge af ting, der ikke er sandsynlige. Med sandsynlige mener jeg ikke, at dine historier ikke må indeholde kødædende zombier, for de kan sagtens være mere end sandsynlige indenfor rammerne af en bestemt slags historie. Hvad jeg mener er, at hvis din historie handler om zombier, og du ikke på noget tidspunkt har nævnt himmelrummet, asteroider eller forestående meteornedslag, skal du ikke på side 325 pludselig lade din helt eller heltinde blive reddet fra den kødædende zombie ved at en meteor slår ned i hovedet på den.
  3. I forlængelse af deus ex machina – du kan sikkert næsten regne ud, hvad jeg vil skrive nu. Hvis du har brug for en begivenhed eller en ting til at styre handlingen i den rigtige retning, så introducer den, før du anvender den. Hvis du rent faktisk beslutter dig til, at din helt skal reddes fra zombierne af en meteor på side 325, så introducer meteoren i begyndelsen af din bog. Nu trues jorden ikke kun af zombier, men også af et nært forestående meteornedslag, hvilket gør det meget mere sandsynligt, at din historie slutter med et brag. (Hø.)
  4. Sidst men ikke mindst – husk at runde din historie af. Det lyder banalt, men det kan faktisk være overraskende svært. Når du fortæller en historie vil du typisk fokusere på et eller to grundlæggende elementer: Hvad sker der med din helt/heltinde, efter verden bliver invaderet af kødædende zombier/trues af gigantiske meteorer, for eksempel? Det er den primære historie, du ønsker at fortælle, men din bog vil typisk indeholde flere figurer end bare din hovedperson, og hvad sker med dem? Hvad med ham fyren, hovedpersonen slår følge med i to kapitler, men som pludselig bare er væk? Går han sine egne veje, fordi han beslutter sig til at hugge et passagerfly og flyve til Svalbard? Du synes måske, det er den overordnede historie uvedkommende, men husk på, at læseren ser dig som en autoritet. Hvis du introducerer et element i plottet, vil læseren naturligt tænke, at du gør det af en grund, og hvis du ikke afrunder det element ordentligt, vil læseren sidde tilbage og undre sig over, hvorfor det overhovedet skulle introduceres til at begynde med. Det skal ikke forstås sådan, at alles historier skal fortælles helt til ende, bare at du bør afslutte de ting du begynder. Forlader vi vores helts sidekick, mens hans fly forsvinder i horisonten er det også helt fint, bare du godtgør overfor læseren, at her forlader vi altså ham.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Psykologi, Skriveprocessen

Idéer, præmisser, synopser

Den gode ide er præmissen for mit arbejde, skrev jeg blandt andet i sidste uge. Og det lyder jo vældigt flot. Men hvad betyder det egentlig?

Uden ideen kan jeg ikke skrive, men en ide kan være mange ting. Den kan være en meget abstrakt præmis (En bog om en mand, der ikke lærer en skid af sine oplevelser, f.eks. – Følelsernes opdragelse, Flaubert), men den kan også tage form af et mere konkret plot, i hvert fald hvis man udvikler den lidt (Jesus fik børn med Maria Magdalena. En hemmelig orden har i århundreder beskyttet deres efterkommere mod en despotisk katolsk kirke, der forsøger at komme dem til livs for at bevare sin egen magt; vejen til sandheden er skjult som spor i en række kunstværker og historiske genstande, som vores helt skal afkode i en dramatisk, Indiana Jones-agtig skattejagt i kamp med tiden, politiet, kirken og andet godtfolk – Gæt selv hvilken bog, Dan Brown).

Grundlæggende hænger den gode ide for mig sammen med forberedelsen til min skriveproces, og hvordan jeg forbereder mig på skriveprocessen kan variere temmelig meget fra projekt til projekt. Her tænker jeg på, hvordan jeg udvikler mine ideer, og hvordan jeg udarbejder mit plot. Nedenfor går jeg igennem, hvad jeg selv har gjort i forskellige sammenhænge. Måske kan det tjene som inspiration til andre.

Jeg har lige afsluttet arbejdet på Imens det dugger.  Da jeg begyndte på den bog, havde jeg vitterligt kun en abstrakt ide om, hvad den skulle handle om.  Da situationen, som var præmissen for det første kapitel (der i parentes bemærket endte med slet ikke at blive bogens første kapitel), dukkede op i mit hoved, satte jeg mig simpelthen ned og skrev den. På det tidspunkt virkede det mere som en novelle end som noget som helst andet, men det stod alligevel helt klart, hvor fortællingen skulle fortsætte hen, og hvad der skulle blive det næste kapitel. Plot, struktur, persongalleri og alt andet voksede frem som et produkt af dét første kapitel. Det bar simpelthen kimen til historien i sig.

Nu hvor jeg er blevet færdig med Imens det dugger, er jeg i stedet begyndt at arbejde på Skytten. Den er i højere grad skrevet baglæns. Jeg fik oprindeligt en ide til den grundlæggende præmis, men fordi det er en krimi, bliver jeg nødt til at have nogenlunde styr på fakta, før jeg skriver noget. Jeg kan jo ikke lade min hovedperson opklare noget, hvis det ikke stemmer overens med, hvordan det hele skal hænge sammen. Men stadigvæk er det ikke sådan, at jeg har sat mig ned og skrevet en synopsis af hvert eneste kapitel, der skal indgå i bogen. Det er snarere som et puslespil. Forestil dig, at jeg lægger et par brikker. Når de er lagt, begynder jeg selv at designe den næste brik, og jeg kan regne ud, hvordan den skal se ud, for jeg kan jo se konturen af det hul, hvor den skal passe ind.

Skriv en kommentar

Filed under Imens det dugger, Skriveprocessen, Skytten