I begyndelsen af november fik jeg en invitation til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement. Det gjorde jeg, fordi jeg havde udgivet Kærlighedens væsen i sommer.
Jeg er fra jylland, og som alle gode, jyske protestanter vil jeg helst ikke gøre for meget væsen af mig selv. Jeg ved godt, hvor jeg vil hen med mit forfatterarbejde. Det har jeg sådan set vidst hele tiden, men hvis nogen spurgte mig, så var jeg stadigvæk bare en, der lige kom forbi.
Jeg regner det jo ikke, som min mormor ville sige.
Noveller, digte, kortprosa – hvornår er man forfatter?
Men undervejs i løbet af aftenen var der alligevel nogle ting, der gik op for mig. Alle vi debutanter var blevet indbudt til arrangementet, fordi vi var en del af holdet nu. Eller, vi kunne vælge at blive en del af holdet, hvis vi ville. Vi var velkomne. For nu var vi faktisk forfattere. Medlemmer af en profession. Den venlighed, men på samme tid også den seriøsitet, som arrangementet signalerede, var en opvågnen for mig.
Jeg har et fast arbejde og en karriere, og sådan kommer det til at blive ved med at være, men skylder jeg ikke både mig selv og andre forfattere at tage mit andet arbejde alvorligt? Hvis jeg signalerer, at jeg ikke tager mit forfatterarbejde seriøst selv, hvordan skulle andre så kunne gøre det?
En (halvdårlig) analogi kunne være brugen af ulønnede praktikanter i kommunikationsbranchen: De laver en professionel persons arbejde, bare gratis. I realiteten lader de af ren og skær begejstring branchen tage brødet ud af munden på folk, der skulle kunne leve af det, de laver.
Hvis jeg ikke lader mig organisere som forfatter, er jeg så ikke lidt som de praktikanter? Er jeg så ikke ham eller hende, der signalerer, at det er jo bare lidt for sjov, det jeg laver, og de der forfattere, dem behøver man ikke tage seriøst? Bare lav en ny royaltymodel, Mofibo.
Er det ikke sådan, det er?
Nu har jeg i hvert fald meldt mig ind i Dansk Forfatterforening. Og når jeg så har udgivet den næste bog, så er jeg rigtig forfatter. Eller, det er jeg i hvet fald, når jeg får udgivet den næste efter den…
Aske Munk-Jørgensen 