Det er ikke et spørgsmål om at slette tillægsordene. Det er ikke bare at tænke grundigt over, hvad det er, du vil sige. Det er alle de vendinger, du synes er så superelegante, og som du går og godter dig over indvendigt, men som alligevel giver dig en flov fornemmelse i maven. De ting, der lyder bedre, når du læser dem op for dig selv, end når andre hører dem. Dine omvendte ordstillinger. Indskuddet i indskuddet i din bisætning. Det franske låneord for noget, du ligeså godt kunne sige på dansk. Alle de ting, du udmærket godt ved, ikke holder. Det er dine darlings. Og de skal dø.
Jeg ville rigtigt gerne forklare præcist, hvad det er, jeg mener, men den eneste opskrift, jeg rigtigt kan give til, hvordan man finder de her ting i sin tekst, er, at man skal lytte til sin mavefornemmelse. For det er ret abstrakt, hvad sådan en darling er. Det vil typisk være noget, der falder uden for teksten rent stilistisk. Der er sjældent grænser for, hvor stort eller hvor småt, det kan være. Måske er det et kapitel, der bare ikke er godt nok. Måske er det to afsnit, der vender forkert i forhold til hinanden, men det kan også sagtens bare være et ord eller en vending. Til gengæld vil du næsten altid være opmærksom på, det er der. At finde de her problemer og redigere dem bort er en øvelse i at være ærlig overfor sig selv.
Lad mig komme med et eksempel fra Skytten. (Desværre kan jeg ikke gå alt for meget i detaljer, for det vil afsløre for meget om plottet.) Skytten startede oprindeligt med et kapitel fortalt fra morderens synsvinkel. Her var læseren vidne til det mord, der sætter historien i gang. På papiret var det fantastisk. Man fik introduceret intrigen. Man så begivenheden, der sætter det hele i gang, og jeg fik lov til at beskrive en fantastisk indrettet lejlighed fuld af antikke bøger og blyanttegninger Lorens Frølich – altsammen modstillet med dramatisk, moderigtig hypervold. Men det var sygeligt kedeligt. Man skulle kæmpe sig gennem noget i retning af 1800 ord, inden der skete noget – inden der var nogen, der blev skudt. Og da det endeligt skete, blev det fortalt fra en synsvinkel, hvor læseren ikke kunne se det.
Jeg har selv prædiket på denne blog, at anslaget i en bog skal fange og fastholde læseren, men alligevel nåede jeg at skrive noget, der ligner en tredjedel af mit manuskript, før min kæreste tvang mig til at slette det første kapitel og skrive det om.
Et andet, mere håndgribeligt eksempel fra Imens det dugger:
”Uden at se på hende havde han, fra det sekund hun havde sat sig ned, vidst, at her ventede en samtale, han ikke kunne undslå sig.”
Nej vel? Før datid. Håbløs ordstilling. 4 kommaer. Indskud (jeg havde lige læst Thomas Manns Døden i Venedig på det tidspunkt – indskudte sætninger var nærmest et adelsmærke). Undslå sig!? Personen her skal forestille af være 30! Og jeg elskede det. Hvornår det blev rettet? I den absolut sidste gennemskrivning, inden manuskriptet røg ind til et forlag.
Aske Munk-Jørgensen 