Jeg skrev et indlæg for nogen tid siden om Scrivener, et program jeg var begyndt at bruge i mit arbejde. Jeg var meget begejstret for det dengang, og det er jeg stadigvæk. Faktisk så meget, at jeg nu bliver nødt til at skrive en update for at bekræfte, at jeg stadigvæk er begejstret.
Årsagen til at jeg downloadede programmet var, at jeg havde kimen til et romanmanuskript liggende. Og når jeg skriver liggende, så mener jeg virkelig liggende. Jeg var nået nogle tusinder ord ind i det, og så var det steget mig over hovedet. Min måde at arbejde på, kan jeg se nu, hvor jeg i stedet for Word bruger Scrivener, passede ikke godt til et program som Word, der forudsætter, at man begynder at skrive i den ene ende af et dokument og arbejder sig kontinuerligt ligeud for så at slutte i den anden. Jeg havde svært ved at bevare overblikket over historien, og uden overblik er det svært at bevæge sig videre eller arbejde kreativt. I hvert fald for mig.
Jeg indså på et tidspunkt, at jeg blev nødt til enten at skrive manuskriptet færdigt, eller (den anden mulighed var langt mindre tillokkende) holde op med at tale om det. Så det blev altså at skrive det færdigt. Med Scrivener. Og hvilken forskel det har gjort. Historien vokser. Jeg har overblik over mit manuskript og dets struktur. Jeg har et godt greb om mine personer, deres psykologi og deres motivation, og jeg kan løbende ændre på historien i takt med at plottets interne logik ændrer sig og kræver det.
Faktisk ser det hele så lyst ud, at jeg regner med at have skrevet historien færdig i april næste år, med god tid til redigering og gemmen-det-væk og finden-det-frem-igen for at læse det med nye øjne.
Bum. Nu er det sagt. Nu kan det ikke trækkes tilbage.
Aske Munk-Jørgensen 