Tag Archives: Stephen King

Om at (mis)bruge sig selv

Gamle venner udkommer om et øjeblik.

Jeg er altid spændt, når jeg får en ny bog ud, men denne gang er det ekstra vildt. I Gamle venner går jeg på en og samme tid tilbage til en gammel genre og kaster mig ud i noget nyt.

Gamle venner er en horrorroman, og jeg har sådan set altid flirtet med horror. Faktisk var den første bog, jeg overhovedet fik ud i eget navn, Kærlighedens væsen, horror. Selvom den var pakket ind som alt muligt andet.

Jeg glemmer aldrig lektørudtalelsen til Kærlighedens væsen. Der var specielt én vending, jeg har lunet mig på i mange år. “En finurlig perle af en kortroman,” stod der i det sidste afsnit.

Det var første gang, nogen sagde, at det jeg skrev, var godt. Nogen, som ikke lige var min kone eller min redaktør.

Den lektørudtalelse har jeg lunet mig på i mange år, også selvom andre lektørudtalelser og anmeldelser er fulgt efter. Måske har den endda medvirket til, at jeg nu vender tilbage til horror.

Hjemmebane – og udebane

Genren i Gamle venner er på den ene side velkendt territorie for mig, på den anden er den noget nyt, for jeg prøver ting af i den, jeg ikke har prøvet før. Og det er jeg spændt på.

Jeg bruger mig selv mere i Gamle venner, end jeg har gjort før. Ikke forstået på den måde, at den handler om mig selv, for det gør den bestemt ikke. Faktisk ville jeg blive meget ked af det, hvis folk troede det. Når I læser den, forstår I hvorfor. Mere kan jeg ikke afsløre lige nu. Men bare – det er ikke mig. Bare husk det.

Når jeg bruger mig selv, så mener jeg det på samme måde, som når Stephen King bruger Maine. Vi ved godt, at Stephen King ikke har genoplivet sit døde barn på en gammel indianergravplads udenfor Ludlow (Pet Sematary), men det Maine, han beskriver, er hans eget. På samme måde er Gamle venner min egen verden.

Det har sikkert ikke altid været sjovt for Stephen King at skrive om sin egen verden og blive viklet ind i det net af biografiske analyser af hans romaner, som det har ført med sig. Men hvis det ikke er sjovt, hvorfor insisterer forfattere så alligevel på at bruge dele af sig selv, deres psykologi og deres sprog, i deres bøger?

Jeg kan sige, hvorfor jeg har gjort det. Jeg har brugt min egen verden, fordi det virker. Så enkelt er det. Gamle venner er en stærk historie om noget grimt og noget vigtigt, og det betyder noget for mig, at mine læsere kan mærke det, når de læser bogen.

Sproget og den verden, det beskriver, skal stå tydeligt og klart. Og det får jeg det til ved at bruge minder og følelser, jeg kender. Det har resulteret i en skarp tekst. Nu håber jeg bare, I er enige.

Gamle venner udkommer på Forlaget Kandor d. 19. september. I kan købe den her.

Skriv en kommentar

Filed under Gamle venner, Skriveprocessen