Tag Archives: skriveproces

Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen

I’m a drinker with a writing problem

Mit arbejde har fyldt meget i mit liv de sidste par måneder, altså, mit fuldtidsarbejde. Sagen med den slags er jo, at for de fleste af os fritidsforfattere er det at skrive noget, vi arbejder med, når vi ikke arbejder (med noget andet). Den afgørende forskel på, hvor seriøs man er med sit skrivearbejde er nok, i hvilken rækkefølge, man prioriterer sit ’day job’ og det, man gør, når man har fri. Er det hunden, der vrikker med halen, eller omvendt, sådan som Brendan Behan ironisk sætter det på spidsen i citatet i denne posts titel? (Fyldepennen.dk har i øvrigt et fremragende interview med Jussi Adler-Olsen, som blandt kommer ind på det med at være fritdsforfatter, her.)

Personligt er jeg så privilegeret, at jeg synes fantastisk godt om mit arbejde, og skulle jeg ikke tilfældigvis have denne meget spændende ambition ved siden af mit fuldtidsjob, så ville mit professionelle virke alligevel være rigt og tilfredsstillende. Men ikke desto mindre (eller måske netop i kraft af det) har mit dagjob altså fyldt meget, og i et vist omfang er det også blevet til et aftenjob, hvilket har stillet nogle ting på spidsen. Og ad omveje når jeg nu endelig frem til emnet for mit indlæg.

I lang tid tænkte jeg nemlig meget ét projekt af gangen når jeg skrev: 1) Jeg fik en ide. 2) Jeg skrev et manuskript. 3) Jeg gennemskrev det 300 gange. 4) Jeg sendte det til et forlag. 5) Jeg ventede 8 måneder og fik et afslag. Herefter vendte jeg tilbage til trin et og gentog processen.

På et tidspunkt lurede jeg imidlertid det der med at tænke langsigtet. Sagen er nemlig, at hvis du arbejder på den måde, jeg beskriver ovenfor, så spilder du en del tid. waiting[1]Al den tid, der går, fra du indsender et manuskript, til du får et svar fra forlaget, kan du bruge mere fornuftigt. Kunsten, jeg har lært mig selv, er at betragte processen med et manuskript som (midlertidigt) afsluttet i det sekund, jeg trykker på ”send”-knappen eller putter kuverten i postkassen. Hvis jeg venter 2 til 6 måneder på at få svar på et manuskript, kan man godt sige, jeg bare venter på at få afklaring på et projekt i 8 til 24 uger. På den anden side kunne man imidlertid også sige, at jeg er 2 til 6 måneder foran min tidsplan med mit næste projekt, hvis jeg i stedet går i gang med noget nyt med det samme. Og det synes jeg er en dejlig måde at tænke på. Specielt når den tid, jeg kan hellige mit skrivearbejde, er så begrænset, som den trods alt er.

Og hvorfor fortæller jeg jer det her? Fordi jeg trods alle mine gode forsætter alligevel er gået i den samme gamle fælde igen og har ventet 2 måneder på svar fra et forlag uden at lave andet end at holde fri og se The Big Bang Theory…

3 kommentarer

Filed under Alt det praktiske, Skriveprocessen

Skrive, skrive, skrive

I forbindelse med at Til deres dages ende kom på gaden, havde jeg en samtale med en bekendt om det at skrive. Det var en af den slags vidunderlige samtaler, som i virkeligheden mest handler om at diskutere, hvor enige, man er. (”Det er simpelthen så rigtigt, det du siger der.” ”Jamen det, du siger, er jo også bare helt rigtigt!” ”Tak tak, jeg tror, det er så rigtigt, det vi siger, fordi vi er så kloge – specielt dig.” ”Mange tak, men du er nok den klogeste.” ”Nej, den klogeste må bestemt være dig!”) Bortset fra selve substansen af bekræftende ord, diskuterede vi også et par ting, som var ret interessante, blandt andet selve skrivehåndværket, og hvordan det er en kunst, man skal øve sig i for at blive bedre. For det er det jo.

Det kan jo godt være sådan med kunst, at det er en kraft, der springer ud af øjeblikkets inspiration, men det skal man ikke forlede sig af. Det er stadigvæk noget, man bliver nødt til at øve sig på. Ligesom en musiker skal øve sig for at beherske sit instrument, må vi skrive for at beherske vores redskab: sproget. Når vi sidder og hugger i den samme surdej dag efter dag, kan det godt være, vi ikke føler, vores slid udmønter sig i nogen reel forbedring af vores evner. Men det gør det nu temmelig sikkert alligevel.

Tag for eksempel et kig på nogle af de tidlige ting, du skrev, og sammenlign dem med de ting, du skriver nu. Det har jeg gjort. Udviklingen er tydelig. Nedenfor bringer jeg et uddrag fra Sneppen, den første novelle, jeg fik udgivet for efterhånden mange år siden, og en passage fra Skytten, som jeg går og rumsterer med for tiden. Forskellen er tydelig (og det er tilladt at grine!) Der er ikke bare tale om, at man bliver bedre rent teknisk ved at øve sig. Ligesom med redigeringen af en tekst, er der tale om en gradvis proces, hvor vi ved at skrive og skrive og skrive bliver sikrere på, hvad det er, vi vil skrive. Hvad der er vores stil. For nogle lykkelige få, er det måske noget, der kommer let, men for rigtig mange andre er det resultatet af mange års koncentreret slid.

Fra Sneppen, :

Jeg havde en drøm i nat. Jeg sad i min lænestol, en gammeldags en i rødt stof med øreklapper, og læste, da jeg pludselig, som ved en viljesakt, løftede mig op fra stolen i rummet over den. Jeg havde ikke brug for at vende mig om at se efter; jeg vidste at i stolen under mig, raspende efter vejret og gustengul i huden, sad min sjæl, mens jeg selv, et lyst, hvidt, skinnende legeme svævede over den i luften.

Jeg havde lyst til at fortsætte min bevægelse ud gennem det høje vindue og op på himmelen, men jeg kunne ikke komme i sikkerhed for den hvæsende skikkelse under mig. Jeg var ikke i tvivl om at den var ude af stand til at nå mig, men tanken om at den var tilstede i rummet fyldte mig med en dyb, primal angst, som når man befinder sig helt tæt på noget der kan gøre én fortræd. Tanken om at den sotbefængte skabning påny skulle forenes med mig fyldte mig med smerte og væmmelse.

Det er vist ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt jeg rammer en stil her, men mere, hvor selvhøjtidelig den er. Min personlige favorit er “sotbefængte”. Bemærk også de lange, komplicerede sætningskonstruktioner.  Jeg kan mærke, jeg var på galt spor her, for den type sprog falder mig ikke naturligt. Det var noget tilstræbt.

Og fra Skytten:

“Hej,” sagde stemmen i den anden ende.
”Hej Dorthe,” svarede han. Han kunne næsten høre, hvordan hendes mund snerpede sig sammen.
”Anders,” svarede hun, ”Nå. Hvorfor ringer du?”
”Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik.”
”Fint,” sagde hun. ”Det går fint.”
”Okay,” svarede han. ”Hvad med rollingerne?”
”De har det fint. De savner dig.” Han rømmede sig. ”De siger, de aldrig ser dig,” tilføjede hun efter en pause. ”De vil gerne se deres far.”
”Ja. Jeg har ikke – ” Han masserede sin pande. ”Jeg har ikke haft det så godt.”
”Men så har du det bedre nu?”
”Jah, nej …”
”Så kan du jo komme og se dem i weekenden?”
”Jeg arbejder på den her sag…”
”Ja. Det gør du vel.” Det var ligesom om, det bare var det, hun havde ventet på. ”Du arbejder jo altid på en eller anden sag.” Bebrejdelserne slog ham i ansigtet gennem telefonrøret. ”Ved du hvad, hvis du ikke gider se dine børn, hvorfor ringer du så?”
”Jamen, jeg gider jo godt se mine børn, for …”
”Du skal fandeme ikke bande af mig!”
”Jeg bander sgu’ da heller ikke af dig.”
”Ved du hvad, jeg gider ikke have, at du skal være sådan en, der kommer forbi en gang om året med chokolade nede fra kiosken, vel?” Hun fnøs. ”Enten så er du der for dine børn, eller også er du der ikke. Okay?”
”Ja, selvfølgelig.” Eller var det nej, selvfølgelig? Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig om ikke at miste besindelsen.
”Okay. Hvad ville du så?” spurgte Dorthe.
”Ingenting,” svarede han. ”Ikke noget.”
”Nå,” sagde hun, ”jamen så farvel.”
”Ja, hej,” svarede han. Hun lagde på først.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen

Vælge til og vælge fra

Jeg fik en mail i forrige uge om, at en novelle, jeg skrev for nylig, Seiðr, er blevet udtaget til at være med i Forlaget Kandors antologi med arbejdstitlen Ny Dansk Fantasy 2012. Og det er jo smadderdejligt, men det er i virkeligheden ikke det, dette indlæg skal handle om.

At jeg nævner Kandors antologi er mere en indledning til det egentlige emne for denne blogpost, for efter at have fået gjort Seiðr (og en anden novelle også) færdig, er jeg så småt begyndt at skotte til min krimi, Skytten, påny. Da jeg forlod Skyttens hovedperson for et par måneder siden, befandt han sig i en øm omfavnelse med en kvindelig kollega. Det er der, jeg er vendt tilbage til ham nu. Og arbejdet med Seiðr har haft en ret interessant effekt på Skytten, for efter at have overladt min helt og hans nye (måske) kæreste til sig selv i nogen tid, var det ret spændende at vende tilbage til alt deres pilleri igen. Det var nemlig tydeligt efter at have ladet manuskriptet hvile, at det var en mandlig fortæller, der beskrev det intime optrin – også selvom jeg oprindeligt havde prøvet at være ret neutral.

Og det fik mig til at tænke lidt på, hvem læseren af denne hypotetiske bog egentlig er. For hvad enten man selv ved af det eller ej, skriver man næsten altid til en bestemt, og typisk endda en ret bestemt modtager. Selvom det langt fra altid er en forfatters intention, kan man meget ofte afkode, hvem en bogs oplagte publikum er.

Præmieeksemplet er Dan Browns bøger om Robert Langdon. Robert er en lækkermås af en single, midaldrende, succesrig akademiker, der klæder sig afslappet men cool, som er en fremragende sportsudøver (hans evner ud i svømningen har simpelthen givet ham tilnavnet ”delfinen” blandt hans studerende), og som har en fantastisk evne til at komme i lag med tiltrækkende kvinder. Sidst men ikke mindst kommer han ud for det ene fantastiske eventyr efter det andet, som han, på grund af sin standhaftige og snarrådige karakter og faglige overlegenhed, altid er i stand til at komme helskindet ud af.

Hvor mange småkvabsede, utilfredse, midaldrende mænd med skjorter fra Mr Jardex kunne ikke godt tænke sig at læse om Robert Langdon og drømme, at det ikke var Robert Langdon, men i stedet dem selv, Jens Jensen, speditør hos Grød, Grød og Grød i Glostrup, der lå bagbundet i en pengetransport med en smuk fransk kvinde? Det er nok lidt, som der står i Peter Plys: ”Jeg tror helst, han vil høre en historie om sig selv.”

Om man som forfatter skeler til sin potentielle målgruppe, når man skriver sit manuskript, det er helt op til forfatteren. Men bevidst eller ej – ligeså snart dine fingre rammer tasterne, foretager du valg, og de valg vil altid vække mere genklang hos nogen end hos andre.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, Skytten, stilistik

Læse, læse, læse…

Foråret begynder så småt at lure i horisonten, og når bladene kommer på træerne, begynder den allermest travle periode på mit arbejde som regel også at stikke næsen frem. Min erfaring er, at når jeg har meget at se til, er det gerne mit skrivearbejde, jeg først begynder at skære i for at få tid til det hele.

Og det er helt fint. Jeg lever ikke af at skrive, og jeg har ikke nogen deltidskarriere, der skal plejes. Er alternativet at bruge mindre tid på min kone og børn, eller at jeg ikke får lavet de ting, jeg skal lave, det sted jeg får løn for det – så skidt pyt.

En lille erstatning for at skrive selv, det er at læse. Min holdning er, at en forfatter aldrig kan læse nok. En forfatter bør være nedsænket i sprog. Ordene er vores værktøj, og jo bedre vi behersker det værktøj, desto bedre bliver vi til at anvende det. Vi skal øve os, og en del af det at øve sig er at se, hvordan andre gør. Normalt plejer jeg på dette tidspunkt i et blogindlæg altid at finde en reference til en eller anden, der har sagt det samme som mig før, men i denne anledning vil jeg lade være. Sandheden er så universel, at jeg ikke mener, den behøver nogen bevisførelse. Jeg tror simpelthen ikke, at man kan skrive uden også at læse.

Og anything goes, som Cole Porter i sin tid sang. Der er ingen grund til at snobbe hverken opad eller nedad med sine læsevalg. Hvis du udelukkende sidder og gnaver dig igennem George Perec og James Joyce, så udelukker du dig selv fra en masse erfaringer. Det kan godt være, at du kommer til at ligge tårnhøjt på praleindekset til litteratmiddage, men du lærer kun at genkende nogle få typer sprogbehandling og stilistik.

Jeg selv læser i øst og i vest – primært fordi der er så meget spændende litteratur, men også, fordi jeg virkelig er overbevist om, det er sundt at favne så bredt som muligt. Desuden parallellæser jeg altid bøger (det er der så til gengæld ikke nogen undskyldning for; det er bare fordi, jeg er et rodehoved). For tiden er jeg i gang med følgende – lad det være et eksempel på det med at favne bredt:

Achton Friis: Danmark ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-1908 – Achton Friis’ beretning om Grønlandsekspeditionen, der i dag mest er kendt på grund af den tragiske måde, Jørgen Brønlund, Mylius-Erichsen og Niels Peter Høeg Hagen døde på. (Det har Vagn Lundbye skrevet en fantastisk og bevægende bog om, som jeg desværre ikke kan finde et ordentligt link til, Omkom 79’fjorden.)

Tony Hillerman: Dance Hall of the Dead – Anden bog i en krimiserie om Joe Leaphorn, en Navajopolitimand i Four Corners-reservatet i USA.

Franco Moretti: The Way of the World: the Bildungsroman in European Culture– en klassiker på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Den store voksenbog om Dannelsesromanen.

Når jeg en gang bliver færdig med dem, vil jeg i prioriteret rækkefølge bevæge mig hurtigt videre til Sværd og Trolddom: Tyvenes By og Selma Lagerlöfs Køresvenden – og ved siden af hører jeg næsten altid en eller anden lydbog. Praktisk tidsfordriv, når man støvsuger eller kører i bus eller hvad ved jeg. Husk på: Det er fantastisk at kunne underholde sig med en god bog, og så oven i købet kunne kalde det arbejde, hvis nogen spørger!

Skriv en kommentar

Filed under Grundlag