Ligesom i sidste uge tager jeg her fat på noget, jeg har nævnt i andre forbindelser, men som virkelig fortjener sit eget indlæg: Hvordan man skriver. Med det at skrive tænker jeg på selve processen med at skabe dit manuskript. ”Man sidder som regel på røven, og man skriver oftest med fingrene,” tænker du måske – og Gud velsigne dig, hvis du har det sådan. Jeg ser lidt anderledes på det.
Først og fremmest – og det her er nok det allervigtigste, jeg føler, jeg kan sige til nogen kollega – skal man tage sit arbejde alvorligt. Det lyder banalt, men hvis man ikke tager sit arbejde seriøst, er det svært at engagere sig ordentligt i det, man laver. Og det at skrive, det kræver altså engagement og fokus! Det er ikke noget, jeg har fundet på. Stephen King siger nogenlunde det samme i On Writing, A Memoir of the Craft, og han siger det en del bedre, end jeg gør. On Writing er i øvrigt måske den bedste bog om kreativ skrivning, jeg overhovedet har læst.
Tag dig selv og dit arbejde seriøst. Det er trin et. Trin to – og trin to afhænger i virkeligheden af trin et – er at sætte dig ind i, hvordan du rent praktisk arbejder. Der er ikke nogen ”rigtig” måde at arbejde på, vil jeg skynde mig at sige. I hvert fald ikke nogen jeg kender. Den eneste rigtige måde at arbejde på, er den, der passer dig bedst, men det er vigtigt at vide, hvad den metode faktisk er, og så være tro mod den. For mit eget vedkommende kan jeg se i hvert fald tre forskellige stadier i mit arbejde:
Jeg skal få ideerne. Jeg har lige sagt, der ikke er nogen rigtig måde at skrive på – meeen, ideer er ikke desto mindre en ressource, der er fælles for os alle, og jeg tror simpelthen ikke på, der er nogen, som nogensinde har kunnet få gode ideer på kommando. Fraværet af gode ideer er i min erfaring skriveblokeringens væsen, for er der ikke noget at skrive om, ja så kan du jo ikke skrive noget. Om du så er typen, der opridser hele dit plot, inden du sætter dig til tasterne, eller om du mere går og nulrer med nogle abstrakte ideer, det er sådan set ligegyldigt. Det vigtige er, at man ikke kan bygge et hus uden et fundament.
Når man har fået sine ideer, skal de skrives ud. Måske har du skrevet et kort optrin eller en stump dialog, men nu skal den sættes ind i en sammenhæng. Det tager tid og eftertanke. Den kunstneriske proces er ikke kun at beskrive mågen på fortøjningspælen i solnedgangen for nu at citere Jens Blendstrup, det er også at sætte den ind i den kontekst.
Teksterne skal redigeres. Det er et møjsommeligt arbejde, der kræver, at man arbejder i lange stræk for at kunne danne sig et overblik over den generelle sprogtone og de store linjer i manuskriptet. Kun på den måde kan man identificere det, der ikke passer ind. Det er arbejde, der tager koncentration og omsorg, og det er bydende nødvendigt netop at give det den opmærksomhed, det kræver, også selvom du egentlig føler, dit arbejde er gjort, når første udkast er ligger klart.
Alt det her lyder meget firkantet, men når jeg opridser de forskellige stadier i det arbejde, jeg laver, så er det fordi, jeg er overbevist om, at man spilder mindre af sin egen i forvejen givetvis sparsomme tid, hvis man kun gør én af de her ting af gangen. Jeg kan ikke redigere ét afsnit, mens jeg forsøger at skrive et andet, eller skrive inden jeg har noget at arbejde med. Jeg påstår ikke, at jeg overhovedet kan holde alting adskilt i små kasser, men alligevel har jeg en ide om, at jeg gør mit arbejde nemmere for mig selv – spilder mindre af min egen tid – hvis jeg i det mindste prøver på at gøre en ting af gangen.
Aske Munk-Jørgensen 