Redaktion | Aske Munk-Jørgensen

For tiden er min rutine sådan, at jeg arbejder, når jeg kører frem og tilbage i toget til mit civile job. Det er efterhånden blevet til mange timer, hvor jeg har svedt over redaktionelle kommentarer og tematiske problemstillinger. Jeg har slettet, skrevet til, rettet tilbage igen, kommenteret på kommentarer og læst og læst og læst.

Når jeg ser på billedet i det her indlæg, kommer det bag på mig, hvor hjemlig den togkupe føles. Det kunne jeg nok skrive et eller andet koket om – sådan noget med, at jeg er ham der den underlige, der altid sidder på den samme plads og mumler, eller at i toget er tiden din egen (- og der er nok af den!), men helt ærligt, så synes jeg faktisk bare, det er fedt.

Det har været fedt at arbejde med manuskriptet til min novellesamling, det har været fedt at se teksterne blive stærkere og stærkere, efterhånden som jeg arbejdede mig igennem dem sammen med min redaktør, og det har været superduper fedt at se et projekt nærme sig målet. Jeg kan ikke sige “nå i mål” – jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Det ville være at jinxe det. Men det er dælme tæt på.

Og den kommer i øvrigt til at hedde Åbne døre, lukkede døre, novellesamlingen, hvis nogen skulle sidde og spekulere på det.

Jeg er igang med at redigere et manuskript. Jeg har netop fået det tilbage fra min redaktør, og hun er skrap. Hun har skrevet en masse bemærkninger og kommentarer ind i min oprindelige word-fil, og nu er den helt blå.

Jeg er begyndt fra en ende af med at arbejde mig igennem de konkrete ting, hun vil have ændret. Når jeg er færdig med dem, holder de op med at være blå, og bagefter ser manuskriptet anderledes ud, end da jeg begyndte. Og det er godt, for manuskriptet bliver bedre af det, det er helt tydeligt. Men det er faktisk ikke det, der er det bedste ved at få et par kritiske, professionelle øjne til at læse manuskriptet igennem. Det er hendes mere overordnede kommentarer. Dem er der nemlig også et par stykker af. De kræver mere arbejde end selve ændringerne, men der er også gods i dem. Hun har sat fingeren på lige nøjagtigt alle de svage steder i teksten (et par af dem kendte jeg nok godt til i forvejen, hvis jeg skal være helt ærlig; andre overraskede mig lidt, da jeg blev gjort opmærksom på dem). Og hvad mere er, hun gør det uden nogen som helst slinger i valsen. Her er der ingen slinger i valsen.

Og det fortæller jeg ikke bare for at lovprise min redaktørs evner. Grunden til alle ordene om hende er for at sige noget mere generelt om at sparre. At få kritik af det, man har lavet, skal man altid stræbe efter, det mener jeg i hvert fald. Det er desværre også noget, jeg har forsømt de sidste par år, men det er bare fordi, jeg er et fjols. Processen er vigtig, og den kan være meget produktiv. Og det har nærværende øvelse mindet mig om.

Måden man bliver bedre til at skrive på, er ved at skrive. Ved at udøve dit håndværk bliver du bedre til dit håndværk. Men ved at få nogen til at se på din tekst med helt friske, nøgterne øjne, og få dem til at forklare dig, hvilke ting i den, der virker og hvilke, der ikke gør, får du væsentligt input. Og så længe, du ikke føler, du giver køb på din integritet, så er det bare med at høre efter, for dine prøvelæsere har ofte ret. Selv hvis de ikke nødvendigvis er helt vildt gode læsere, har de ofte fat i den lange ende, alene af den grund, at de ikke er dig. De kender ikke dit sprog, så de ser på alt for første gang. De er ikke blinde for dine darlings og de steder i din historie, hvor plottet ikke hænger sammen, men hvor du har jedi mind-tricket dig selv til at læse hen over hullerne (“læseren kan jo godt tænke sig til…). For når man arbejder med noget længe på egen hånd, ja så får man altså bare sære vaner, og dem er det godt at få rystet op i. Hans Georg Gadamer ville have kaldt det en afstemning af din forventningshorisont. Jeg ville kalde det et reality check.

Tag Archives: Redaktion

Åbne døre, lukkede døre

Om at sparre