Tag Archives: psykologi

Selvpineri

Jeg havde en oplevelse forleden dag, som satte mit forfatterarbejde lidt i relief for mig. Som jeg tidligere har skrevet om, går jeg og gør mig nogle erfaringer med at arbejde med emner, der berører mig selv som person. Ikke forstået sådan, at noget af det, jeg skriver, handler om mig selv – for det gør det på ingen måde – mere således, at jeg leder efter følelser og reaktionsmønstre, jeg kan genkende, fordi jeg ved at internalisere eller opleve følelserne på egen krop får et stærkere produkt ud af det, jeg skriver. Det lyder måske som en selvfølgelighed for nogen, men jeg har brugt ret mange år af mit liv på at synes verfremdung, postmodernisme og i det hele taget det at være blasé, bare var det bedste i hele verden.

Mimose

Mimose

Men altså – det der med følelser, det er godt, for såvidt som det er ret frugtbart for mig at skrive på den måde. På den anden side er mit problem, at jeg er temmeligt berøringsangst med nogle af de emner, jeg tager op. For let’s face, det er sgu’ ikke ret morsomt at skrive om ting, du selv, helt privat, synes, er skideforfærdelige. Det har jeg funderet en del over, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, jeg har brugt en del tid på at undgå at skrive visse passager, simpelthen fordi jeg syntes, det var så trist at udsætte mine personer for de ting, de skulle gå igennem. Og det har igen afstedkommet, at jeg måske antydningsvist har syntes, jeg var lidt vel, nåja – berøringsangt.

Men en eller anden modningsproces (forråelse?) må jeg nu alligevel have gennemgået. I en samtale fornylig fortalte jeg henkastet min kone om plottet i en novelle, jeg desværre ikke kan fortælle jer om, fordi den ligenu deltager i en konkurrence, hvor bidragene er anonymiserede. Men kort fortalt, så ender historien ikke så godt for min hovedperson. Og det fortalte jeg hende altså hen over middagsbordet. Jeg tænkte ikke videre over, at jeg fortalte det til hende, og jeg blev lidt forundret, da hun – ikke helt udeltagende – spurgte mig, om jeg egentlig havde det godt. Jeg fortalte hende at jotak, jeg havde det udmærket. Tidligere på dagen havde jeg godt nok haft lidt halsbrand, fordi vi havde fået kage på arbejde, og jeg trængte måske også en lille smule til en barbering, men ellers, så jo.

Og lige der gik det så op for mig, hvad hun mente.

Egentlig blev jeg ret stolt. Det måtte jo betyde, jeg trods alt har fat i den lange ende med mine skriveprojekter, men jeg spekulerer på samme tid lidt på, om den rigtige ende måske også kan være den forkerte ende på samme tid…

2 kommentarer

Filed under Blandet slik, Skriveprocessen

Helt eller skurk?

Jeg kunne godt tænke mig at sige et par ord om kunsten at beskrive sine personer. Det har jeg efterhånden sagt en del ord om, men det er også et dejligt emne.

Læsere af mine tidligere indlæg vil vide, at jeg mener, man bør finde ud af, hvem ens person er, inden man begynder at skrive om ham eller hende. For en effektiv måde at beskrive sine personer på, det er gennem deres tale og deres handlinger. Og hvis man har en klar ide om, hvem de er, inden de træder ind i handlingen, så er det også mere sandsynligt, at de vil tale og handle på en måde, der er realistisk og karakteristisk for dem, og som siger noget om deres karakter.

Men nu er det jo fiktion, den her blog handler om, og sommetider er vi altså tilbøjelige til også at putte beskrivelser ind i vores fortællinger – hvad skulle man ellers bruge den der dejlige fortællerstemme til, vi har til rådighed? Sommetider kan man godt komme til at forklare, at ens hovedperson har et problem med Copenhipsters, eller at han godt kan lide Iron Maiden, også selvom man som forfatter er meget idealistisk og ikke nødvendigvis ønsker at lede sin læser ved at forklare, hvordan alting skal forstås eller ses.

Helt eller skurk?

Litteraturhistorien er fuld af pukkelryggede skurke med koparrede ansigter, og blonde, atletiske helte, men generelt er det sådan, at litterater godt kan rynke på næsen af den slags kendetegn ved personer. Tanken er, at det er lidt for tæt på Anders And, hvor vi aldrig er i tvivl om, at skurken er skurk, når han nu hedder K.L. Amme Ormsen.

I 1900-tallet gik det af mode at lade noget ydre beskrive indre værdier ved personen.

Helt eller skurk?

Virkeligheden var jo aldrig symbolsk på den måde, var tanken, så hvorfor skulle litteraturen være det? Men faktisk er det en lidt spøjs ide, for man kommer lynhurtigt ud på en glidebane som forfatter, påstår jeg, hvis alting skal være så hyper-realistisk. Hvor går grænsen for, hvad man så overhovedet må sige om en person? Hvornår begynder en personbeskrivelse at blive symbolsk?

Jeg kan personligt ikke lade være med at putte markører ind i mine fortællinger, der fortæller noget om mine personer, men jeg må også sommetider tage noget flak for det. For ikke så længe siden var der for eksempel en prøvelæser, som rystede på hovedet, fordi jeg lod en af mine personer høre en opera af Korngold. Hvis man kender min mening om Korngold, så vil man også vide, som min prøvelæser, at det var en total tell om den figurs personlighed. Jeg fik at vide, at det for nem en måde at beskrive personen på – men faktum står tilbage, at en mand som ham, netop ville sætte sig ned og høre en opera af Korngold, hvis han ville have noget intellektuel stimulans. Så hvorfor skulle jeg gøre det sværere for mig selv? Skulle jeg have ladet ham høre noget andet, han ikke kunne lide for at gøre fortællingen mere realistisk? Det kan godt være, virkeligheden ikke altid er så symbolsk eller let afkodelig, men nu er det jo altså også fiktion og ikke virkelighed, jeg skriver.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, Psykologi, stilistik

Ingredienserne i en god fortælling

Hvordan ser den gode historie ud? Det er emnet for denne uges indlæg, og selvmodsigende nok vil jeg straks melde ud, at det hverken kan eller vil jeg svare på. Der findes simpelthen ikke noget entydigt svar. Philip K. Dick ville mene noget diametralt anderledes end Günther Grass, der igen ville mene noget helt andet end Dan Brown eller George Perec – og de ville alle sammen have ret!

Hvad jeg imidlertid kan give er nogle få (fire, faktisk) pointers om de elementer eller funktioner i et plot, man med fordel kan inddrage eller undgå, hvis ens historie skal fungere bedst muligt for ens læser.

  1. Jeg har sagt det tidligere. Nu siger jeg det igen. Dine personers handlinger bør være realistisk motiverede af, hvad den eller de personer ville gøre i en given situation. Ville en person med højdeskræk kaste sig ud fra kanten af en klippe for at slippe væk fra en kødædende zombie? Måske – hvis han eller hun var desperat nok. Hvis du skønner, det er tilfældet, så godtgør det i det, du skriver.
  2. Undgå deus ex machina. Det ville jeg i hvert fald gøre. Med andre ord bør du ikke lade handlingen i din historie afhænge af ting, der ikke er sandsynlige. Med sandsynlige mener jeg ikke, at dine historier ikke må indeholde kødædende zombier, for de kan sagtens være mere end sandsynlige indenfor rammerne af en bestemt slags historie. Hvad jeg mener er, at hvis din historie handler om zombier, og du ikke på noget tidspunkt har nævnt himmelrummet, asteroider eller forestående meteornedslag, skal du ikke på side 325 pludselig lade din helt eller heltinde blive reddet fra den kødædende zombie ved at en meteor slår ned i hovedet på den.
  3. I forlængelse af deus ex machina – du kan sikkert næsten regne ud, hvad jeg vil skrive nu. Hvis du har brug for en begivenhed eller en ting til at styre handlingen i den rigtige retning, så introducer den, før du anvender den. Hvis du rent faktisk beslutter dig til, at din helt skal reddes fra zombierne af en meteor på side 325, så introducer meteoren i begyndelsen af din bog. Nu trues jorden ikke kun af zombier, men også af et nært forestående meteornedslag, hvilket gør det meget mere sandsynligt, at din historie slutter med et brag. (Hø.)
  4. Sidst men ikke mindst – husk at runde din historie af. Det lyder banalt, men det kan faktisk være overraskende svært. Når du fortæller en historie vil du typisk fokusere på et eller to grundlæggende elementer: Hvad sker der med din helt/heltinde, efter verden bliver invaderet af kødædende zombier/trues af gigantiske meteorer, for eksempel? Det er den primære historie, du ønsker at fortælle, men din bog vil typisk indeholde flere figurer end bare din hovedperson, og hvad sker med dem? Hvad med ham fyren, hovedpersonen slår følge med i to kapitler, men som pludselig bare er væk? Går han sine egne veje, fordi han beslutter sig til at hugge et passagerfly og flyve til Svalbard? Du synes måske, det er den overordnede historie uvedkommende, men husk på, at læseren ser dig som en autoritet. Hvis du introducerer et element i plottet, vil læseren naturligt tænke, at du gør det af en grund, og hvis du ikke afrunder det element ordentligt, vil læseren sidde tilbage og undre sig over, hvorfor det overhovedet skulle introduceres til at begynde med. Det skal ikke forstås sådan, at alles historier skal fortælles helt til ende, bare at du bør afslutte de ting du begynder. Forlader vi vores helts sidekick, mens hans fly forsvinder i horisonten er det også helt fint, bare du godtgør overfor læseren, at her forlader vi altså ham.

Skriv en kommentar

Filed under Opbygning og struktur, Psykologi, Skriveprocessen

Dine personer

Jeg har tidligere skrevet om, hvor vigtigt det er at få sine personer til at tale, som de personer virkelig ville tale. Hvis de er 15 år gamle og fra Vesterbo, bør de tale anderledes end en 70-årig himmerlænding. Men personernes sprog er kun ét aspekt af et større billede. Det mener jeg i hvert fald.

På teatret taler man ofte om ”motivation”. ”Hvad er min motivation?” går anekdoten, at Fay Dunaway i sin tid spurgte Roman Polanski under indspilningerne til Chinatown. Hun fik svaret: ”din løn!” Og det er jo vældigt morsomt, men ikke desto mindre havde Fay Dunaway fat i noget af det rigtige. For at vide hvad en person vil gøre i en given situation, er det vigtigt at vide, hvad den person rent faktisk ville gøre. Og for at vide det, bliver du nødt til at have en ide om, hvem den person er, før du går i gang med at skrive. Det er i hvert fald fornuftigt at danne sig et billede af det undervejs.

Det er ikke sådan, at man behøver (endsige bør) redegøre for alle aspekter af en figurs personlighed, når man skriver om ham eller hende i teksten, tvært imod. Men det er en god ide selv at have en ide om, hvem personen er, når du skriver. På den måde vil personens handlinger altid være konsistente, og desuden gør du dit arbejde nemmere for dig selv – du vil jo hele tiden have en ide om, hvordan din person vil handle i den situation, han eller hun nu er havnet i.

Hvis du ikke skønner, det er vigtigt for din historie, behøver læseren ikke nødvendigvis at vide, at Jarl har et kolossalt problem med autoriteter, og at han altid bliver nødt til at gå over for rødt, ryge indenfor og tale i telefon i biografen for at vise, at er sgu’ ham selv, der bestemmer. Det er nok, at du ved det og lader Jarl handle i overensstemmelse med sine neuroser – så skal læseren nok registrere, at der er et mønster i det, Jarl foretager sig.

For det giver hurtigt bagslag, hvis du ikke lader din persons handlinger have en eller anden form for motivation, der hænger sammen med, hvem den person er. Den slags mærker en læser på ét sekund. Tænk bare på alle de gange, du selv har siddet og set en film eller læst en bog og tænkt ”Ej, helt ærligt…”. Gennem hele historien har hovedpersonen været en konfliktsky slapsvans, men nu går han pludselig amok i et højoktant hævnorgie. Hvordan kan han overhovedet det? Har han nogensinde betjent en pistol før? Eller slået nogen? Eller åbnet et pengeskab? Det er for eksempel derfor, vi tror på The Next Three Days – fordi filmen viser os, hvor håbløst dårlig Russell Crowe faktisk er til at være kriminel, og at han skal lære det hele først.

Det er også derfor, vi altid har siddet og rynket brynene lidt af slutningen på Nærkontakt af tredje grad. Ville en kærlig familiefar virkelig bare skride på den måde? For hvis han gjorde, ville han så være en kærlig familiefar? Og hvis han bare var et egoistisk røvhul, hvorfor har vi så fået ham præsenteret så sympatisk igennem hele filmen? Okay, så han er fascineret af de der ufo’er, men altså, helt ærligt…

Skriv en kommentar

Filed under Psykologi