Jeg havde en oplevelse forleden dag, som satte mit forfatterarbejde lidt i relief for mig. Som jeg tidligere har skrevet om, går jeg og gør mig nogle erfaringer med at arbejde med emner, der berører mig selv som person. Ikke forstået sådan, at noget af det, jeg skriver, handler om mig selv – for det gør det på ingen måde – mere således, at jeg leder efter følelser og reaktionsmønstre, jeg kan genkende, fordi jeg ved at internalisere eller opleve følelserne på egen krop får et stærkere produkt ud af det, jeg skriver. Det lyder måske som en selvfølgelighed for nogen, men jeg har brugt ret mange år af mit liv på at synes verfremdung, postmodernisme og i det hele taget det at være blasé, bare var det bedste i hele verden.
Mimose
Men altså – det der med følelser, det er godt, for såvidt som det er ret frugtbart for mig at skrive på den måde. På den anden side er mit problem, at jeg er temmeligt berøringsangst med nogle af de emner, jeg tager op. For let’s face, det er sgu’ ikke ret morsomt at skrive om ting, du selv, helt privat, synes, er skideforfærdelige. Det har jeg funderet en del over, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, jeg har brugt en del tid på at undgå at skrive visse passager, simpelthen fordi jeg syntes, det var så trist at udsætte mine personer for de ting, de skulle gå igennem. Og det har igen afstedkommet, at jeg måske antydningsvist har syntes, jeg var lidt vel, nåja – berøringsangt.
Men en eller anden modningsproces (forråelse?) må jeg nu alligevel have gennemgået. I en samtale fornylig fortalte jeg henkastet min kone om plottet i en novelle, jeg desværre ikke kan fortælle jer om, fordi den ligenu deltager i en konkurrence, hvor bidragene er anonymiserede. Men kort fortalt, så ender historien ikke så godt for min hovedperson. Og det fortalte jeg hende altså hen over middagsbordet. Jeg tænkte ikke videre over, at jeg fortalte det til hende, og jeg blev lidt forundret, da hun – ikke helt udeltagende – spurgte mig, om jeg egentlig havde det godt. Jeg fortalte hende at jotak, jeg havde det udmærket. Tidligere på dagen havde jeg godt nok haft lidt halsbrand, fordi vi havde fået kage på arbejde, og jeg trængte måske også en lille smule til en barbering, men ellers, så jo.
Og lige der gik det så op for mig, hvad hun mente.
Egentlig blev jeg ret stolt. Det måtte jo betyde, jeg trods alt har fat i den lange ende med mine skriveprojekter, men jeg spekulerer på samme tid lidt på, om den rigtige ende måske også kan være den forkerte ende på samme tid…
Aske Munk-Jørgensen 