Tag Archives: On Writing

Nødvendigheden af at glo

Jeg skriver gerne og ofte om den grundlæggende idé, jeg må have for at kunne sætte mig ned at arbejde. Jeg har også skrevet meget om nogle af de sproglige værktøjer, der gør det lettere for en at skrive, når man sætter sig ned og gør det. Men det måske vigtigste af alt for en forfatter, det er råstoffet. Det, det hele handler om. Og hvad er det råstof? Det er mennesker. Det er verden omkring os.

De farver, man maler med som forfatter, er alt det, der omgiver os. Vi skriver om mennesker, og derfor må vi vide noget om de mennesker. Og den bedste måde at lære noget om mennesker på, det er ved at betragte dem.

Ernest Hemingway har sagt næsten nøjagtigt det samme:

Når mennesker taler sammen, så lyt med alle dine sanser. Lad være med at tænke på, hvad du selv vil eller ville sige. De fleste folk hører ikke efter. Ej heller iagttager de. Du skal lære at gå ind i et værelse og kunne huske alt, hvad du så derinde, når du kommer ud igen. […] Når du kommer til byen, så prøv at stå et stykke tid udenfor biografen og læg mærke til alle de forskellige måder, som folk stiger ind og ud af bilerne på.

Ernest Hemingway: Om at skrive

Lad os tage et eksempel. Du vil skrive et kapitel, der foregår på en bar en fredag aften. Hvordan opfører folk sig egentlig på en bar? Det er jo nemt nok at skrive, at folk sidder på en bar og har det sjovt. Men hvad gør mennesker egentlig på en bar?

Mænd, der taler sammen om kvinder, er et godt sted at starte. Hvad gør de rent faktisk? Der er flere forskellige slags. Der er dem, der bare er glade og ikke tænker så meget over det. De vender sig måske om efter hende, de taler om. Og griner. Og sammenligner noter. Der er tit en mase latter involveret, eller anerkendende nik, i hvert fald. Så er der dem, der gerne vil have, at pigerne lægger mærke til, de taler om dem.  De gør alt det samme som de andre, bare højere, virkeligt meget højere. En del pegen kan også være involveret.

Og så er der dem, der tror, de er diskrete. De er nemmest at afsløre, for de begynder altid at tale sammen uden at bevæge læberne. Og så kigger altid alle sammen sådan ufokuseret i den samme retning, typisk den modsatte vej af, hvor pigen sidder. Eller også begynder de at rykke umotiveret tættere sammen. Ligesom cykler, der står og læner sig op af hinanden. Hvis du kommer tæt nok på dem, kan du måske høre dem sige sådan noget som: ”Kan jeg vende mig om nu?” Eller: ”Kigger hun i den her retning,” hvorefter de vender sig om, fordi de er meget interesserede i lige at undersøge den der 200 x 140 cm Betty Blue-poster ovre ved toiletterne.

Men alt det skal man jo se for at registrere det. Betragt det som en slags croquis for forfattere. Eller feltstudier. Om ikke andet er det en fantastisk undskyldning for at glo. Og når det kommer til stykket, er vores omverden jo et fantastisk teaterstykke.

Skriv en kommentar

Filed under Grundlag

Hvordan jeg finder min inspiration

Et af mine (mange) postulater om, hvordan jeg skriver, er, at den gode ide er præmissen for mit arbejde. Uden den har jeg ikke noget at lave. Andre kan måske gribe deres arbejde anderledes an, men bliver nødt til at have et udgangspunkt for mit arbejde.

Spørgsmålet er så, hvordan den ide dukker op, og det har jeg i virkeligheden ikke noget fornuftigt svar på. Den dukker op, når den dukker op. Til gengæld har jeg gennem tiden bemærket, at jeg kan påvirke, hvordan mine ideer dukker op og former sig. Hvis jeg er i den rette stemning, og hvis situationen er rigtig (og ja, jeg taler stadigvæk om at skrive litteratur), er det ligesom om min fantasi bliver mere frugtbar. Jeg kan simpelthen se, at jeg i højere eller ringere grad befordrer den kreative proces.

Rent praktisk har jeg opdaget, at jeg tænker godt, når jeg løber. Det er en kombination af flere forskellige ting. For det første virker en løbetur på mig lidt ligesom, jeg forestiller mig, meditation virker på andre. Det renser mit hoved. For enden af en lang dag, eller når jeg har været på arbejde en hel uge, er der meget stress og spektakel, som tager min opmærksomhed, men når jeg løber og er forpustet, og det vigtigste er at holde mine mellemtider lave nok, glider alt det i baggrunden.

Og så er der for det andet plads til at nørkle med de spørgsmål, jeg gerne selv vil tænke på. Det er jo ikke sådan, at jeg har overskud til at løbe og lave mindmapping og tegne flowcharts, men det er alligevel effektivt at lade den mentale gryde stå og småkoge på den måde. På løbeturen har jeg tid til at gennemspille forskellige scenarier, forskellige udgaver af de situationer, jeg arbejder med.

Det tredje interessante ved sådan at arbejde, når jeg løber, er, at hvis jeg er i gang med at vende et bestemt problem – et kapitel eller en scene – forstærker løbeturen den stemning eller atmosfære, jeg sigter efter, og det hjælper ofte med at bringe selve skrivearbejdet videre. Min erfaring er, at det hjælper mig meget at prøve at sætte mig ind i de følelser, mine personer oplever. Det hjælper mig til at sætte ord på det, jeg gerne vil formidle.

Jeg er ikke tilhænger af, at man går og spekulerer alt for meget på det, man arbejder med, det tror jeg, man bliver skør i bolden af. I On Writing, der er sammensat af citater af Ernest Hemingway, optræder der talløse passager, der handler om lige netop det: At man ikke skal tænke sine bøger ihjel, men alligevel tror jeg, det er en god ide af og til at give harddisken plads til at stå og summe.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen

Skriveprocessen

Ligesom i sidste uge tager jeg her fat på noget, jeg har nævnt i andre forbindelser, men som virkelig fortjener sit eget indlæg: Hvordan man skriver. Med det at skrive tænker jeg på selve processen med at skabe dit manuskript. ”Man sidder som regel på røven, og man skriver oftest med fingrene,” tænker du måske – og Gud velsigne dig, hvis du har det sådan. Jeg ser lidt anderledes på det.

Først og fremmest – og det her er nok det allervigtigste, jeg føler, jeg kan sige til nogen kollega – skal man tage sit arbejde alvorligt. Det lyder banalt, men hvis man ikke tager sit arbejde seriøst, er det svært at engagere sig ordentligt i det, man laver. Og det at skrive, det kræver altså engagement og fokus! Det er ikke noget, jeg har fundet på. Stephen King siger nogenlunde det samme i On Writing, A Memoir of the Craft, og han siger det en del bedre, end jeg gør. On Writing er i øvrigt måske den bedste bog om kreativ skrivning, jeg overhovedet har læst.

Tag dig selv og dit arbejde seriøst. Det er trin et. Trin to – og trin to afhænger i virkeligheden af trin et – er at sætte dig ind i, hvordan du rent praktisk arbejder. Der er ikke nogen ”rigtig” måde at arbejde på, vil jeg skynde mig at sige. I hvert fald ikke nogen jeg kender. Den eneste rigtige måde at arbejde på, er den, der passer dig bedst, men det er vigtigt at vide, hvad den metode faktisk er, og så være tro mod den. For mit eget vedkommende kan jeg se i hvert fald tre forskellige stadier i mit arbejde:

Jeg skal få ideerne.  Jeg har lige sagt, der ikke er nogen rigtig måde at skrive på – meeen, ideer er ikke desto mindre en ressource, der er fælles for os alle, og jeg tror simpelthen ikke på, der er nogen, som nogensinde har kunnet få gode ideer på kommando. Fraværet af gode ideer er i min erfaring skriveblokeringens væsen, for er der ikke noget at skrive om, ja så kan du jo ikke skrive noget. Om du så er typen, der opridser hele dit plot, inden du sætter dig til tasterne, eller om du mere går og nulrer med nogle abstrakte ideer, det er sådan set ligegyldigt. Det vigtige er, at man ikke kan bygge et hus uden et fundament.

Når man har fået sine ideer, skal de skrives ud. Måske har du skrevet et kort optrin eller en stump dialog, men nu skal den sættes ind i en sammenhæng. Det tager tid og eftertanke. Den kunstneriske proces er ikke kun at beskrive mågen på fortøjningspælen i solnedgangen for nu at citere Jens Blendstrup, det er også at sætte den ind i den kontekst.

Teksterne skal redigeres. Det er et møjsommeligt arbejde, der kræver, at man arbejder i lange stræk for at kunne danne sig et overblik over den generelle sprogtone og de store linjer i manuskriptet. Kun på den måde kan man identificere det, der ikke passer ind. Det er arbejde, der tager koncentration og omsorg, og det er bydende nødvendigt netop at give det den opmærksomhed, det kræver, også selvom du egentlig føler, dit arbejde er gjort, når første udkast er ligger klart.

Alt det her lyder meget firkantet, men når jeg opridser de forskellige stadier i det arbejde, jeg laver, så er det fordi, jeg er overbevist om, at man spilder mindre af sin egen i forvejen givetvis sparsomme tid, hvis man kun gør én af de her ting af gangen. Jeg kan ikke redigere ét afsnit, mens jeg forsøger at skrive et andet, eller skrive inden jeg har noget at arbejde med. Jeg påstår ikke, at jeg overhovedet kan holde alting adskilt i små kasser, men alligevel har jeg en ide om, at jeg gør mit arbejde nemmere for mig selv – spilder mindre af min egen tid – hvis jeg i det mindste prøver på at gøre en ting af gangen.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen