Det her novelleskriveri griber om sig. Jeg troede egentlig, at nu skulle jeg tilbage til Skytten, som har ligget brak i nogle måneder.
Men sådan skulle det ikke gå. For sagen er, at jeg længe har haft et motiv i baghovedet. Et rigtigt godt et, synes jeg. Problemet er bare, at det også er et rigtigt frygteligt et.
Jeg mener ikke selv, jeg er nogen mimose, men nogle ting kan alligevel godt komme for tæt på. Jeg tror, det er, når et tema eller en situation lægger sig for tæt op ad noget, jeg personligt er bange for, eller som jeg synes er for ubehageligt. Så kryber det ind under huden på mig. Slet ikke forstået sådan, at jeg tager af hovedstolen, bare at det bliver for ubehageligt.
Hovedstolen
Jeg har oplevet det en gang eller to før. Sidste gang var et kapitel i Imens det dugger, og det var en ualmindeligt opslidende oplevelse. Lidt ligesom at se Sophie’s Choice på repeat, virkelig mange gange. Der gik flere uger, inden jeg kunne tage mig sammen til at skrive det pågældende kapitel, for jeg syntes simpelthen, det var så synd for personerne. Jeg kunne næsten ikke holde ud at udsætte dem for de ting, de skulle igennem.
Og derfor har jeg holdt mig væk fra denne novelle indtil nu. Men den sidste tids rygstød har alligevel sat nogle ting igang, for måske er de slet ikke så tossede endda, de der noveller.
Det interessante er, at selv nu, hvor jeg har besluttet mig til at få den pågældende historie skrevet, kan jeg faktisk ikke få mig selv til at skrive den præcis sådan, som jeg har forestillet mig den. Jeg har ligesom lagt et metalag ind i fortællingen. Der er tale om en figur, jeg har lagt ind i historien, og som skaber fremdriften i novellen. Det er godt, fordi figuren rent faktisk faciliterer fremdriften i fortællingen, sådan helt à la Vladimir Propp, men på den anden side har jeg en mistanke om, at den også tager fokus væk fra hovedmotivet i historien.
Jeg bilder mig ind, det er altsammen blot er for at skabe dynamik i en historie, der ellers snarere ville indeholde et motiv end en antagonisme. Men jeg er bange for, det egentlig mest er fordi, jeg er en puddermås.
Aske Munk-Jørgensen 