Tag Archives: manuskript

Velkommen i klubben

I begyndelsen af november fik jeg en invitation til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement. Det gjorde jeg, fordi jeg havde udgivet Kærlighedens væsen i sommer.

Jeg er fra jylland, og som alle gode, jyske protestanter vil jeg helst ikke gøre for meget væsen af mig selv. Jeg ved godt, hvor jeg vil hen med mit forfatterarbejde. Det har jeg sådan set vidst hele tiden, men hvis nogen spurgte mig, så var jeg stadigvæk bare  en, der lige kom forbi.

Jeg regner det jo ikke, som min mormor ville sige.

IMG_0477

Noveller, digte, kortprosa – hvornår er man forfatter?

Sådan havde jeg det også, da jeg mødte op i Strandgade forleden aften. Jeg var jo bare en, der lige kom forbi. De rigtige forfattere, det var alle de andre. Johanne Bille, der afmålt og professionelt læste op fra Tænk nu hvis. eller Terje Nordberg, eller Ida Holmegaard, eller alle de andre ekstremt dygtige mennesker, der den aften var mødt for at blive budt velkommen af Forfatterforeningen.

Men undervejs i løbet af aftenen var der alligevel nogle ting, der gik op for mig. Alle vi debutanter var blevet indbudt til arrangementet, fordi vi  var en del af holdet nu. Eller, vi kunne vælge at blive en del af holdet, hvis vi ville. Vi var velkomne. For nu var vi faktisk forfattere. Medlemmer af en  profession. Den venlighed, men på samme tid også den seriøsitet, som  arrangementet signalerede, var en opvågnen for mig.

Jeg har et fast arbejde og en karriere, og sådan kommer det til at blive ved med at være, men skylder jeg ikke både mig selv og andre forfattere at tage mit andet arbejde alvorligt? Hvis jeg signalerer, at jeg ikke tager mit forfatterarbejde seriøst selv, hvordan skulle andre så kunne gøre det?

En (halvdårlig) analogi kunne være brugen af ulønnede praktikanter i kommunikationsbranchen: De laver en professionel persons arbejde, bare gratis. I realiteten lader de af ren og skær begejstring branchen tage brødet ud af munden på folk, der skulle kunne leve af det, de laver.

Hvis jeg ikke lader mig organisere som forfatter, er jeg så ikke lidt som de praktikanter? Er jeg så ikke ham eller hende, der signalerer, at det er jo bare lidt for sjov, det jeg laver, og de der forfattere, dem behøver man ikke tage seriøst? Bare lav en ny royaltymodel, Mofibo.

Er det ikke sådan, det er?

Nu har jeg i hvert fald meldt mig ind i Dansk Forfatterforening. Og når jeg så har udgivet den næste bog, så er jeg rigtig forfatter. Eller, det er jeg i hvet fald, når jeg får udgivet den næste efter den

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Uncategorized

Nye udgivelser

Jeg har lige skrevet kontrakten under på min første selvstændige udgivelse. Det er en dejlig fornemmelse. Ikke noget stort, men stort nok, til at jeg naturligvis er pavestolt. Når jeg fortæller folk om det (og jeg har fortalt absolut alle om det på nuværende tidspunkt), prøver jeg være sådan lidt “det-er-ingenting-og-man-skal-jo-også-bare-være-en-sten-på-vejen-som-Piet-Hein-siger-agtig, men når jeg er alene, er jeg mere sådan: i-dag-min-første-selvstændige-fiktionsudgivelse-i-morgen-personlig-invitation-til-World-Economic-Forum-i-Davos. Kilde: http://www.weforum.org/events/world-economic-forum-annual-meeting-2015

Og så har jeg fået et nyt digt i et skandinavisk lyriktidsskrift. Og det er jeg mindst ligeså stolt af, som det med den selvstændige udgivelse. Jeg begyndte for nogen tid siden at eksperimentere med at skrive kortprosa, og det begyndte ret hurtigt at udvikle sig til decideret lyrik. Det er meget spændende at skrive, og jeg gør det jo, fordi jeg har noget at sige. På den anden side har jeg også gjort opmærksom på flere gange, at det er ting, jeg skriver uden en helt klar fornemmelse for teksternes kvalitet.

Med prosa ved jeg nogenlunde, hvad jeg laver. Det er trods alt, hvad alt for mange år på Litteraturvidenskab har gjort for mig. Men sådan har jeg det ikke med hverken lyrik eller kortprosa. Med den type tekster har jeg nærmest kun min egen mavefornemmelse at gå efter, og derfor er det enormt dejligt at opleve, at andre end jeg selv mener, de rent faktisk er gode nok til at blive publiceret.

Jeg vil ikke sige mere lige nu, men jeg vender tilbage med flere detaljer (mere pral?), når jeg har noget mere substantielt at vise frem.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik

Forfatterfrenzy, Bibelstyle

Jeg er i en situation, jeg nærmest aldrig har været i før. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ordene vælter ud af mig for tiden. Der foregår så meget, at jeg benhårdt bliver nødt til at prioritere, hvad jeg arbejder på. Der er nemlig ikke tid til, at jeg kan nå at lave det hele.

Om det bliver godt, det jeg skriver, skulle jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at der er vildt meget af det, så jeg må virkelig anstrenge mig for at arbejde på det, der er mest presserende. Når jeg tæller efter på fingrene, har jeg i hvert fald fire forskellige, store projekter, som allesammen ser ud til rent faktisk at kunne blive til noget en dag, og eftersom jeg knap og nap ikke har tid til at arbejde på én ting af gangen, så, ja, skal man ikke være raketfysiker for at se, at dét regnestykke går ikke op.

Jeg har tidligere skrevet om at prioritere mit arbejde. De råd, jeg gav i den post, er sådan set stadigvæk råd, jeg selv følger, men når jeg tidligere har haft brug for at tage stilling til, hvad jeg skulle arbejde på og ikke arbejde på, har mine prioriteringer været af langt mere beskedent omfang.

Det er de ikke længere.

Den øgede arbejdsmængde gør også, at min research er blevet langt mere omfattende, og også temmeligt meget mere farverig. Pt. venter jeg med spænding på, at mit lokale bibliotek får 2002-oversættelsen af de nytestamentlige apokryfer hjem, fordi jeg har brug for at kontrollere en reference i Jakobs Fortestamente.

Yep. That’s how I roll.

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Blandet slik, Skriveprocessen

Scrivener og skriveprocessen

Jeg skrev et indlæg for nogen tid siden om Scrivener, et program jeg var begyndt at bruge i mit arbejde. Jeg var meget begejstret for det dengang, og det er jeg stadigvæk. Faktisk så meget, at jeg nu bliver nødt til at skrive en update for at bekræfte, at jeg stadigvæk er begejstret.

Årsagen til at jeg downloadede programmet var, at jeg havde kimen til et romanmanuskript liggende. Og når jeg skriver liggende, så mener jeg virkelig liggende. Jeg var nået nogle tusinder ord ind i det, og så var det steget mig over hovedet. Min måde at arbejde på, kan jeg se nu, hvor jeg i stedet for Word bruger Scrivener, passede ikke godt til et program som Word, der forudsætter, at man begynder at skrive i den ene ende af et dokument og arbejder sig kontinuerligt ligeud for så at slutte i den anden. Jeg havde svært ved at bevare overblikket over historien, og uden overblik er det svært at bevæge sig videre eller arbejde kreativt. I hvert fald for mig.

Jeg indså på et tidspunkt, at jeg blev nødt til enten at skrive manuskriptet færdigt, eller (den anden mulighed var langt mindre tillokkende) holde op med at tale om det. Så det blev altså at skrive det færdigt. Med Scrivener. Og hvilken forskel det har gjort. Historien vokser. Jeg har overblik over mit manuskript og dets struktur. Jeg har et godt greb om mine personer, deres psykologi og deres motivation, og jeg kan løbende ændre på historien i takt med at plottets interne logik ændrer sig og kræver det.

Faktisk ser det hele så lyst ud, at jeg regner med at have skrevet historien færdig i april næste år, med god tid til redigering og gemmen-det-væk og finden-det-frem-igen for at læse det med nye øjne.

Bum. Nu er det sagt. Nu kan det ikke trækkes tilbage.

2 kommentarer

Filed under Opbygning og struktur, Skriveprocessen

Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen