Its alive!
Jeg har af nogle omgange (her og her) skrevet om en historie, jeg arbejdede på. Den havde antaget sig eget liv, og den gjorde nærmest fuldstændig, hvad den selv ville. Først skulle den være en novelle. Så ændrede den karakter undervejs og var måske ved at blive til en kort roman (en kortroman?). På et tidspunkt indså jeg, at jeg faktisk ikke havde det fjerneste begreb om historiens forløb. Jeg var begyndt at skrive ud fra et enkelt, inspireret optrin, og historien bugtede og slangede sig. Fortællerperspektivet ændrede sig også undervejs. Der endte min sidste opdatering.
Nu har det hele så ændret sig tilbage. Historien er en novelle igen. Fortællerperspektivet har også ændret sig tilbage til noget, der minder om det, det var før. Ikke helt, men i hvert fald ikke det, det udviklede sig til at blive undervejs. Men hvad der måske er vigtigst, så har novellen fundet sin afslutning. Og den er god. Det synes jeg i hvert fald! Jeg har fundet min tredje vej på sådan nærmest helt aristotelisk vis. Så ingen lægeromansnovelle og intet Nattog til Lissabon-plagiat. Jeg har skåret en del ting fra, som kom til undervejs i den periode, hvor jeg troede, novellen skulle være en (kort)roman (jeg er åbenbart stadigvæk ikke roman-klar) – og det har mildest talt været en lidt spøjs fornemmelse, sådan at skrive en novelle færdig ved at forkorte den.
Men – eller i virkeligheden måske og – jeg går og gnider mig i hænderne, fordi det vigtigste produkt af denne virkeligt underlige, rodede proces har været, at jeg vist nok står med idéen til en novellesamling. Sådan rigtig med tematik og struktur og emnemæssig afgrænsning og det hele. Jeg har to noveller nu, og jeg er godt i gang med den tredje. Som katten sagde: Hvis jeg fanger den mus, jeg lurer på, og så en til – så har jeg to!
Aske Munk-Jørgensen 