Et af mine (mange) postulater om, hvordan jeg skriver, er, at den gode ide er præmissen for mit arbejde. Uden den har jeg ikke noget at lave. Andre kan måske gribe deres arbejde anderledes an, men bliver nødt til at have et udgangspunkt for mit arbejde.
Spørgsmålet er så, hvordan den ide dukker op, og det har jeg i virkeligheden ikke noget fornuftigt svar på. Den dukker op, når den dukker op. Til gengæld har jeg gennem tiden bemærket, at jeg kan påvirke, hvordan mine ideer dukker op og former sig. Hvis jeg er i den rette stemning, og hvis situationen er rigtig (og ja, jeg taler stadigvæk om at skrive litteratur), er det ligesom om min fantasi bliver mere frugtbar. Jeg kan simpelthen se, at jeg i højere eller ringere grad befordrer den kreative proces.
Rent praktisk har jeg opdaget, at jeg tænker godt, når jeg løber. Det er en kombination af flere forskellige ting. For det første virker en løbetur på mig lidt ligesom, jeg forestiller mig, meditation virker på andre. Det renser mit hoved. For enden af en lang dag, eller når jeg har været på arbejde en hel uge, er der meget stress og spektakel, som tager min opmærksomhed, men når jeg løber og er forpustet, og det vigtigste er at holde mine mellemtider lave nok, glider alt det i baggrunden.
Og så er der for det andet plads til at nørkle med de spørgsmål, jeg gerne selv vil tænke på. Det er jo ikke sådan, at jeg har overskud til at løbe og lave mindmapping og tegne flowcharts, men det er alligevel effektivt at lade den mentale gryde stå og småkoge på den måde. På løbeturen har jeg tid til at gennemspille forskellige scenarier, forskellige udgaver af de situationer, jeg arbejder med.
Det tredje interessante ved sådan at arbejde, når jeg løber, er, at hvis jeg er i gang med at vende et bestemt problem – et kapitel eller en scene – forstærker løbeturen den stemning eller atmosfære, jeg sigter efter, og det hjælper ofte med at bringe selve skrivearbejdet videre. Min erfaring er, at det hjælper mig meget at prøve at sætte mig ind i de følelser, mine personer oplever. Det hjælper mig til at sætte ord på det, jeg gerne vil formidle.
Jeg er ikke tilhænger af, at man går og spekulerer alt for meget på det, man arbejder med, det tror jeg, man bliver skør i bolden af. I On Writing, der er sammensat af citater af Ernest Hemingway, optræder der talløse passager, der handler om lige netop det: At man ikke skal tænke sine bøger ihjel, men alligevel tror jeg, det er en god ide af og til at give harddisken plads til at stå og summe.
Aske Munk-Jørgensen 