Tag Archives: fortælleteknik

En digression om en ekskurs

Fornøjelserne med mit Quixote-projekt fortsætter. Da jeg fortalte om det i mit forrige indlæg, vaklede jeg mellem at følge min fornuft og lægge det på is, eller skrive videre og se, hvor det førte mig hen.

Siden da har jeg hamret ivrigt i tasterne, og da jeg forleden gjorde status, kunne jeg se, at der nok i virkeligheden var stof til et længere (langt?) manuskript (roman?) Det var en ret interessant indsigt. Det gør mig sådan set ikke noget, at det, jeg oprindeligt havde tænkt som en novelle, skulle vise sig måske at være noget andet. Mit problem består i, at jeg har skrevet en hel del på historien nu, og skal jeg til at udvide den endnu mere, er jeg ikke helt sikker på, fortællestilen egner sig til formatet længere.

Det er noget halvnørdet noget, men helt konkret er der tale om en personbundet 1. personsfortæller. Historiens fortæller kan altså kun se det, den person vitterligt kan se og forstå. Fortælleren kan ikke læse og gengive andre personers tanker eller gengive optrin, hvor han eller hun ikke selv har været tilstede. Men ikke nok med det, så er der tale om en fortæller, der er meget fremtrædende i teksten. Han fortæller meget og gengiver ekstremt lidt dialog. Og det er selvfølgelig ikke fordi, man ikke kan skrive en meget lang fortælling med kun én, meget begrænset synsvinkel (der kommer måske endda til at være tale om en upålidelig fortæller?) Litteraturhistorien er fyldt med romaner med upålidelige, personbundne førstepersonsfortællere. Dostojevskij har gjort det, og Faulkner, og hvem ved jeg. Men jeg er ved den gode Gud hverken Dostojevskijs eller Faulkner.

Så hvad gør jeg nu? Enten fortsætter jeg mit vilde ridt ud af en tangent med den fortæller, jeg nu engang har, eller også rykker jeg tilbage til start og skriver hele molevitten om med en ny fortæller.

Juryen voterer stadigvæk.

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren

Motiver og antagonismer

Det her novelleskriveri griber om sig. Jeg troede egentlig, at nu skulle jeg tilbage til Skytten, som har ligget brak i nogle måneder.

Men sådan skulle det ikke gå. For sagen er, at jeg længe har haft et motiv i baghovedet. Et rigtigt godt et, synes jeg. Problemet er bare, at det også er et rigtigt frygteligt et.

Jeg mener ikke selv, jeg er nogen mimose, men nogle ting kan alligevel godt komme for tæt på. Jeg tror, det er, når et tema eller en situation lægger sig for tæt op ad noget, jeg personligt er bange for, eller som jeg synes er for ubehageligt. Så kryber det ind under huden på mig. Slet ikke forstået sådan, at jeg tager af hovedstolen, bare at det bliver for ubehageligt.

Hovedstolen

Jeg har oplevet det en gang eller to før. Sidste gang var et kapitel i Imens det dugger, og det var en ualmindeligt opslidende oplevelse. Lidt ligesom at se Sophie’s Choice på repeat, virkelig mange gange. Der gik flere uger, inden jeg kunne tage mig sammen til at skrive det pågældende kapitel, for jeg syntes simpelthen, det var så synd for personerne. Jeg kunne næsten ikke holde ud at udsætte dem for de ting, de skulle igennem.

Og derfor har jeg holdt mig væk fra denne novelle indtil nu. Men den sidste tids rygstød har alligevel sat nogle ting igang, for måske er de slet ikke så tossede endda, de der noveller.

Det interessante er, at selv nu, hvor jeg har besluttet mig til at få den pågældende historie skrevet, kan jeg faktisk ikke få mig selv til at skrive den præcis sådan, som jeg har forestillet mig den. Jeg har ligesom lagt et metalag ind i fortællingen. Der er tale om en figur, jeg har lagt ind i historien, og som skaber fremdriften i novellen. Det er godt, fordi figuren rent faktisk faciliterer fremdriften i fortællingen, sådan helt à la Vladimir Propp, men på den anden side har jeg en mistanke om, at den også tager fokus væk fra hovedmotivet i historien.

Jeg bilder mig ind, det er altsammen blot er for at skabe dynamik i en historie, der ellers snarere ville indeholde et motiv end en antagonisme. Men jeg er bange for, det egentlig mest er fordi, jeg er en puddermås.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Opbygning og struktur, Skriveprocessen, Skytten