Tag Archives: Don Quixote

En digression om en ekskurs

Fornøjelserne med mit Quixote-projekt fortsætter. Da jeg fortalte om det i mit forrige indlæg, vaklede jeg mellem at følge min fornuft og lægge det på is, eller skrive videre og se, hvor det førte mig hen.

Siden da har jeg hamret ivrigt i tasterne, og da jeg forleden gjorde status, kunne jeg se, at der nok i virkeligheden var stof til et længere (langt?) manuskript (roman?) Det var en ret interessant indsigt. Det gør mig sådan set ikke noget, at det, jeg oprindeligt havde tænkt som en novelle, skulle vise sig måske at være noget andet. Mit problem består i, at jeg har skrevet en hel del på historien nu, og skal jeg til at udvide den endnu mere, er jeg ikke helt sikker på, fortællestilen egner sig til formatet længere.

Det er noget halvnørdet noget, men helt konkret er der tale om en personbundet 1. personsfortæller. Historiens fortæller kan altså kun se det, den person vitterligt kan se og forstå. Fortælleren kan ikke læse og gengive andre personers tanker eller gengive optrin, hvor han eller hun ikke selv har været tilstede. Men ikke nok med det, så er der tale om en fortæller, der er meget fremtrædende i teksten. Han fortæller meget og gengiver ekstremt lidt dialog. Og det er selvfølgelig ikke fordi, man ikke kan skrive en meget lang fortælling med kun én, meget begrænset synsvinkel (der kommer måske endda til at være tale om en upålidelig fortæller?) Litteraturhistorien er fyldt med romaner med upålidelige, personbundne førstepersonsfortællere. Dostojevskij har gjort det, og Faulkner, og hvem ved jeg. Men jeg er ved den gode Gud hverken Dostojevskijs eller Faulkner.

Så hvad gør jeg nu? Enten fortsætter jeg mit vilde ridt ud af en tangent med den fortæller, jeg nu engang har, eller også rykker jeg tilbage til start og skriver hele molevitten om med en ny fortæller.

Juryen voterer stadigvæk.

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren

Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen