Jeg har lige skrevet kontrakten under på min første selvstændige udgivelse. Det er en dejlig fornemmelse. Ikke noget stort, men stort nok, til at jeg naturligvis er pavestolt. Når jeg fortæller folk om det (og jeg har fortalt absolut alle om det på nuværende tidspunkt), prøver jeg være sådan lidt “det-er-ingenting-og-man-skal-jo-også-bare-være-en-sten-på-vejen-som-Piet-Hein-siger-agtig, men når jeg er alene, er jeg mere sådan: i-dag-min-første-selvstændige-fiktionsudgivelse-i-morgen-personlig-invitation-til-World-Economic-Forum-i-Davos. 
Og så har jeg fået et nyt digt i et skandinavisk lyriktidsskrift. Og det er jeg mindst ligeså stolt af, som det med den selvstændige udgivelse. Jeg begyndte for nogen tid siden at eksperimentere med at skrive kortprosa, og det begyndte ret hurtigt at udvikle sig til decideret lyrik. Det er meget spændende at skrive, og jeg gør det jo, fordi jeg har noget at sige. På den anden side har jeg også gjort opmærksom på flere gange, at det er ting, jeg skriver uden en helt klar fornemmelse for teksternes kvalitet.
Med prosa ved jeg nogenlunde, hvad jeg laver. Det er trods alt, hvad alt for mange år på Litteraturvidenskab har gjort for mig. Men sådan har jeg det ikke med hverken lyrik eller kortprosa. Med den type tekster har jeg nærmest kun min egen mavefornemmelse at gå efter, og derfor er det enormt dejligt at opleve, at andre end jeg selv mener, de rent faktisk er gode nok til at blive publiceret.
Jeg vil ikke sige mere lige nu, men jeg vender tilbage med flere detaljer (mere pral?), når jeg har noget mere substantielt at vise frem.
Aske Munk-Jørgensen 