Tag Archives: Brendan Behan

I’m a drinker with a writing problem

Mit arbejde har fyldt meget i mit liv de sidste par måneder, altså, mit fuldtidsarbejde. Sagen med den slags er jo, at for de fleste af os fritidsforfattere er det at skrive noget, vi arbejder med, når vi ikke arbejder (med noget andet). Den afgørende forskel på, hvor seriøs man er med sit skrivearbejde er nok, i hvilken rækkefølge, man prioriterer sit ’day job’ og det, man gør, når man har fri. Er det hunden, der vrikker med halen, eller omvendt, sådan som Brendan Behan ironisk sætter det på spidsen i citatet i denne posts titel? (Fyldepennen.dk har i øvrigt et fremragende interview med Jussi Adler-Olsen, som blandt kommer ind på det med at være fritdsforfatter, her.)

Personligt er jeg så privilegeret, at jeg synes fantastisk godt om mit arbejde, og skulle jeg ikke tilfældigvis have denne meget spændende ambition ved siden af mit fuldtidsjob, så ville mit professionelle virke alligevel være rigt og tilfredsstillende. Men ikke desto mindre (eller måske netop i kraft af det) har mit dagjob altså fyldt meget, og i et vist omfang er det også blevet til et aftenjob, hvilket har stillet nogle ting på spidsen. Og ad omveje når jeg nu endelig frem til emnet for mit indlæg.

I lang tid tænkte jeg nemlig meget ét projekt af gangen når jeg skrev: 1) Jeg fik en ide. 2) Jeg skrev et manuskript. 3) Jeg gennemskrev det 300 gange. 4) Jeg sendte det til et forlag. 5) Jeg ventede 8 måneder og fik et afslag. Herefter vendte jeg tilbage til trin et og gentog processen.

På et tidspunkt lurede jeg imidlertid det der med at tænke langsigtet. Sagen er nemlig, at hvis du arbejder på den måde, jeg beskriver ovenfor, så spilder du en del tid. waiting[1]Al den tid, der går, fra du indsender et manuskript, til du får et svar fra forlaget, kan du bruge mere fornuftigt. Kunsten, jeg har lært mig selv, er at betragte processen med et manuskript som (midlertidigt) afsluttet i det sekund, jeg trykker på ”send”-knappen eller putter kuverten i postkassen. Hvis jeg venter 2 til 6 måneder på at få svar på et manuskript, kan man godt sige, jeg bare venter på at få afklaring på et projekt i 8 til 24 uger. På den anden side kunne man imidlertid også sige, at jeg er 2 til 6 måneder foran min tidsplan med mit næste projekt, hvis jeg i stedet går i gang med noget nyt med det samme. Og det synes jeg er en dejlig måde at tænke på. Specielt når den tid, jeg kan hellige mit skrivearbejde, er så begrænset, som den trods alt er.

Og hvorfor fortæller jeg jer det her? Fordi jeg trods alle mine gode forsætter alligevel er gået i den samme gamle fælde igen og har ventet 2 måneder på svar fra et forlag uden at lave andet end at holde fri og se The Big Bang Theory…

3 kommentarer

Filed under Alt det praktiske, Skriveprocessen