Jeg sidder med et interessant problem for tiden. Det vil sige, jeg er faktisk ikke sikker på, om det reelt er et problem eller ej, og det er faktisk deri, problemet består. Jeg har skrevet en ny novelle til en konkurrence med deadline denne sommer, og i første omgang var jeg rigtigt godt tilfreds med resultatet. Da jeg genlæste mit manuskript blev jeg imidlertid lidt i tvivl om tempoet i historien. Såvidt så godt – det er jo det, gennemlæsninger er til for.
Helt konkret består novellen af tre dele, og jeg var bange for, at tempoet i de to sidste dele var for ens, hvilke overordnet ville gøre fortællingen for monoton. Det tyggede jeg lidt på, og til slut besluttede jeg mig til at finde en betalæser. Nu har jeg jo selv lige prædiket om den slags input, så jeg tænkte, det måtte være på sin plads.
Betalæser
Heldigvis kendte jeg lige den rette kandidat, som straks sprang til. Han syntes, det var en glimrende novelle, og det var jo smadderdejligt. Og hvad bedre var – han syntes overhovedet ikke , der var et problem med tempoet i de to sidste afsnit af novellen. Min første indskydelse var, at det var da en fornøjelse at kunne læne sig tilbage og hvile på laurbærrene, når min betalæser nu ikke syntes, der var noget at bekymre sig om. Men så alligevel. Jeg er fra naturens hånd sådan en ‘glasset er halvt fuldt – af dødbringende gift’-agtig type (tak, Woody Allen), så der skulle det selvfølgelig ikke ende.
Efter en halv times selvros var jeg mit gamle pessimistiske jeg igen. Spørgsmålet (eller problemet, om man vil), jeg står tilbage med nu, er, hvorvidt jeg skal stole på min betalæser, eller om jeg skal gå med min oprindelige mavefornemmelse. Jeg stoler på min læser, men på den anden side sagde mine instinkter mig noget diametralt anderledes, end han gjorde.
Har mine instinkter ret, og ændrer jeg ikke noget, ja så er det noget møg. Har min betalæser ret, og begynder jeg at ændre på min novelle, risikerer jeg at splitte noget ad, der allerede fungerer fint…
Aske Munk-Jørgensen 